(...)
Min påstand om det politiske i selve det at skrive går selvfølgelig på den måde, jeg er endt med at administrere mit liv som skrivende. Længere og længere væk fra det der bidrager konstruktivt til fællesskabet. Jeg er arbejdsløs og uden egentlig uddannelse og falder formelt set ind i den del af arbejdsstyrken som politikerne ikke aner, hvordan de skal få til at bidrage til væksten. Det er ikke et bevidste valg og jeg leder efter et arbejde, men lige nu har det givet mig adgang til en del af Danmark, der virkelig er trist sted. Den fattigdom der er her er voldsommer og mere omfangsrig end, jeg nogensinde havde forestillet mig det. Økonomisk såvel som intellektuelt. Jeg ved ikke om, jeg har været velfærdsnaiv, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg i min dagligdag skulle møde så mange mennesker, der har svært ved at opretholde et eksistensgrundlag for deres familie. Set herfra er denne del af samfundet ved at gå under og et af de største problemer er at ingen rigtig vil acceptere det. Forestillingen er at denne del af Danmark blot halter lidt efter København og Århus og Odense osv. At når væksten bliver stor nok vil den brede sig til resten af landet, hvor alt så vil blomstrer endnu en gang.
Det er en kortslutning.
Den forandring der sker her er uigenkaldelig og måden at få vores del af samfundet på fode igen er ikke at håbe på, at vi kan vækste os frem til at være et mini København. Der er ingen herude der bliver rige af fibernet (Jeg tror ikke der er mere end måske 200 mennesker her der har brug for den slags internet). I stedet for at forsøge at skabe vækst, hvor der ikke er et egentlig grundlag for det, burde vi tænke på, hvordan de, der enten ikke har mulighed for at flytte eller ikke har lyst til det, kan få lov at blive. Vi burde overveje, hvilket samfund det er vi skal indrette for at gøre et liv her muligt.
(...)

- Dennis Gade Kofod om at være arbejdsløs og bo i udkantsdanmark, om litteratur og politik i virkeligheden.