I dagens Information anmelder Tue Andersen Nexø det nye nummer af Ildfisken (Brænder sproget, går der fisk i det?). Han skriver blandt andet at det kunne se ud som om at den amerikanske Language-digtnings danske arvtagere her (endelig, tilføjer jeg selv) har fået sit eget tidsskrift. Ihvertfald, gør Nexø (og rigtigt) opmærksom på, er der i mange af de mere lyriske, samtidige og danske bidrag (Mayse Aymo-Boots, Peter Højrups, Mette Moestrups) er ”et stadigt fokus på sætningen som kompositionel enhed, på dens rytmer og muligheder.”
Det er en spændende tese – og jeg overdriver måske nok Nexøs tesedannelse en smule her, måske fordi jeg synes det kunne være interessant at se et eller flere tidsskrifter lægge sig i front som organ for en særlig type skrift… ved siden af de andre… Men hvorfor ikke: videreførelsen og opdateringen af den nye sætning og den amerikanske sprogdigtning? Man ser den flere steder i den yngre danske poesi, Aymo-Boot, Højrup, Moestrup, men vel også på sin og forskellig vis forvaltet hos Martin Larsen, Anders Søgaard, René Jean Jensen, mig selv og Lars Skinnebach. Måske i noget af Ursula Andkjær Olsens skrift? Sidstnævnte kan i hverfald ses som en egenrådig viderebearbejdelse af arven efter Gertrude Stein (som Nexø selvfølgelig også nævner i sin anmeldelse som en vigtig del af Language-poesiens forløber).
Language, og forløberne New York School of Poetry og Blackmountain, er allerede godt introduceret i Norden – introduktionerne findes der i hvert fald, hvis man er interesseret – blandt andet temanummeret af Vinduet nr.2 / 2004 henviser til en række forskellige tidsskrifter og bøger i Danmark, Norge og Sverige. Den storstilede IN THE MAKING-festival i København i 2001, og det væld af publikationer, interviews, samtaler, oplæsninger og så videre dén kastede af sig, kan man ikke overvurdere i den sammenhæng. Det er sikkert en delvis impact af den festival (som Tue Andersen Nexø også var medarrangør af) som vi ser nu i Danmark. I Sverige har OEI gjort sit, i Norge Nypoesi. Blandt andet.
Næste nummer af Ildfisken bliver et ’rent lyriknummer’, så får vi se hvad det indeholder. Om ’den nye sætning’s markante placering i det første nummer med den nye redaktion, er udslag af et bevidst redaktionelt og overordnet valg, eller måske blot et udslag af et skiftende lyrisk klima i Danmark. Hvis man kan sige det. I en særlig gruppe yngre digtere. Hvad skriver de, hvad interessere de sig for, formelt, tematisk.
Ildfisken #35/36 (2006)
Red.: Anne-Louise Bosmans, Harald Voetmann Christiansen, Mads Eslund, Dennis Gade Kofod og Anders Abildgaard Nielsen.
10 kommentarer:
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Marjorie Perloffs idé om at det ikke er den efterfølgende generation af Language-digtere, der er interessante, fordi de blot gentager et allerede foretaget brud. Martin! Kan du ikke skrive lidt om relevansen af denne "retro"-bølge? Jeg kan også godt se trækkene i de danske forfatterskaber som du nævner. Og deres direkte forbindelse til Forfatterskolen. I virkeligheden er det jo snarere Language-tendensen, der har præget forfatterskoleeleverne end den mere forkølede minimalisme som man kritiserede forfatterskoleelever for i 1990'erne. Jeg er sådan set ikke ude på at kritisere eller polemisere – jeg undrer mig bare over ønsket (dit ønske) om et tidsskrift dedikeret til noget, der i dén grad HAR været. Altså – som andet end en forsinket modedille. Dét interesserer mig. Skriv!
Jeg ser nu at du skriver
"Men hvorfor ikke: videreførelsen og opdateringen af den nye sætning og den amerikanske sprogdigtning?".
Dette udvisker retro-aspektet, men ikke spørgsmålet.
En anden ting er at jeg er enig i dig i følgende:
"jeg synes det kunne være interessant at se et eller flere tidsskrifter lægge sig i front som organ for en særlig type skrift"
– ikke fordi tidsskrifter SKAL være ensidigt positionerende, jo hvorfor ikke? Og dø hurtigere! Et problem med et tidsskrift som f.eks. Apparatur er jo at det er rodet, for kvalitetsmæssigt svingende, uden en stram redaktionel linje eller bare noget, der ligner. Alle mulige mærkelige danske forfattere skriver i det og det er ikke altid lige tja...
FORESTIL DIG HVIS ØVERSTE KIRURGISKE HAVE HOLDT FAST I DE OPRINDELIGE OULIPO-AMBITIONER OG UDVIKLET DEM PÅ DANSK! (men det havde baret krævet en dygtigere, mere ambitiøs og seriøst legende redaktion (og forfattere) end dem, der var...).
