tirsdag, maj 10, 2016

Hans Otto Jørgensen skriver på Facebook:

En lummer omfavnelse mellem fascisme og neoliberalisme. Efter murens fald. I Frankrig, Rusland, Polen, Danmark. Hvordan det har kunnet komme så vidt.
Og alligevel var det det samme i 1970, også dengang handlede det om udbytning. Hvordan vi slap for at blive beskattet af vores arbejde. Helt ærligt. Enten gennem profit eller ved først at eliminere os og bagefter pege fingre og fortælle enhver, hvor store idioter, vi var. Upålidelige etc. Støjende. Ikke gode at lege med.
I det hele omgås, som om vi bar en form for smitte, en uhelbredelig sygdom. Og når vi så virkelig blev syge, stopfodrede man os med kemi. På enhver tænkelig måde udraderede os. Underkuede os gennem kriminalisering af rusen. Ved aldrig nogen sinde at tage vores talent for liv alvorligt, men tværtom gøre os til syndebukke. Sådan som man altid leder i flokken efter den svage part.
Race, religion etc. Bare en flig af det. Hjernen falder ud.
Den samme farce. For vi troede også dengang at gennemskuet det. At det er kapitalen, der bestemmer. At f.eks. miljøet gider man kun beskæftige sig med i det omfang, der er stemmer i det. De såkaldt ansvarlige partier har aldrig været i nærheden af, at tage det alvorligt, at handle på baggrund af en viden, der siger, at katastrofen allerede er indtruffet.
Samme farce. At f.eks. mellemøsten kun er interessant i det omfang, at vi kan få billig olje. Skide være med Israel og den konstante dehumanisering af palæstinenserne. Den elastik, der aldrig har været slappere, fordi den blev trukket i og trukket i og trukket i. Med farcen om bosættelserne som det mest ekstreme eksempel. Hvis man da kan tale om eksempler. Hvis ikke det i sig selv er dehumanisering. At regne liv i eksempler.
Skide være med islam, skide være med de rent ud sagt helvedes-regimer, man bliver tilbudt at vokse op i, de rent ud sagt helvedes dynastier, der bestyrer kassen incl. hæren. Politi, efterretningsvæsen, domstole i én pærevælling.
Samme farce med tyve års forsinkelse med Thomas Pikkerty at få klarlagt, at lønsomheden af arbejde er større end lønsomheden af kapital. At det er løgn og latin, at væksten i samfundet er afhængig af en særlig begunstdigelse af risikovillighed til investering. Sandheden er i stedet at de rigeste bliver rigere, og det vel at mærke med en rigdom, der går i arv, mens arbejderen kun har sin krop og nedslidningen af denne krop.
Hver generation begynder forfra, med nye forhåbninger om at bryde den sociale arv. Åh, det er så smukt, der er en aura af den amerikanske drøm over det.
Og så skide være med solidariteten, skide være med arbejderbevidsthed og alt det bavl. Her handler det om, at komme frem, koste hvad det vil, frem i forreste række, for at blive set. Hvis bare du er sej, hvis bare du er innovativ. Du ser godt ud. Kan de rigtige fraser. Har set de rigtige film, læst de rigtige bøger. Du kan begå dig.
Mens far sidder i krogen og bander over indvandringen, sidder der med sin podegra og nye hofter, alt imens talenterne strømmer ind over grænsen. Vi vil kun have de bedste, men dem skal der til gengæld også være plads til. Hvordan vi lige får det mengeleret. Hvordan vi bedste tapper 3de-verdenen for dens bedste hoveder.
Det er så åbenlyst det, der sker. Far ved det godt, det er det, han sidder og skummer over. Det er i den anledning, danskheden hives frem. At vi er de særlige. I tusinde år danske. Vores værdier er de bedste. Danske værdier. At æde svin er en menneskeret, ikke-æde-svin tegn på fjendskab, en trussel, vi må være absolut opmærksomme på.
Det er skridtet inden ekstremisme. Det er den slags ISIS lurer på, det er her de rekruterer, i oprørte vande, hos de banderelaterede, i vores fængsler. Det vrimler med had-prædikanter, de er netop nu i færd med at krydse grænsen. Moskéerne er arnested for en islamisk overtagelse af landet. De vil have sharia-lov.
Stening. Kvinderne skal gå tildækkede.
Vort sprog lider.
Men nok er nok

Ingen kommentarer: