torsdag, juli 19, 2012
Rejsebrev fra Valby 2
Rainy summer, mystisk ventetid, jeg venter på en lille ny datter der kan ankomme hvor når det skal være (og var det op til mig: hellere før end senere), jeg gør ting færdig, gennemgår bunker og mails, får læst lidt her og der... Gode sager i blandt... Fx i gamle numre af det gode litteraturmagasin Standart, særligt, synes jeg, de faste klummer er fine, og også sommetider tillægget STAND IN; i det seneste nummer (2/2012), er der fx tema om Sted og litteratur, det glæder jeg mig meget til at få læst, er endnu ikke nået til det... Standart er generelt et fint sted at holde sig orienteret om hvad der udkommer, så nogenlunde, i Danmark... Min favorit for tiden er de klummer Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis skriver... De rejser rundt i særligt Øst- og Centraleuropa som litterære rejsende... I forrige nummer (1/2012) tog de til Czernowitz, Paul Celans og Rose Ausländers fødeby, og i fodsporerne på de forfattere.... Blandt andet... I det nye nummer er de i Paris og skriver om Joseph Roth og, igen, nu ved hans grav, Paul Celan... I det hele taget læser jeg om rejser, eller om steder, i alle mulige forskellige litterære former... For lystens skyld, selvfølgelig... Lidt i en roman af Céline, hovedpersonen er i London og Paris... Lidt i Lars Noréns dagbøger, han er i Stockholm og Berlin... Lidt i H. C. Andersens rejsebog I Spanien, han er netop ankommet til Madrid... Og i Ole Lund Kirkegaards Hodja fra Pjort, der foregår i landet Bulgislav... I går læste jeg Fredrik Nygaards Evropaskitser fra 1919, der udspiller sig på en rejse over tre måneder igennem Europa... England, Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Schweiz... Bogen slutter med at forfatteren proklamerer at det her kun er begyndelsen, senere vil der komme skitser fra Australien, Afrika, Asien og så videre... Det gjorde der aldrig... Nygaards poesi er virkelig humørfyldt, selvom dét ord lyder underligt, synes jeg; højt humør, højt tempo, lykken ved rejsen, og så når han skal hjem igen, når legatet eller hvad det er der har fået ham afsted, udløber, hvor han ærgrer sig! Han står på båden på vej til Gedser, og i det samme han kan se det danske land begynder det at regne, det begynder at regne... (Han gentager det)... Før Preis og Monrad kom til Standart skrev en anden af vores gode oversættere, Karsten Sand Iversen, klummer samme sted og også, typisk, om forfattere fra Øst- og Centraleuropa... Mitteleuropa... En del af de klummer er gennemarbejdet og samlet i Skyggebiblioteket der udkom for ti år siden... Den har jeg genlæst henover sommeren, i bidder, en fornøjelse... Bare han ville skrive videre! Hvis man vil vide mere om (uden diakritiske tegn, sorry, jeg kan ikke finde ud af det) Avraham Ben Yitzhak, Hinde Esther Kreitman, Bruno Schulz, Eugenia Szajn-Lewin, Milena Jesenska, Jiri Weil, Florjan Lipus, Ivan Cankar, Joze Javorsek, Bela Zsolt, Mihail Sebastian, Alfred Gong, Alexandru Vona og Isak Samokovlija kan man gå i gang her... Og så grundigt, velskrevet og wellresearchet er det... Langt de fleste af disse forfattere findes jo endnu ikke rigtig oversat til dansk... Apropos oversættelser... I morges gik det op for mig at jeg havde overset det sidste interview Stig Sæterbakken gav før sin pludselige død tidligere på året, det står at læse i det gode litteraturmagasin Vagant (1/2012), Audun Lindholm interviewer, Sæterbakken godkendte interviewet bare seks dage før sin død... Det handler også om oversættelse og litterære introduktioner, blandt andet, det er fint... Og Susanne Christensens klumme i samme nummer af Vagant er fin... Flagrende, idiosynkratisk, passioneret... Den tager (et af sine) afsæt i Ingeborg Bachmanns store roman Malina og i att fortsätta med att skriva, et kollektivt skriftprojekt opstået på Litterär Gestaltning i Göteborg og i forlængelse af Malina... Både Karsten Sand Iversen og Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis oversætter Bachmann til dansk... Iversen har oversat den fantastiske novellesamling Simultan, og udstyret den med et fint efterord, den udkom på Vandkunsten i 2010; samme forlag udgiver senere i år Bachmann og Celans brevveksling i Monrad og Preis' oversættelse, og senere, ved samme oversættere, Malina; looking forward.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kornkammer er flyttet!
og findes nu på KORNKAMMER.DK
-
På min Facebook-status den 2. november stod der: "Martin Glaz Serup tænker på hvor læserne, lærerne, formidlerne, kritikerne og kulturp...
-
"(...) Avgjørende forskjeller fra lyd til lyd et kys et smellkyss et skudd (...)" - Ellen Grimsmo Foros fra Går det an (2006)
2 kommentarer:
Jeg ved ikke om Standart er så godt. Jeg gaber kæberne af led over de dér pligtanmeldelser af revl og krat. Som regel er der et par læseværdige essays, oaser i ørkenen, som f.eks. Monrad/Preis essayet, og jeg husker også et fint essay fra sidste sommer af Cia Rinne om Tomas Schmit.
Hej Erik; mht. anmeldelserne - jeg synes der er enorm forskel på kvaliteten af anmeldelserne, og faktisk også at de ofte ikke er så interessante eller gode (mange af dem skæmmet af laaaaange referater og ikke SÅ skide meget andet); men, som jeg vist skrev, det er et godt sted at holde sig orienteret om hvad der er (ud)kommet. Og Stand In er ofte godt. Og så der der faste klummer er gode - i dag har jeg fx læst Thomas Hvid Kromann, der i det nye nummer (vel)skriver om artist books og hvordan de bliver tilgængeliggjort for læsere/forskere på hovedinstitutionerne i New York og Paris --- og Monrad/Preis-stykkerne glæder jeg mig til!
Send en kommentar