I går lagde Merete Pryds Helle følgende status ud på Facebook, jeg har fået lov til at lægge den ud på Kornkammer også - sådan er vilkårene for vældig mange kendte, respekterede, prisvindende kunstnere:

For nylig sagde en af mine universitetsfastansatte veninder, at hun misundte mig den frihed, jeg har i mit arbejdsliv. Jeg svarede at det til gengæld kræver en del is i maven over ens økonomiske situation. Jeg opdagede så at min personlige is må være smeltet, da jeg brød stortudende sammen foran en (faktisk venlig) politimand, der gav mig en cykelbøde på 1000 kr. jeg faktisk ikke har råd til at betale. Jeg må jo konstatere at de mulige indtægter for forfattere som mig de sidste 10-15 år er betydeligt indskrænket. Der var en gang DR formidlede og betalte for litteratur både i form af radioromaner, noveller og anmeldelser man som forfatter blev bedt om at lave, samt et intenst radiodrama. der var noveller i aviser og blade man blev bedt om at skrive, og det var som om der generelt var en større forventning om at litteratur faktisk koster noget at producere. For femten år siden ville jeg få 100.000 i støtte fra Kunstfonden og kunne komme rigtig langt for dem og følte det som en stor ære. I dag er legaterne det samme, fordi ingen åbenbart synes at de skal følge den almindelige prisudvikling. Til gengæld har man fornøjelsen af at blive mistænkeliggjort og hånet i pressen af journalister, der aldrig stiller spørgsmålstegn ved deres afhængighed af mediestøtten, og i hvert fald ikke tænker på, at den støtte jeg får er første led i en kæde af forlæggere, trykkere, omslagdesignere, kritikere, journalister, skolelærere og elever, der sådan set gerne vil have at man skriver litteratur. De sidste fem år har jeg ydermere fået lov til at betale arbejdsmarkedsbidrag af legatet, selvom forfattere ingen arbejdsmarkedsbidrag kan modtage, dvs. ingen barselspenge, sygepenge eller lignende. Jeg har så desuden været så latterlig dum at forsøge at skabe litteratur i de digitale medier. Det er noget alle taler om og siger de gerne vil have, der er bare ingen der vil betale for det. Så jeg bruger det meste af den tid jeg kunne have brugt på faktisk at producere noget på at skrive ansøgninger, der som regel bliver afvist - fordi beløbene der søges er for høje. Det er fordi programmører ikke er forfattere og faktisk kræver løn for deres arbejde, hvad der ikke er nogen der forstår. Summa summarum; hvis nogen står og mangler en som mig til en fast stilling med en fast løn der giver råd til at betale en cykelbøde uden at tude, så er jeg klar.