Fuck krimidronninger og thrillerfyrster og deres millioner af stupide læsere, det er dem, det er synd for, og det er mig, det ikke er synd for, for det er mig, der har forsødet min weekend med dansk prosa på højeste kraft- og lystfulde niveau af Henning Mortensen, Klaus Rifbjerg og Jess Ørnsbo, og jeg forstår så udmærket, at dronninger og fyrster vil tjene penge, og jeg tror i og for sig ikke, at de er særskilt uærlige, deres talent og ambition strækker bare ikke længere, men jeg forstå ikke, at læserne vil nøjes, jeg mener, det er jo ikke som i køledisken, kvalitet koster lige så meget som trivialitet, perler lige så meget som gylle, og hvorfor dog stille sig tilfreds med mindre end alt for meget af det gode og det skønne?
- Lars Bukdahls begyndelse på anmeldelsen af Klaus Rifbjergs nye roman Hovedløs i denne uges Weekendavis...
3 kommentarer:
og hans anmeldelse i samme udgave af Viggo Mortensens nye roman...
Vel brølt, Bukdahl.
OG min anmeldelse af Jess Ørnsbos nye roman, 1,2, mange, som desværre ikke nåede med i avisen, men den får I da bare her som eksklusivt bonus på kornkammeret:
SIR JESS Jess Ørnsbo fejrer sin 75 årsdag med at skumle distræt og ondt af Odysseen og Ulysses og ja, sgu bare al forpulet epik og kalde det en forbandet roman, host hurra!
Skelende kyklop
Jess Ørnsbo: Fru P. 105 sider. 200 kr. Borgen
Af Lars Bukdahl
Fuck krimidronninger og thrillerfyrster og deres millioner af stupide læsere, det er dem, det er synd for, og det er mig, det ikke er synd for, for det er mig, der har forsødet min weekend med dansk prosa på højeste kraft- og lystfulde niveau af Henning Mortensen, Klaus Rifbjerg og Jess Ørnsbo, og jeg forstår så udmærket, at dronninger og fyrster vil tjene penge, og jeg tror i og for sig ikke, at de er særskilt uærlige, deres talent og ambition strækker bare ikke længere, men jeg forstå ikke, at læserne vil nøjes, jeg mener, det er jo ikke som i køledisken, kvalitet koster lige så meget som trivialitet, perler (hvoraf de sorte ikke er de værste) lige så meget som gylle, og hvorfor dog stille sig tilfreds med mindre end alt for meget af det gode og det skønne (herunder det skønt grimme)?
I forhold til altmuligmændene Rifbjerg og Mortensen fremstår Jess Ørnsbo på sin værksliste så temmelig renfærdig: lutter poesi og dramatik (først det ene, så det andet og så det ene igen) plus 1 umulig undtagelse: Dullerdage, udkommet på Arena 1976 og senest kaldt blot ”prosa”, men det er sgu enten en roman eller også en hybrid, så sandt som tekstenheden foruden ”prosa” inkluderer såvel poesi som dramatik i sit frenetiske, forbumlede (det er nok Ørnsbos mest Storm P’ske værk) fabuleren om denne her Duller, en Kong Ubu-agtig bandeleder, der i et postapokalyptisk København har sit hyr med alskens karnevalisme (jeg har, af hensyn til mine læsenerver, ikke vovet genlæse bogen, men det sidste ”ord”, ser jeg, er: ”GGGGRRRRRRRRRR”).
Og så nu, 31 år senere, har Ørnsbo fundet tiden (over)moden til omsider at følge Dullerdage op med ikke-digtsamling/ikke-drama nr. 2., Fru P., nedladende genrebetegnet som ”en omvendt roman”: 48 små tekststykker mellem en halv og tre sider lange, rigtig mange (ret ”teatralske”) indre monologer, en håndfuld dialoger, en muterende husbeskrivelse, som et slags refræn, og faktisk et enkelt RIMET digt, og mere vrængende rim skal man lede længe efter: ”Lyt nu til, så skal jeg undervise lidt/ i den kunst at lave svinefedt”.
