Politikens kronikredaktør Christoffer Emil Bruun skriver i dagens avis om hvordan Danske forfattere fornægter egne følelser; det gør han ovenpå den kritik af Karl Ove Knausgårds essay om hvordan man mon skal forstå fænomenet (eller individdet, rettere) Anders Behring Breivik, der har lydt på Promenaden (læs Promenade-artiklerne af Kamilla Løfstrøm og Niels Frank her og her). På Promenaden tager Løfstrøm og Elisabeth Friis og Lene Asp til genmæle.

Friis skriver blandt andet:

Bruun plæderer faktisk for at der må skrives med følelsen fremfor fornuften.
At det er vigtigere at Knausgaard føler end at han er i stand til at tænke, argumentere, analysere – kort sagt er i stand til at skelne mellem sig selv og så det fænomen han skriver om. (...) I en tid, hvor følelser er i langt højere medie-kurs end argumenter og forstand (hvad føler du er et oftere stillet spørgsmål end hvad tænker du) er det forstemmende (nu bruger jeg dét ord igen) at kronikredaktøren på en stor morgenavis ligefrem forsøger at håne en forfatter, der faktisk forsøger at holde hovedet koldt. Og hjertet varmt, min ven. For man kunne jo også bare have holdt sin bøtte – ikke sandt?