¡Oferta!

El Campo

Book title: Georges Perec’s Geographies: Material, Performative and Textual Spaces
Author/editor: edited by Charles Forsdick, Andrew Leak, and Richard Phillips
Download free: http://bit.ly/2qLGgYt


**********************************

Georges Perec, novelist, filmmaker and essayist, was one of the most inventive and original writers of the twentieth century. A fascinating aspect of his work is its intrinsically geographical nature. With major projects on space and place, Perec’s writing speaks to a variety of geographical, urban and architectural concerns, both in a substantive way, including a focus on cities, streets, homes and apartments, and in a methodological way, experimenting with methods of urban exploration and observation, classification, enumeration and taxonomy.

Georges Perec’s Geographies is the first book to offer a rounded picture of Perec’s geographical interests. Divided into two parts, Part I, Perec’s Geographies, explores the geographies within Perec’s work in film, literature and radio, from descriptions of streets to the spaces of his texts, while Part II, Perecquian Geographies, explores geographies in a range of material and metaphorical forms, including photographic essays, soundscapes, theatre, dance and writing, created by those directly inspired by Perec.

Georges Perec’s Geographies extends the body of Perec criticism beyond Literary and French Studies to disciplines including Geography, Urban Studies, Planning and Architecture to offer a complete and systematic examination of Georges Perec’s geographies. The diversity of readings and approaches will be of interest not only to Perec readers and fans but to students and researchers across these subjects.
Download free: http://bit.ly/2qLGgYt

Glaz Serups Skrivekursus

(med 20% julerabat)

– her –

Den antidiagnosticerende litterære trend i 10’erne

– her –

Lykken... Det vil sige et samtalekøkken!

Lyset siver så tungsindigt og ambitiøst...

Jensen, Larsen og Jensen

what fuckan theory; a study uv language by bill bissett

 

– Jeg er selv oprørt over den flagrante tilsidesættelse af demokratiske regler og retsstatsprincipper i eksempelvis Polen og Ungarn. Jeg vil ikke undskylde de nuværende regimer. Jeg tror at man i Vesteuropa har været og er for naiv. Demokrati og respekt for retsprincipper indføres ikke pr. dekret og på kort tid. Der er rodfæstede traditioner, stærke traumer og en underkuelsens psykologi at rydde op i. Det vil tage generationer at fjerne hele dette diktaturstatssyndrom, og en rå og pludselig kapitalisme gør i hvert fald ikke sit til at løse problemet. Litteraturen kan langt bedre end politologien lære os om de østeuropæiske erfaringer. Og her forslår en enkelt roman selvfølgelig som en skrædder i helvede. Vi må forsøge at lytte og langsomt akkumulere en viden om mentaliteter og historisk baggrund.

– Karsten Sand Iversen i Vagant

Olga Tokarczuks Nobelföreläsning

– her –

Peter Handkes Nobelpristale 

– her –

Folkedrab?

Æd lort!

Vil du skrive bedre? Trænger du til et sprogligt boost? Martin Glaz Serup er en af Danmarks bedste undervisere i creative writing, og hans skriveværksted skærper din sans for sproget og gør dig skarpere til at redigere dine egne tekster. Kurset er ikke for nybegyndere og kræver et par års skrivepraksis. 

– Læs mere her –

Do Not Go Gentle Into That Good Night

MARIES DITG OM GIRAFER

For det tilfældes skyld at ikke alle skulle have Marie Kats Maries digt om girafer præsent – det blev publiceret første gang i HVER MANDAG #197, 5. februar 2018 – genoptrykker Kornkammer det lige igen, her, uden særlig tilladelse fra nogen som helst, dette digt er skønt!
– MGS

MARIES DITG OM GIRAFER

(til Peter Adolhpsne)


girafer har plaider og bor på savane
girafer ved noget om storer af stande
girafer i zoo æder hø ud, af Spande
girafer i ZOo savner Framede lande

girafer ka ikke nå himlen ,men pøerver
girafopduksjoner i Prassen bidrøver
girarfer ka dåligt nok se vor ders røv er
girafer er skapt, for og spises af Løver

girafrre er store som busterminaler
girafer har små bitte fjolede haler
girrafer har tårnhøje halsvertikaler
girafer blir’ triste når bladene daler

girafer i blæse vejr knirger og knager
girafserviet er når rådhuset flager
giraffer ved nok vordan skyerne smager
girarfer har plas, til halfems dobbel hager

giraffer glor skamløst på køssene gnuer
girafer ka smægge med halsen mod fluer
giraf er et patte dyr som jeg og du er
girrafer ka ses gemmen rejsebureauer

giraffer ka ik lig og sove på rykken
girafer syns nakkemassage er lykken
giraffer er fåkd vis de taber parykken
giraf er en grånd sten i løvernes køkken

girarfer ka rømme sig mer en to meter
giraffer ka løb fra de bæste atleter
girafer er højt over banaliteter
girrafer er prætkig som ditkeren Peter
Marie Kat bor i Hedehusene hos Harald Voetmann og Johanne Thorup Dalgaard. På Facebook har hun bl.a. publiceret julekalenderen En ffrek jul på det gamle rådhugs, sonetkransen Fodersmulekvalen og det selvbiografiske digtopus Kun en kilign. Modtog Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris 2017 for sin Facebookprofil.