En forbemærkning oplyser, at ”Handlingen udspiller sig i et fjernt provinssted 1948”, nærmere bestemt i og omkring et pensionat bestyret af titlens Fru P. Ørnsbo. Intet interesserer romanen mindre end tidskolorit og Danmarkshistorie (besættelsen (og sin barndom) attakerede Ørnsbo direkte i skuespillet De forkerte, 1990); kun den svageste baggrundsmumlen om sabotage og sorbørshandel optræder. Det er større vildt, Ørnsbo jager, han går målrettet efter den måske vigtigste fiktionsmatrice i den vestlige litteraturhistorie, nemlig fortællingen om Odysseus og hans rejse hjem til Ithaka, forlæg for både Homers Odysseen og James Joyces Ulysses.
Metoden er simpel og effektiv Ørnsbosk: Nusset Nedværdigelse: Træske, svindleriske Fru P er Penelope, hendes uduelige, småkriminelle søn Telle (som de felste andre kaldet Pylle af fru P) er Telemachos, de småforstyrrede, herunder småperverse pensionærer, en (eks)lektor, en (eks)journalist, en (eks)direktør, en (eks)gorilla, er bejlerne, hertil kommer en vist faktisk sympatisk tjenestepige og den clairovyant (!) mistænksomme betjent Rasmussen (som vist ikke har nogen homerisk pendant!?), og Odysseus er så Fru P.s bestemt ikke savnede mand, der anonymt er vendt hjem fra lyssky business, som det ville være synd at kalde modstandskamp, og sgu ikke glæder sig over gensynet.
Der sker så godt som ingenting: folk traver besværgende rundt i hver deres nussethed, betjent Rasmussen opklarer (forgæves) småkriminalitet, og så sker det virkelig noget: Telle forgifter (nogle af) pensionærerne (men uden for ”scenen”), (eks)journalisten skærer sin hånd af, og så sker der så godt som ingenting igen: betjenten kommer ingen vegne med opklaringen af storforbrydelsen, Telle ligger (efter at være blevet afvist af sin (vistnok uægte) far, der på sin side afvises af Fru P) zombiagtigt hen - bortset fra den groteske detalje, at journalistens hånd transporteres til politistationens kulkælder under betjent Rasmussens kasket og det groteske fortælletrick, at hånden selv monologisk udtaler sig (og som er hele bogen værd (og da godt nok en kuriøs parallel til det afhuggede hoved i generationskammeraten Rifbjergs Hovedløs!):
”Jeg ved ikke, hvad det er for noget. Jeg, en enlig hånd. Hvorfor ligger jeg i denne kulkælder. Hvad har jeg at gøre her i ham politiassistent Rasmussens underetage. Og så den måde jeg måtte forlade pensionatet på. Først ligger jeg der på et bord, brutalt henrettet og skilt fra min underarm og stadigvæk lidt fugtig …”
I forhold til både poesien og dramatikken, er det et ikke voldsomt skarpt eller glitrende eller bare vittigt Ørnsbosk, romanens tekststykker taler, det er et akkurat nusset Ørnsbosk. Hvilket ikke betyder, at vi bliver snydt for klassiske Ørnsboismer a la: ”nu har han endelig fundet en landingsplads for alle sine forbandede hudorme”, men helt bevidst har Ørnsbo skruet ned for ©-virtuositeten for des (u)klarere at realisere sin NUSSEDE VISION, badder than Beckett, af menneskelivet til alle tider og sin NUSSEDE TRAVESTI på al meningsløst historiefortælleri (om menneskelivet til alle tider), klassisk såvel som modernistisk (inkl. Ørnsbos egen dramatik, og poesien overlever helle ikke , jf. bare digtet om svinefedt). Og vildt nok lykkes det hele dobbelt ondsindede projekt! Fordi nussetheden opnår en så motherfucking myrekrybende intensitet: Øjne mugner spontant!
Send en kommentar