mandag, december 02, 2019

Christina Hagen: Vidnesbyrd fra Velfærdsstaten

I forbindelse med Christina Hagens tale i forbindelse med modtagelsen af Otto Gelsted-Prisen, har Informations litteraturredaktør Peter Nielsen skrevet et åbent brev, og på Facebook skriver Tue Andersen Nexø blandt andet følgende – som jeg lægger på Kornkammer, så de der ikke lige er venner med Nexø på FB, eller også om et par dage skulle have lyst til at følge denne debat (et forfærdeligt ord, egentligt, debat), også har mulighed for det:

Jeg har hørt flere mene, at Christina Hagens offentlige optrædener i virkeligheden er en del af hendes værk, at hun påtager sig roller også når hun giver interviews eller læser op. Måske er det sådan med den her tale, at den slet ikke udtrykker det, hun mener, sådan, rigtigt, indeni.
Alligevel: Når Hagen skriver, at det "i starten" gik utroligt godt for hendes bøger i Information, så glemmer hun de første anmeldelser hun fik, dem for Sexdronning og 71 breve til M, som var respektfulde og diskuterende, men også både rosende og kritiske. Nogenlunde ligesom anmeldelserne af Jungle og White Girl 2 og Korrekthedsbiblen var det. Og når hun skriver, at anmeldelsen af hendes bog Jungle blev påvirket af det famøse interview, hun gav i avisen i 2017 - og af den voldsomme debat, der fulgte - så glemmer hun, at anmeldelsen og interviewet blev bragt samme dag, den 18. februar. Jeg anmeldte bogen. Jeg vidste ikke, hun skulle interviewes, og da slet ikke hvad hun ville sige i det interview. Når hun skriver, at Caspar Eric får en bedre behandling af avisen end hans litteratur fortjener, fordi han skriver om et liv med cerebral parese, så har hun tydeligvis ikke læst Erik Skyum-Nielsens anmeldelser af Erics sidste tre bøger. Intet tyder på at Madame Nielsen og Pablo Llambias - for at nævne to af de forfattere, Hagen nævner til slut - er blevet blacklistet eller skubbet ned fra tinderne af Information eller af en bredere litterær offentlighed. Selv skrev jeg i al fald den mest begejstrede anmeldelse, jeg nogensinde har skrevet om en bog af Llambias, dette forår. Madame Nielsen har lige haft et gigantisk essay om Peter Handke i avisen.
Bekvemt nok glemmer Hagen også, at hun jo altid har været ekstremt priviligeret på Information, alene ved altid at få sine bøger anmeldt, fyldigt, tæt på udgivelsesdagen. Sådan har det været også efter interviewet i 2017. Det er ved gud ikke længere en selvfølge på avisen, hvis det nogensinde har været det.
Det er selvfølgelig synd for Hagen, at hun blev mobbet som barn. Jeg kan godt forstå, at det var en meget voldsom oplevelse at stå midt i en ret vild, litterær polemik, formodentlig uden selv at ville det og også uden at være forberedt på det. Men jeg er afsindig træt af den måde, den nye anti-venstrefløj i den litterære debat - det må man vel kalde Hagens position i dette indlæg - konsekvent ignorerer facts og argumenter til fordel for deres følelse af ikke at være blevet behandlet "fair". Det er som om hun forventer, at hun, alene fordi hun har sagt noget kontroversielt, skal bæres i guldstol gennem den litterære offentlighed, og at enhver kritik af hendes bøger eller udsagn reelt er udtryk for voksenmobning. Sådan har det aldrig været, sådan bør det aldrig blive.
Til slut: Det er ikke så vigtigt for mig om Hagen kan lide mig "som menneske" eller ej. Men det irriterer mig ret meget, når forfattere (eller andre) antager, at jeg ingen integritet har som anmelder, at mine tekster skulle følge en eller anden redaktionelt udstukket, politisk bestemt linje. Som om de inde på avisen sad og besluttede, at nu skulle hende Hagen søreme have med grovfilen. Som om jeg ville finde mig i at lade mig korrumpere som anmelder.
I kommentarfeltet (til kommentaren ovenfor) skriver Nexø blandt andet (det bliver jo lidt synkoperet, for han svarer selvsagt på andre kommentarer osv., men jeg synes alligevel det er interessant nok at få med – idéen om denne "litterære anti-venstrefløj"):

Noget af det mærkelige - og oversete - ved debatten i 2017 var jo, at kritikken af venstrefløjens (eller bare de kulturradikales) angivelige moralske renhed jo har været *ekstremt udbredt* i de sidste tyve års litteratur. Tænk på Christian Jungersen og Jakob Ejersbo og Lars Frost og egentlig også Jan Sonnergaard. Men man finder den også i en bog som Christina Hesselholdts I familiens skød og i tekster af fx Naja Marie Aidt. Den har altid, i det store hele, været ukontroversiel - indtil en ny og yngre generation af forfattere pludselig tog afstand fra den.
(...)

Noget af det løber jo gennem min bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, men nok ikke så direkte formuleret som her. Jeg vil også tro at mange af de her forfattere opfatter sig som til venstre for midten politisk - det gjorde Jan Sonnergaard jo helt eksplicit - men alligevel fylder kritikken af det politisk og moralske retlinede menneske meget i deres bøger. Mest eksemplarisk måske i Jungersens Undtagelsen - de ansatte i center for Information om Folkedrab viser sig at være en værre omgang voksenmobbere, og udvikler sig til mordere, det øjeblik de føler, at deres succesfulde liv er under angreb.

Ingen kommentarer:

Kornkammer er flyttet!

og findes nu på KORNKAMMER.DK