lørdag, marts 15, 2008
I Kristeligt Dagblad kan man i dag læse Anders Juhl Rasmussens anmeldelse af Kristian Bang Foss' seneste roman. Det er underlig læsning, anakronistisk, morsom. Måden den er skrevet på. Den indeholder fx besynderlige ræsonnementer som: "Forfatteren trækker formentlig på egne erfaringer, i hvert fald virker romanens beskrivelser af den monotone arbejdsdag overbevisende"; altså - hvis en forfatter evner at skildre noget overbevisende, må det handle om forfatteren selv. Et andet sted: "De har gået i folkeskolen sammen, og ingen af dem er begyndt på en videregående uddannelse." Ingen af dem, kunne man måske tilføje, har meldt sig til fremmedlegionen, har arvet et lille landsted på Djursland osv. - i anmeldelsen --- jeg har endnu ikke selv læst romanen --- ser det ud som om at den videregående uddannelse efter folkeskolen er anmelderens succesparameter for et indholdsrigt liv. "Ved forårsfesten bliver de opstemte af alkohol og ender i seng med hinanden." - opstemte af alkohol?! Hvilket århundrede er dette skrevet i?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
10 kommentarer:
Den anmeldelse lyder ekstremt ubehagelig. Ham Anders skal bestemt ikke med på din blogroll.
Han må da mindst være spedalsk eller mærkelig eller bare ikke helt rigtig? Du skal altså snart ikke finde dig i ret meget mere, Martin. Lov mig det.
hej martin, du citeter anmelderen og kommenterer bagefter: ""Ved forårsfesten bliver de opstemte af alkohol og ender i seng med hinanden." - opstemte af alkohol?! Hvilket århundrede er dette skrevet i?" men som jeg læser dén passage, så må det da være det, de gør, bliver opstemte af alkohol og ender i seng med hinanden, jeg mener, der er da intet der tyder på, det er anders' udsagn (jo, det er jo ham der skriver det), anders refererer (vel) til det, der sker i romanen?
Rent bortset fra, at i al fald Anton tager coke og snarere er bitter og rastløs end opstemt, så er det en meget præcis beskrivelse ...
Det jeg er efter i Anders' anmeldelse og grunden til at jeg fremhæver citatet omkring at de bliver opstemte, er at jeg synes at hele tonen i anmeldelsen er underlig akaisk - bliver de virkelig opstemte af alkoholen, bliver de ikke pisse fulde og høje? og aggressive? Ligesom det forekommer mig at tankesættet under anmeldelsen, altså den 'ideologi' der læses med, kommer et fjernt sted fra - et sted hvor der i kulisserne lurer en form for biografistisk argumentation, og hvor alle naturligvis tager en videregående uddannelse - hvad skulle de ellers?
(Desuden anerkender jeg fuldt ud af eufemismen omkring 'at gå i seng med hinanden' stadig er gangbar, selvom man burde spekulere lidt over den synes jeg - gør den ligesom ikke akten smuk og stilfærdig og kærlig? og at det sker i en seng? (hvilket vist er langt fra hvad der fx sker i scenen hs KBF) nå, måske ikke...)
Og noget andet, Hansen, jeg synes da ikke at hverken Anders eller hans arbejde er "ekstremt ubehagelig" - jeg undrer mig over tonen (der jo har med tanken at gøre) i den pågældende anmeldelse - jeg ville ikke have noget imod at nogen diskuterede receptionens og kritikkens læsebetingelser lidt grundigere - jeg tænker på: hvad der læses efter, hvordan.
Jeg har lige fået at vide, at der desværre ikke er nogle åbninger hos Kristeligt Dagblad for tiden, men de synes jeg er interessant og vil vende tilbage, hvis chancen byder sig. Eller noget i den retning. Jeg ville gerne have anmeldt Stormen i 99 for dem. Faktisk har Gyldendal endnu ikke formået at sende den til mig. Men den blev jo også udsolgt ret hurtigt, ikke sandt?
kh MJM, Kreutzberg
Jøss, hvis jeg kunne få på tryk at Kristeligt Dagblad fandt mig interessant, så ... Og hils i Kreuzberg! Sorry, afsporing ...
Bare for at få scenen på plads:
Anton knepper - det eneste ord, der passer til situationen - Nanna efter stort set ikke at have talt med hende hele aftenen. Det gør han på toilettet på InWear til en firmafest. Undervejs stikker han sin tommelfinger op i hendes røv; han er mest optaget af fornemmelsen af sin pik mod sin tommelfinger, som den føles gennem hendes kød.
Så stopper de, fordi to andre kommer ind på toilettet; de skal tage det sidste coke - og så ender Anton og Nanna med at tage hjem til Anton.
Meget ømt og kærligt, kort sagt, meget opstemt.
Martin, du skriver om anmeldelsen: "Den indeholder fx besynderlige ræsonnementer som: "Forfatteren trækker formentlig på egne erfaringer, i hvert fald virker romanens beskrivelser af den monotone arbejdsdag overbevisende"; altså - hvis en forfatter evner at skildre noget overbevisende, må det handle om forfatteren selv." Tja, det er da godt nok et gammeldags ræsonnement. Men det modsatte ræsonnement, altså at de bedste forfattere er dem, der kan levendegøre noget, de dybest ikke aner noget om, som f.eks. når en ung nutidig hvid, mandlig forfatter overbevisende skriver med en 90 årig sort slavekvindes bevidsthed, er sgu da også gammel i gårde.
Det vigtige er vel om bogen, - romanen, fortællingen, sproget, skriften - er realistisk (hvis det altså er dét forfatteren efterstræber) og ikke hvorfor den er realistisk.
Er vi enige?!
- ikke at vi da absolut skal være enige!
Uenighed gør stærk.
Send en kommentar