Brænder sproget II

Det altsammen i forlængelse af denne post med kommentarer:

Jeg tror ikke jeg forstår hvad Martin Johs. Møller mener, når han skriver om Tue Andersen Nexøs læsning af Ildfisken, at det er ” noget anstrengt og lovligt specifikt at koble Majse Aymo Boot, Mette Moestrup (og hvor mange andre egentlig?) til idéen om sætningen som kompositionel enhed og LANGUAGE-digtningen.”; lige lovlig specifikt hvad? Møller citerer Mads Eslund, redaktør på Ildfisken, for at skrive eller sige at ”vi valgte simpelthen tekster, som vi synes var gode, og som kunne vise, hvem vi er/hvad kan redaktionen godt lide.” At Tue Andersen Nexø påpeger ovenstående sammenfald eller tendens (som jeg også synes er tydelig), handler ikke så meget om at det er Ildfiskens nye erklærede redaktionelle linje at fremføre dansk post-langpo, som at man kan se at det er det de (også) gør. Uanset hvor reflekteret redaktionen er eller ikke er omkring det. ’Det vi synes der er godt og det vi synes der er dårligt’ er jo aldrig noget selvberorende, neutralt eller helt tilfældigt, der blot har med et objektivt kvalitetsparameter at gøre. Tue Andersen Nexø skriver også om hvordan hele den nye redaktion kommer fra et par successive årgange fra Forfatterskolen, og derudover må man jo også formode at der finder en generel udveksling af idéer sted i sådan en redaktion. Uanset er det måske mere interessant at den type poesi måske ikke længere betragtes som specielt eksperimenterende, men bare som ’poesi’ og ’god’.

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg (min nye understregning): ”Om ’den nye sætning’s markante placering i det første nummer med den nye redaktion, er udslag af et bevidst redaktionelt og overordnet valg, eller måske blot et udslag af et skiftende lyrisk klima i Danmark. Hvis man kan sige det. I en særlig gruppe yngre digtere. Hvad skriver de, hvad interesserer de sig for, formelt, tematisk.” [må vi vente til det nye nummer af tidsskriftet kommer med at se, men meget tyder jo på det sidste. Den amerikanske arv opdateret, omplantet. Blandt andet.]

Paal Bjelke Andersen skriver godt, synes jeg, om at det for de amerikanske poeter man kan sammenligne en Mette Moestrup med, handler om at forholde sig til en tradition der er lige så internaliseret som for eksempel den efter Ezra Pound eller William Carlos Williams. Noget tyder på at ’internaliseringen’ af samme tradition har fundet sted i Danmark også.

En anden ting: Thomas Hvid Kromann skriver at ”Et problem med et tidsskrift som f.eks. Apparatur er jo at det er rodet, for kvalitetsmæssigt svingende, uden en stram redaktionel linje eller bare noget, der ligner.” – Udover at det ikke er rigtigt i nogen traditionel forstand (fokus er lig med én, stram redaktionel linje, et mål, et sted vi skal hen, noget vi vil, mere humor, mere alvor, mere konkretisme whatever) - igennem de seneste numre af Apparatur er der fokuseret temmelig meget på ny, dansk billedkunst. Men hvad forstår man med stram redaktionel linje? Hvad betyder det? Jeg kan huske at da jeg var med til at starte Apparatur i 2000-2001, var det en vedtaget, officiel og stram redaktionel linje at vi ville det man måske kan kalde pluralitet; etablerede og debutanter, billedkunst og litteratur, fag- og skønlitteratur, poesi og prosa, længere og kortere tekster side om side. Og meget gerne fra forskellige ’skoler’. Side om side. For netop at lave et mere interessant, mere overraskende tidsskrift. Et tidsskrift vi selv gad læse. Temaer er meget fint – men hvis man ikke interesserer sig synderligt for XXX eller YYY kan man smide et helt nummer ud. Det var (en del af) vores ræsonnement. Vi ville noget andet.

Nu er det sikkert anderledes hos Apparatur, hvor redaktionen jo er under løbende udskiftning, jeg har ikke været med i flere år, men jeg synes stadig der er noget af dén friskhed – at Jacques Jouets digte til den københavnske metro står ved siden af Nikolaj Zeuthens tegneserier og alt det andet forskellige. Deriblandt, apropos, Christel Wiinblads interview med ”Martin Budtz fra tidsskriftet ØK om dette multitaskende tidsskrift, om litterære kollektiviteter, om tidsskriftsmiljøet i Danmark før og efter ØK og om stram humor og vild alvor.” De seneste numre af Apparatur har også været temanumre – det seneste, nummer 14, således om Alliancer. Også det seneste nummer af Ildfisken forekommer mig godt blandet. I modsætning for eksempel til de fleste numre af Den Blå Port. Man må gå ud fra at det i alle tre tilfælde er udtryk for en redaktionel linje. Der som jeg ser det ikke umiddelbart i sig selv har meget med kvalitet at gøre – kunne man da forestille sig en redaktør sige at ”Vi vælger simpelthen at trykke de tekster vi synes er dårlige – og som ikke viser noget om hvad redaktionen kan lide”? Ja, det kunne man måske godt… Særligt efter at have læst det sidste nummer af Den Blå Port, hvor der ukritisk er trykt tekster, for det meste uddrag, fra de otte forfattere der modtog Statens Kunstfonds 3-årige legat sidste år. På den måde giver de eksempler på hvad Kunstfonden kan lide. Uden selv at tage stilling til om det er godt eller dårligt. Det var vist tanken.

Apparatur #14 (2006)
Red.: Julie Bjørchmar, Anders Benmouyal, Maria Hamilton, Anders Juhl L. Rasmussen og Christel Wiinblad.

Den Blå Port # 72 (2006)
Red.: Lars Frost, Tue Andersen Nexø, Lone Hørslev og Kristine Kabel.