mandag, april 22, 2013

OVBIDAT n3.1, 20/4/2013


Forlaget Organiseret vold begået imod den almindelige tale har netop udgivet første nummer af deres nye tidsskrift under akronymet OVBIDAT. Tidsskriftet er redigeret af Rolf Sparre Johansson, og i første nummer findes der nye bidrag af Glenn Christian, Cecilie Lind, Pablo Llambias, Lea Løppenthin, Rasmus Halling Nielsen, Olga Ravn, Jakob Schweppenhäuser og Peter-Clement Woetmann. Særligt kunne jeg lide bidragene fra Christian, Llambías og Løppenthin. Det er et flot tidsskrift, i A4-format, på godt papir, uden forside og håndsyet (af bl.a. Bodil Krogh Andersen og Veronica Pataro). Og så er det på kun 20 sider, så man kan læse det i én bevægelse, også selvom man ikke har meget tid. Me like. Der er ikke nogen paratekst, ingen egentlig erklæring om hvad det er for noget, ingen leder eller lignende, kun teksterne selv, lige på; men det lader til at være et poesitidsskrift, der er udelukkende poetisk arbejdende tekster i det første nummer, mange af dem skrevet på prosa. Bidragsyderne er alle forfattere der (bl.a.) bevæger sig i kredsene omkring OVBIDAT og Forlaget Kronstork. Jeg ved ikke hvor tit tidsskriftet har tænkt sig at udkomme, men ikke så sjældent, håber jeg, for det er aldeles lovende, som er et irriterende ord. Der skal et par numre til for at se hvad det egentlig er for et tidsskrift - hvordan det redigeres - hvad det vil os; indtil videre er det bare en fornøjelse; knitrende nye tekster, jeg læste dem på en bænk i den skarpe sol i går morges, det føltes helt rigtigt. 

1 kommentar:

rsj sagde ...

HEY: Næste nummer kommer engang efter sommerferien, det kommer til at bestå halvt om halvt af svenske (Ann Jäderlund, Marie Silkeberg, og andre..) og danske bidrag. ROLF/OVBIDAT

Kornkammer er flyttet!

og findes nu på KORNKAMMER.DK