søndag, februar 28, 2016

Jeg sagde mange naive, umodne og egoistiske ting dengang. Men faktisk tror jeg slet ikke, at vi spildte tiden. Overalt omgav krigen os, men vi levede i en anden verden. Måske i den, der en dag skal komme. Tilgiv mig, hvis det lyder overmodigt, men måske forbereder vi os lige nu på den nye verden. Tror du, vi kunne overleve blot en enkelt dag her i lejren, hvis ikke vi håbede, at man engang igen vil respektere menneskers rettigheder? Men det er også håbet, der gør mennesker apatiske og får dem til at gå i gaskammeret i stedet for at yde modstand. Det er håbet, der nedbryder familiebåndene og får mødre til at forlade deres børn, gifte kvinder til at prostituere sig for brød og mænd til at dræbe andre mænd. Håbet forlanger, at vi skal overleve endnu en dag, for måske kommer befrielsen i morgen. Men håbet får os også til at glemme drømmen om en ny og bedre verden, og i stedet længes vi blot efter fred og ro. Aldrig har mennesker håbet mere end nu, men aldrig har håbet forårsaget så meget ondt som i denne krig og i denne lejr. Vi har ikke lært at opgive håbet og derfor bliver vi tilintetgjort i gassen.
- Tadeusz Borowski fra Hos os i Auschwitz (da. 2009) i Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis' oversættelse.