For et par dage siden var jeg i Radio 24/7 og tale om og læse op fra Læsesteder – det kan man høre her, hvis man har lyst, ca. 28 minutter inde – og jeg snakker og snakker og snakker; men jeg læser også op – men oplæsningen er åndssvagt nok blevet skåret over, midt i det hele, et tilfældigt sted, æv altså, så nedenfor kan man  læse hele  teksten, hvis man skulle have lyst. Og her kan man høre mig snakke og snakke, ovre på DR, hvor jeg også læser nogle et par andre læsesteder op og i deres helhed.

*

I krydset mellem Nordre Fasanvej og Godthåbsvej på Frederiksberg i København, ligger der på det ene hjørne en ældreklub, på det andet en butik der sælger ting til 10 kroner stykket, på det tredje hjørne, bag en imposant marmorfacade, ligger en slikbutik – tidligere lå der en bank – og skråt overfor den; en gul, halvhøj mur. Jeg tænker altid på farven på den mur som karryfarvet, selvom: det er den nok ikke. Hver gang jeg cykler eller går eller kører forbi, på vej til mit kontor, kigger jeg på den og tænker: karryfarvet, og så: karryfarvet som i et maleri af Samuelsson, og så tænker jeg på Stig Larsson, den svenske digter, hans særlige stil, diktionen når han læser op og som man ikke kan undgå at tage med sig ind i bøgerne, når først man én gang har hørt den. Jeg stod i det kryds, jeg ved ikke hvorfor, må vel have ventet på nogen, et underligt sted at stå, foran banken. Jeg læste det nye nummer af Den Blå Port, nummer 63/2004, hvor Lars Frost havde oversat et uddrag af den suite der på dansk er kommet til at hedde "Carryfarven i et maleri af Samuelsson". Suiten er fra digtbogen Helhjärtad tanke, som, kan jeg se på mine noter i bogen, jeg købte antikvarisk samme år, efter at have læst det dér uddrag, efter at have hørt den dér stemme. Jeg ved ikke engang hvem denne Samuelsson er! Alligevel tænker jeg, når jeg passerer det kryds, altid, den mur: Karryfarvet som i et maleri af Samuelsson. I bogen kan man se Henrik Samuelssons malerier og farver, men ikke i tidsskriftet, og derfor forbinder jeg dem ikke med teksten, ikke med krydset på Frederiksberg, for det var det jeg læste dér, tidsskriftet, kiggede op, overrasket, ikke mindst over at nogen kan skrive som Larsson gør, selvom det ikke var første gang jeg stødte på hans poesi, overrasket over at det fungerer, det burde det ikke gøre, men det gør det. Det var som et syn eller en rusken, enelleranden kropslig oplevelse, og jeg kiggede op og prøvede at tænke over hvad jeg havde læst og mit blik mødte den mur, den gule mur, muligvis karryfarvet. Og med dette som for mig er den stærkeste umiddelbare anbefaling af en tekst, en forfatter – at jeg får lyst til at skrive på grund af det jeg har læst, en lyst til at formulere mig, med tryk på lyst (ikke på mig). Egentlig er det en særlig syntaks, et særligt temperament, et blik jeg forbinder med karryfarven på den mur, og en sommerdag, fordi det var sommer da jeg stod dér og læste den. Syntaks, temperament, blik, hvad teksten får øje på hvordan, dens særlige sans for overraskelser, det man også kunne kalde for den litterære stemme. Stig Larssons er mere distinkt end de flestes. Faktisk skriver han selv om forfatterens stemme, det husker jeg ikke fra første gang jeg læste teksten, men ser det nu, hvor jeg genlæser den, tydeligt, under overskriften: "Skildring af rum som forfattere har tilført". Han skriver om stemmen i en tekst som måden noget er tænkt på, en særlig stil, en bestemt aura, en måde at være i verden på. En forfatter som Stig Larsson, som jeg opfatter ham, er en forfatter der i særlig høj grad prøver at få alting med, alle overvejelser, i flere led, eftertanken, erindringen, at stille spørgsmål ved genfortællingen, om det nu også kan være rigtigt at det fandt sted på den måde, kan det virkelig være rigtigt husket, hvorfor skulle det i givet fald have forholdt sig sådan. Men også, han er en vældig taktil forfatter, de sanselige detaljer er vigtige, eller: jeg er ikke sikker på at han ville kalde det detaljer. Sagen selv. Farver og dufte, smagen, lyden, og ikke mindst, særligt, så besværligt, at prøve at være præcis omkring fornemmelser og skift i stemninger, de indre og i rummet, det relationelt antydede, det der næsten ikke er der, at insistere på at dét var det, at ville holde fast i det, vise det frem; hvad vi føler og tænker og tror, hvad vi synes blot at kunne fornemme, vores tvivl, hvad vi spiste, det er alt sammen lige så virkeligt og virkeligt tilstede som, ja, som alt andet. Hvad vi har læst, hvor, hvordan vejret var, hvem vi var dengang, når vi kommer forbi det sted igen eller tænker på det, det farver vores oplevelser af verden.