Er Danmark for lille til flere gode tidsskrifter?
Muligens er det ikke riktig, eller mer presist, interessant, å snakke om post-langpo som "retro". Kanskje er det riktigere å spørre hvordan de forholder seg til et klima hvor bruddet, eksperimentet, og en politisk tilnærming til det å skrive og lese så til den grad er internalisert (et spørsmål de mest interessante post-langpo-poetene selv stiller). Og da vil man kanskje oppdage at det ikke nødvendigvis er spørsmålet om "the new sentence" som er mest akutt. Kanskje handler det like mye om temaer som "stedet", "det sosiale", "det flerspråklige" osv. Og poetiske former som en iverksetting og tydeliggjøring av disse temaene. Langpo som en problematisering av identiteten/entiteten per se (blant annet, men ikke bare, gjennom setningen og konstellasjoner av setninger: avsnittet (Stein)); post-langpo som en problematisering av den amerikanske identiteten ved å spille ut dynamikken mellom det lokale og det globale slik denne får uttrykk i en amerikansk kontekst (som blant annet er kjennetegnet av å være flerspråklig) og et miljø hvor avbruddet/oppbruddet ikke nødvendigvis markerer en overgang, men en konstant tilstand. Mette Moestrup er et godt dansk (skandinavisk) eksempel, synes jeg. Mens Rodrigo Toscano er et av de mer interessante amerikanske (sitat er hentet fra denne lille poetikken):
How can
locale, ever be locale,
without a politics of the language
of locale?
And how can
experiment, ever be experiment,
without first being a socio-political experiment
on “experimentation?”
*
not
only
a
dodge-tough
task
but
a
living dream
of
some
other
partially awakened
practice
cultural-evaluative
verdicts
overturned
(or enforced)
aesthetic-evaluative
appeals
extended
(or rejected)
En presisering: Jeg pröver ikke å klassifisere Mette Moestrup som post-langpo. Det jeg prövde å si noe om var noen (mulige, skjematiske) fellestrekk mellom Moestups tekster og en del amerikanske poeters. Og at det for disse amerikanske poetene ikke handler om å velge mellom å väre retro-langpo eller ikke, men om å forholde seg til en tradisjon som er like internalisert som eksempelvis den etter Pound eller Williams.
Jeg kan godt forstå, at Tue blev fristet til at "opfinde" en redaktionel linje for Ildfisken, netop da der tilsyneladende ikke rigtigt er nogen (endnu)... og avisartiklen kræver jo sikkert også sin berettigelse, skulle jeg lige til at skrive. Det jeg mener er, at der ikke er så meget punch i en artikel der bare remser alle de fine bidrag op (som jeg vist selv gjorde).
Redaktør Eslund skrev for noget tid siden her bl.a., "man kan sige at vores første nummer er et rodsammen, som afspejler redaktionel smag. vi valgte simpelthen tekster, som vi synes var gode, og som kunne vise, hvem vi er/hvad kan redaktionen godt lide." Tues læsning er spændende og det hele, men det er også noget anstrengt og lovligt specifikt at koble Majse Aymo Boot, Mette Moestrup (og hvor mange andre egentlig?) til idéen om sætningen som kompositionel enhed og LANGUAGE-digtningen. Men selve denne insisterende søgen efter en retning viser bare endnu en gang manglen på samme, især i de skøn-litterære tidsskrifter herhjemme. Jeg er enig i, at der er brug for "organer for en særlig type skrift", men ikke i at Ildfisken er et sådant - (gentaget) endnu.
Jeg undrer mig lidt over Thomas' hyper-teleologiske ekstrem-avantgardisme i det følgende udsagn: "[J]eg undrer mig bare over ønsket (dit ønske) om et tidsskrift dedikeret til noget, der i dén grad HAR været. Altså – som andet end en forsinket modedille." I mean, are you serious? Hvilken Blue Dot of the Absolutely 100% New ville du dedikere et tidsskrift til da?
Min, af Susanne så skønt benævnte, "hyper-teleologiske ekstrem-avantgardisme" bunder (jvnfr. Paals tålmodige forklaringer) vist mest i min egen uvidenhed omkring dette, af Susanne så ligeledes skønt betitlede, "Blue Dot of the Absolutely 100% New". Jeg anede ikke at dette post-la-po var vor fælles fremtid (sagt halvt ironisk, halvt alvorligt), men argumenter, som Paals, modtages gerne. Det var derfor jeg sparkede lidt til Martin.
(Og et sted i baggrunden spiller Serge Gainsbourg sin "Nazi Rock" og "S.S. in Uruguay", se dét er sand retro af den mere uskønne slags. Med Kathy Acker på KONTRAbas).
(Selvom namedropping kan være lidt åndssvagt, bliver jeg jo nædt til også at nævne Peter Nielsen blandt de ovenstående!)
nej, NØDT...
Thanks, Thanks, Thanks
Send en kommentar