Pengene og tallene

Med lidt forsinkelse fik jeg læst den svenske forlægger Svante Weylers miniessay i Politiken om hvorvidt medierne skal lade sig dominere af massekulturen. Han siger mange gode og rigtige ting, Weyler, men jeg synes ærlig talt at denne rigide opdeling mellem høj og lav er temmelig dødsyg og meningsløs, og hvis man virkelig vil bort fra den bør man ikke reproducere den, som Weyler jo i kraft af sin artikel gør. Et nyligt dansk og næsten bevidstløst eksempel på bestyrkelsen af den irriterende høj-lav-dikotomi er den vistnok verserende Levinsen-Bukdahl-fejde. Det duer desværre heller ikke bare at udskifte høj-lav-dikotomien med en god-dårlig-ditto, det er jo same-same-but-different. Hvor ofte har jeg ikke hørt folk: vi forholder os udelukkende til om det er godt eller dårligt - som om forestillingen om kvalitet var et neutralt og objektivt parameter man kunne hente frem fra en kølig fransk kælder og sagligt måle alting efter. I stedet for at se litteraturen som høj eller lav, bred eller smal, god eller dårlig, må man, mener jeg, i første omgang se det som litteratur og prøve at læse det som litteratur og se hvad der står, om man kan bruge det til noget - og er man kritiker må man gøre dette, mener jeg, udfra et personligt, professionelt ståsted, hvorfra man bør kvalificere sin læsning. Salgstal er ikke automatisk et tegn på kvalitet, men jo heller ikke det modsatte. De kan altså ikke i sig selv bruges som parameter for meget.

Tue Andersen Nexø skriver på sin blog: "som anmelder kan man ikke vurdere en bog ud fra en forestillet gennemsnitlæsers forestillede smagsløg, man må skrive ud fra sin egen læseoplevelse. Og så må man prøve at kvalificere den så meget, at den bliver værd at forholde sig til også for dem, der ikke deler ens smag."