Förord til Ola Juléns Afrikas verkliga historia

I år udkom Ola Juléns efterladte Afrikas verkliga historia på både dansk og svensk. De to bøger ser meget forskellige ud, selvklart på grund af oversættelsen, men også på grund af at bogen er alfabetisk organiseret, sådan at teksterne faktisk står i forskellig rækkefølge i de to bøger. I den danske udgave skrev René Jean Jensen, der også har oversat bogen til dansk, forord og jeg selv skrev forordet til den svenske udgave. Det kan man læse:

– her –

Christina Hagen: Vidnesbyrd fra Velfærdsstaten

I forbindelse med Christina Hagens tale i forbindelse med modtagelsen af Otto Gelsted-Prisen, har Informations litteraturredaktør Peter Nielsen skrevet et åbent brev, og på Facebook skriver Tue Andersen Nexø blandt andet følgende – som jeg lægger på Kornkammer, så de der ikke lige er venner med Nexø på FB, eller også om et par dage skulle have lyst til at følge denne debat (et forfærdeligt ord, egentligt, debat), også har mulighed for det:

Jeg har hørt flere mene, at Christina Hagens offentlige optrædener i virkeligheden er en del af hendes værk, at hun påtager sig roller også når hun giver interviews eller læser op. Måske er det sådan med den her tale, at den slet ikke udtrykker det, hun mener, sådan, rigtigt, indeni.

Alligevel: Når Hagen skriver, at det "i starten" gik utroligt godt for hendes bøger i Information, så glemmer hun de første anmeldelser hun fik, dem for Sexdronning og 71 breve til M, som var respektfulde og diskuterende, men også både rosende og kritiske. Nogenlunde ligesom anmeldelserne af Jungle og White Girl 2 og Korrekthedsbiblen var det. Og når hun skriver, at anmeldelsen af hendes bog Jungle blev påvirket af det famøse interview, hun gav i avisen i 2017 - og af den voldsomme debat, der fulgte - så glemmer hun, at anmeldelsen og interviewet blev bragt samme dag, den 18. februar. Jeg anmeldte bogen. Jeg vidste ikke, hun skulle interviewes, og da slet ikke hvad hun ville sige i det interview. Når hun skriver, at Caspar Eric får en bedre behandling af avisen end hans litteratur fortjener, fordi han skriver om et liv med cerebral parese, så har hun tydeligvis ikke læst Erik Skyum-Nielsens anmeldelser af Erics sidste tre bøger. Intet tyder på at Madame Nielsen og Pablo Llambias - for at nævne to af de forfattere, Hagen nævner til slut - er blevet blacklistet eller skubbet ned fra tinderne af Information eller af en bredere litterær offentlighed. Selv skrev jeg i al fald den mest begejstrede anmeldelse, jeg nogensinde har skrevet om en bog af Llambias, dette forår. Madame Nielsen har lige haft et gigantisk essay om Peter Handke i avisen.

Bekvemt nok glemmer Hagen også, at hun jo altid har været ekstremt priviligeret på Information, alene ved altid at få sine bøger anmeldt, fyldigt, tæt på udgivelsesdagen. Sådan har det været også efter interviewet i 2017. Det er ved gud ikke længere en selvfølge på avisen, hvis det nogensinde har været det.

Det er selvfølgelig synd for Hagen, at hun blev mobbet som barn. Jeg kan godt forstå, at det var en meget voldsom oplevelse at stå midt i en ret vild, litterær polemik, formodentlig uden selv at ville det og også uden at være forberedt på det. Men jeg er afsindig træt af den måde, den nye anti-venstrefløj i den litterære debat - det må man vel kalde Hagens position i dette indlæg - konsekvent ignorerer facts og argumenter til fordel for deres følelse af ikke at være blevet behandlet "fair". Det er som om hun forventer, at hun, alene fordi hun har sagt noget kontroversielt, skal bæres i guldstol gennem den litterære offentlighed, og at enhver kritik af hendes bøger eller udsagn reelt er udtryk for voksenmobning. Sådan har det aldrig været, sådan bør det aldrig blive.

Til slut: Det er ikke så vigtigt for mig om Hagen kan lide mig "som menneske" eller ej. Men det irriterer mig ret meget, når forfattere (eller andre) antager, at jeg ingen integritet har som anmelder, at mine tekster skulle følge en eller anden redaktionelt udstukket, politisk bestemt linje. Som om de inde på avisen sad og besluttede, at nu skulle hende Hagen søreme have med grovfilen. Som om jeg ville finde mig i at lade mig korrumpere som anmelder.

I kommentarfeltet (til kommentaren ovenfor) skriver Nexø blandt andet (det bliver jo lidt synkoperet, for han svarer selvsagt på andre kommentarer osv., men jeg synes alligevel det er interessant nok at få med – idéen om denne "litterære anti-venstrefløj"):

Noget af det mærkelige - og oversete - ved debatten i 2017 var jo, at kritikken af venstrefløjens (eller bare de kulturradikales) angivelige moralske renhed jo har været *ekstremt udbredt* i de sidste tyve års litteratur. Tænk på Christian Jungersen og Jakob Ejersbo og Lars Frost og egentlig også Jan Sonnergaard. Men man finder den også i en bog som Christina Hesselholdts I familiens skød og i tekster af fx Naja Marie Aidt. Den har altid, i det store hele, været ukontroversiel - indtil en ny og yngre generation af forfattere pludselig tog afstand fra den.

(...)

Noget af det løber jo gennem min bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, men nok ikke så direkte formuleret som her. Jeg vil også tro at mange af de her forfattere opfatter sig som til venstre for midten politisk - det gjorde Jan Sonnergaard jo helt eksplicit - men alligevel fylder kritikken af det politisk og moralske retlinede menneske meget i deres bøger. Mest eksemplarisk måske i Jungersens Undtagelsen - de ansatte i center for Information om Folkedrab viser sig at være en værre omgang voksenmobbere, og udvikler sig til mordere, det øjeblik de føler, at deres succesfulde liv er under angreb.

La nature infra-ordinaire

– ici –