Det er et generelt problem i Europa, at landene kender mindre og mindre til hinanden, mens de økonomisk integreres mere og mere. Som Frankrig er gledet længere væk fra Tyskland eller Italien, er Danmark gledet længere væk fra Sverige eller Tyskland. Ikke som det kan gøres op i samhandel eller kommunikation, men sprogligt, kulturelt, politisk. Overalt sætter engelsk sig nemlig igennem som det eneste fremmedsprog, der er en levende del af en almen kulturel infrastruktur. Det har den følgevirkning, som italienere, portugisere eller danskere i første omgang naivt kan glæde sig over, at alle andre sprog bliver lige. Men de bliver lige som uforståelige, som barbarernes brrbrr. Pludselig er dét deres status allesammen, også over for sig selv: brrbrr. Den sproglige evne til at afbilde samfundet og verden deponeres i ét sprog, hvorved de andre sprogs indbyggede viden bliver ugyldig, også for dem selv (vi har her mere at tale med de (af)koloniserede folkeslag om, end man kunne tro).- Peter Borum på Promenaden.
mandag, marts 19, 2012
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Jeg var i Bruxelles i efteråret til en konference arrangeret af S&D-group i Europa Parlamentet. Der havde de samlet unge fra hele Europa til at diskutere, hvad vi gør i forhold til Europas fremtid, mod krisen, ungdomsarbejdsløshed, højrenationalisternes fremmarch osv.
En af de tanker, der slog mig i dette forum af alverdens sprog (tolke til 16 forskellige sprog), var, at det største problem for Europa er at der ikke er nogen selvfølgelig viden om, hvad der kulturelt sker i hinandens lande. Ikke engang mellem Danmark, Sverige og Norge er der et selvfølgelig kendskab til hinandens litteratur/kultur bredt i befolkningen (og man læser fx nærmest aldrig hinandens litteratur uden den er oversat til ena eget sprog).
Og dét er et reelt problem. Det er svært nok at legitimere økonomisk solidaritet indenfor Danmarks egne grænser, men hvordan hulen skal man få opbakning fra befolkningerne rundt omkring i Europa, hvis de ikke aner, hvad der sker i de andre Europæiske lande. Som en selvfølge.
Det var et enormt overvældende møde i Bruxelles, at stå der med alverdens sprog og alverdens forskellige blikke, der alligevel var de samme blikke. Engagerede unge fra hele Europa. At høre hvordan de græske unge var slået af håbløshed overfor fremtiden, at de nærmest truede med borgerkrig, hvis resten af Europa lod dem sejle deres egen sø. Problemerne i Spanien med ungdomsarbejdsløshed, at høre, hvordan de unge er overkvalificerede og ikke kan finde noget arbejde nogen steder, medmindre de flytter til Tyskland. At høre alle de stemmer igennem andres stemmer, tolkene. Hvordan Englændernes syn på det hele var løsrevet fra fællesskabet (øen) og hvordan de franske unge engagerede sig i den vigtige dagsorden. Mens de nordiske lande, at lige dér i de nordiske lande kunne jeg mærke hvor lidt vi mærker til krisen. Tyskland, Sverige, Norge, Danmark. Det er ikke hér krisen kradser hårdest. Og de nye lande, Letland, Estland, Litauen, Slovenien. Hvordan dagsordenen var forskellig, og hvordan vi nærmest intet vidste om virkeligheden i hinandens lande. Ungarn, hvor svært det var at være socialdemokrat i det land, at det nærmest var tabu.
Om aftenen sad vi sammen på et gammelt teater i byen, spiste og drak og diskuterede. Senere åbnede salen med musik og en kvinde fra Portugal stod der i mørket og sang de sørgeligste toner. Dér slog det mig, hvor meget der er på spil. Hvis vi ikke insisterer på at kende hinanden, at prøve at vide mere om, hvad der sker i hinandens lande, men også i forhold til den enkelte. Det enkelte menneskes livsverden. Det er nærmest umuligt at forestille sig den mangfoldighed af livsmønstre, hvor skrøbeligt sammenhængen i de Europæiske lande rent faktisk er.
På bundlinjen ligger den vigtigste viden: Vi må ikke afskære viden i samfundet bare fordi den er unyttig, eller fordi det ikke er muligt at tjene penge på den. Sådan må det være. På alle planer. Det er IKKE den økonomiske vækst det handler om, men nærværet imellem mennesker, at vi er i stand til at tale med hinanden, at forstå hinanden.
OK: jeg har skrevet i en masse retninger. Bær over med manglen på struktur. Det var bare nogle korte ting jeg kom til at tænke på.
Kære Peter-Clement,
TUSINDE TAK for din kommentar!!! Og ja... Personligt har jeg stadig ikke forstået hvorfor man ikke arbjeder på at få en fælles europæisk offentlighed op at køre alá et dagblad der udkommer i samtlige EU-lande på nationalsproget, med artikler der er lokale og artikler der er i alle aviserne; artikler om kultur, politik, sport, miljø, rejser, historie osv.; alle de emner der ikke strengt kan kategorieres under 'europæisk samarbejde' ER jo stadig europæisk. Vi har brug for at have bredere adgang til hinandens sprog og kulturer; nu er det allerede så let og billigt at rejse rundt i Europa, men det er ikke nok. Tænk også hvis man i højere grad kunne have europæiske tænkere af forskellig art til at udtale sig om andet end blot økonomi i Europa. En reel samtale. Dét må man da investerer massivt i - hvis ikke unionen skal opløses på den ene eller anden måde.
Hør, forresten, skulle vi ikke lægge kommentarerne op på Promenaden? Jeg gør det lige, håber det er okay med dig.
KH Martin
Send en kommentar