(...) Hvor gjorde man af alvoren i perioden mellem Heretica og firserne? For selvfølgelig er alvoren lige så uudryddelig som sex, og ligesom sex forsvinder heller ikke dén, bare fordi man skammer sig over den. I den såkaldte tredjefase-modernisme blev alvoren forskudt fra indholdet til højtidelige diskussioner af litteraturens formelle sider (og her var det ingen spøg at 'falde bag om' avantgardens kontinuerlige landvindinger), men ikke mindst blev alvoren deponeret i det politiske, hvor den måske endog kunne dyrkes særlig hæmningsløst på grund af den indbyggede distance, det giver at være alvorlig på andres vegne, hvad man jo typisk var parallelt med sin rolle som cool poet. For var man ved at brække sig over den mindste rørelse i poesien, blev der til gengæld skruet helt op for patosknappen, når talen faldt på arbejderklassen, indianerne og Den Tredje Verden, modsat fyrrer- og firserpoesiens eksistentielle alvor, hvis pinlighed netop hidrører fra denne digtnings kredsen om det skrivende subjekt. (...) Mest røvsyg er troen på, at humoren er et litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere (...)

- fra Søren Ulrik Thomsens essay Noget alvorligt i klemme, der kan læses i det kommende nummer af Apparatur, der er et temanummer om 'alvor'.