Usædvanlig grå og fugtig morgen, koldt og klamt i mit vindue. Sådan ser der stadig ud. Det summede så underligt et sted i min krop, jeg faldt i søvn til Inger Christensens oplæsning af Sommerfugledalen og jeg er sikker på at jeg må have drømt om hende og den og døden; men hvad præcis kunne jeg ikke huske. Dagen begyndte som én stor og dyster anelse. Som jeg prøvede at arbejde med ved at læse Lars Bukdahls artikel om alvor i det seneste nummer af Apparatur. Alvorsudsigt. Spøgepølse! A/S Dansk Stil 2008 hedder den. Den er lang og lystigt pludrende, sådan lidt om det hele, men på side 42-43 i tidsskriftet synes jeg der sker noget spændende; Bukdahl opridser ganske kort og med afsæt i Marianne Stidsens afvisning af den danske 60'er konkretisme som kedelig og uinspirerende (her) Historien om spøg og alvor i det 20. og 21. århundrede. En af Bukdahls henkastede men interessante pointer er at både udøvere af denne 'sjove' digtning såvel som dens kritikere afviser "den humoristiske fortolkning" - velsagtens for at blive taget alvorligt. At hele sjov/alvor-dikotomien i sig selv ikke er uproblematisk (det skrives der også om flere steder i nummeret) og at Bukdahl ikke prøver at afklare hvad det sjove er (hos Bukdahl: noget med afsenderens/forfatterens intentionalitet??) kunne man selvfølgelig tage fat på, blot synes jeg umiddelbart at det virker mere interessant at betragte den litteraturpolitiske kamp om hvad man kan tage alvorligt som seriøs litteratur, hvad der er kedeligt og sjovt og dybt og overfladisk, og at det kedelige og overfladiske i visses optikker ikke samtidig kan være dybt og sjovt, eller hos andre er det per se. Bukdahl skriver blandt andet i artiklen:

(...) det [er] ikke bare en kamp mellem alvorlig og sjov litteratur, men i høj grad også mellem alvorlige og humoristiske læsninger og analyser og fortolkninger og typologiseringer og litteraturhistoriefortællinger. (...)