mandag, februar 18, 2013

Fundet i nat på Infomedia...


Som var vi batterier

af Martin Glaz Serup

Klokken er 8.50; jeg var lige i gang med at skrive, jeg sidder med nogle digte, var netop kommet ind og ned i det. Den optagethed af stoffet, det føles som en slags ild, som om noget brænder på derinde, lokummet måske. Det må være det nogle kalder for Indre Nødvendighed.

Den pakker jeg så væk nu. Der skal skrives klumme til BogMarkedet, den sidste i denne omgang. I al hemmelighed er jeg lidt desillusioneret på poesiens vegne, hvem læser den. Nu er det også, efter Borgens fald, blevet svært overhovedet at få den udgivet. På en måde kan jeg godt forstå Katrine Marie Guldager, jeg kan huske et interview i Weekendavisen hun engang gav, det var sikkert i forbindelse med udgivelsen af København, den første af hendes novellesamlinger; hun sagde at hun var færdig med at skrive digte, at hun ikke længere gad kun at blive læst af få hundrede mennesker. Det forekom mig uforståeligt - ikke mindst fordi hun gik fra at skrive rigtig gode digte til at skrive middelmådig prosa - men nu forstår jeg hende bedre. Hvad nytter det, tænker jeg jo så lidt opgivende, at bruge flere år på at skrive de her digte der er svære at få udgivet og når de kommer ud; hvem læser dem så bortset fra en håndfuld kritikere og nogle af de andre digtere og det er jo virkelig ikke dem jeg skriver til.

At der er langt imellem læserne har med genren, poesi, at gøre. Well. Problemet er at folk hellere vil læse klummer end digte. Klummer er brugslitteratur på samme måde som de fjollede men hyggelige tv-krimier er det; krimierne skal bruges til at koble fra og lade op, som var vi batterier. På samme måde med klummens meninggitis; ofte mener den alt muligt om alt muligt og ofte opererer den med et billede, NOGET GODT, på den ene side og over for det, modbilledet, NOGET DÅRLIGT, som her digte over for klummer og krimier. Ofte skal skribenten gå i brechen for noget, som brændte skribenten virkeligt og ærligt for denne eller denne sag, imod denne, som interesserede jeg mig virkeligt og ærligt for hvad folk bruger deres tid på. Lad dem dog. Denne kunstige modsætning skal så bruges til at man som læser kan føle man er lidt med ved at være lidt ( u) enig. Det er en slags underholdning altså. I modsætning til digtet, der jo godt kan være både underholdende og sjovt, men ofte mener det alvorligt og ofte kræver noget af sin læser og sjældent vil sælge læseren meninger og holdninger. Hvad de ord så egentlig dækker over. Faktisk har jeg skrevet en digtsamling der handler om og med det; om dette med hele tiden, allevegne, at skulle mene noget om hvadsomhelst; om dette med ikke at have tid eller ork efter en lang dag, et langt liv, i velfærdsproduktionen, på arbejdet, til at gå andet end den mindste modstands vej i de få ( vågne) timer man har tilbage. Til det er krimien og klummen privilegerede genrer. I øvrigt er det noget vrøvl når en person som Erik Svendsen hævder, at den nye litteratur har fjernet sig fra læseren. Det er jo omvendt. Det er læseren der har fjernet sig fra den. Læseren orker forståeligt nok ikke at der stilles flere krav efter at have brugt hele sig selv på sit arbejde hele dagen. Min digtsamling hedder Marken og udkommer næste år. Hvem der kommer til at læse den, tja...

Ingen kommentarer: