216 norske klassikere helt gratis

- her -

I det hele taget rejser denne mangel på kvalificeret modtagelse et spørgsmål, som dem, der interesserer sig for litteratur, bør tage mere alvorligt: Hvordan kan det være, at et land som Danmark, der tidligere var så velinformeret om tysk litteratur, i dag knap kender en af kulturkredsens mest begavede og provokerende nulevende forfattere?

- Christian Johannes Idskov læser den schweiziske forfatter Christian Kracht i Vagant. 

Örnen og Kråkan

Nyt tidsskrift for kritik og poesi

ude

- nu -

Ark Audio Book Club #5

I LOVE DICK

- here -

Grådighed, dobbelmoral, udnyttelse og fuck jer

 - her -

[via Claws Talks]

&

- her -

Danish Literary Magazine(s)

- here -

Promenaden RIP (2011-2017)

--- her ---

This oil/ is trapped/ in shale/ and sandstone rock!

--- here ---

Kenneth Goldsmith in Barcelona

- here -

- more here -

Det er, som om romanens ”hun” hele tiden er på nippet til at blive et ”du”; eller måske snarere som om hele denne indlevende fortællemanøvre er nødvendig for lige akkurat at skubbe hende fra 2. til 3. person.

Martin Bastkjær om Geir Gulliksen her.

Nu hvor jeg skriver dette, er det to dage siden, jeg åbnede bogen første gang, og i mellemtiden har jeg stort set ikke tænkt på andet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst noget, der formåede at skildre kærligheden på en så ubehagelig måde – og det mener jeg, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, på alle måder som en ros.

Jeg er ikke forarget, det handler ikke om moral det her, men om politik. Det vil jeg gerne indrømme. Spørgsmålet er nemlig også, om det er så politisk ukorrekt at være racistisk i dag? Det er jeg ikke sikker på. I dag synes racismen at være det korrekte, konsensus selv.

- Mikkel Krause Frantzen anmelder Christina Hagens Jungle i Politiken. Apropos denne her post også.

FP Jac skriver ud i Atlas

- her -

Ron Silliman in Paris

- tonight - 

Appelsiner/Orange

- her -

Lyt til kunsten på Bispebjerg Hospital

- - her - - 

Steins appelsiner

Det danske Gertrude Stein selskab holder møde i aften i København, alle er velkomne, kom glad!

- her -

The Index of Modernist Magazines

- - here - -

Om 50 år er (næsten) alting glemt

- her -

Ovre på Facebook - som muligvis er det tætteste vi kommer på en fungerende fælles litterær offentlighed, hvor der kan udveksles 'frit' og hvor alle kan læse med (og hvor mange tilsyneladende gør det, tag et kig på kommentarfeltet!), men som i praksis kun tillader de folk at læse med der er venner eller venner med venner med venner osv., derfor dette opslag: Ovre på Facebook har Asta Olivia Nordenhof i sidste uge lagt følgende tekst ud, som reaktion på dette store interview med Christina Hagen, der stod at læse i Information. Kommentarfelterne gik amok, jeg har bare medtaget AON's tekst, fordi jeg synes den er interessant:

Jeg vil, nu jeg i artiklen nævnes som foregangsmand for en ærlig litteratur, sige røv til dette interview.

Denne macho ærlighed, at bare fordi mit hjerte er fyldt, er det også min ret at tømme det, uanfægtet hvad det indebærer for andres liv og handlingsmuligheder, det er ikke en ærlighed jeg ønsker.

Enhver der har læst min bog ved, at de ikke der finder nogen syndsforladelse for deres racisme eller sexisme som i interviewet her bliver omskrevet til ’grimme tanker’, tværtimod finder de en politisk afvisning af disse ideers legitimitet, der efterlades ikke noget at være i tvivl om desangående. Denne latterlige, rasende, tvivl og dobbelttydighed som endnu engang i dette interview gøres til kunstens modus.

Det er en total afsporing at gøre racisme og sexisme til ’grimme, forfejlede tanker’, det er politiske ideer, magtinstrumenter der har til formål at gøre forskel på folk sådan, at nogen kan tage andre i besiddelse, udnytte dem, misbruge dem, gøre vold mod dem. Hun, der tænker og taler racistisk, tænker og taler ikke, som det påstås her i interviewet ’forfejlet’, hun tænker og taler derimod på systembevarende vis, hun er en god og nyttig borger.
At så venstrefløjen har skidt så meget i bukserne over stalins spøgelse eller hvad det er vi har gjort, og tilladt en sådan afpolitisering af vores overbevisning, at den er blevet vasket ned til et spørgsmål om godhjertethed, om privatmoral, om venlighed og anstændighed, alle disse borgerlige dyder som aldrig skulle være vores, at det leder til sådan nogle skandaler, som at man kan finde talere fra dansk arbejdsgiverforening til en demonstration imod regeringens asylpolitik, at vi har ladt de forståelsesrammer i stikken, antikapitalismen, antiimperalismen, som kunne tjene os til at forstå og tale imod og mobilisere, til fordel for dette, det enkelte gode hjertes anstændige valg, at vi ved at låne de borgerliges sprog har foræret så meget væk, det er en tragedie, det er noget lort, og det vender i øvrigt nu, jeg kan mærke det.

Og til sidst dette med at kunsten, åh kunsten, ikke skal tage parti, dette med, at det skulle være så grænseoverskridende spændende ikke at vide, om en forfatter der har skrevet en racistisk tekst mon også selv er racist, denne lille de riges juleleg, dette trivielle dyneløfteri hvor vi bare under dynen ser det samme samfund som, dog med meget forskellig grad af påført smerte, smadrer igennem os alle sammen, denne juleleg mens folk hver dag lever med de voldelige konsekvenser af at opslitningen, delingen, valoriseringen er hvad, der får denne globale kapitalisme til at bestå. 

Jo, lad os skælme, lad os være åbne og forstyrrede og mange, men lad os ikke give magten hvad den vil ha, hvis du vil være reelt grænseoverskridende, så tag parti.