(...) For det andet vil alt naturligvis i retrospektiv tage sig ud som kapitaliaffirmativt i den meget generelle forstand, [den amerikanske kunsthistoriker Tom] McDonoug taler om, eftersom det kapitalistiske samfund jo netop forstår at tilpasse sig og inkorporere alle gældende forhold. Følgelig vil alt, hvad der ikke fuldstændig revolutionerer samfundet og afskaffer kapitalen, kunne fremstilles som konformt. Men det er at bytte om på årsag og virkning og fuldstændig annullere enhver form for personlig agens og mentalitetshistorisk ændring: At det moderne samfund f.eks. har brug for kvindernes arbejdskraft i langt højere grad end tidligere, er ikke ensbetydende med, at kvindebevægelsen i 1970erne derfor kan afskrives som en kapitalkonform foreteelse. Det er klart, at kvindebevægelsen for overhovedet at kunne udvikle sig er afhængig af den almindelige samfundsudvikling - herunder uddannelsesreformer og ændringer på arbejdsmarkedet. I den forstand spiller den kapitalistiske udvikling selvfølgelig en afgørende rolle. Det betyder imidlertid ikke, at kvinders frigørelse fra husholdning, underordning under mænd etc. finder sted uden modstand på mangfoldige niveauer af samfundet.

- Tania Ørum i indledningen til hendes monumentale og anbefalelsesværdige bog De eksperimenterende tressere - kunst i en opbrudstid (2009).