tirsdag, november 29, 2011

Mortens bog 2 anmeldt

Her findes Mortens bog (2006) og Mortens bog 2 (2011). Og Kornkammer Small Press.

Med ét hug stiger antallet af anmeldelser af Mortens Bog 2, der udkom i september, fra 0 til 16. Alle skrevet i forbindelse med et kursus på Københavns Universitet og nu trykt her med forfatternes tilladelse.

- Martin Glaz Serup

*

Her følger i alfabetisk orden efter fornavn Adams, Annas, Annas, Annes, Barbaras, Bernadettes, Hennys, Idas, Ingris, Johannes, Maries, Ninas, Ninas, Sarahs, Sigrids og Sofies anmeldelser af Mortens Bog 2 på Martins blog.

Anmeldelserne er skrevet af studerende fra Institut for Kunst og Kulturformidling på Københavns Universitet i forbindelse med kurset Anmelderi, hvor jeg har undervist i dette semester.

Som anmeldere placerer de studerende sig et sjovt sted mellem gamle dages Jens Kistrup (mand, hovedanmelder, dagbladskritiker, lærd & dannet autoritet) og cykelsmeden, der kommer ind fra højre – en figur, som Rifbjerg har indført i debatten om vores tids litteraturkritik:

I gamle dage kunne en teaterforestilling eller en bogs succes afhænge meget af, hvad en bestemt toneangivende anmelder skrev. Sådan er det ikke mere. Nu er det mere tilfældigt, hvad det er for en cykelsmed, der kommer ind fra højre og skriver et eller andet (…) Nu er det mere et tilfældighedsræs, hvad der bliver taget op og pacet frem og næsten kanoniseret, før det overhovedet har bevist, at det har en gennemslagskraft.
(fra Berlingske Tidende, 18.11. 2006)

På kurset Anmelderi bestræbte vi os på at stå i nyhedsstrømmen som dagbladsanmelderen Tom Kristensen og anmelde aktuelle bøger – en af dem var altså Mortens Bog 2, men vi talte meget om litteraturkritik på nettet. Og vi bestræbte os på ikke blot at være nøgterne observatører af et værk, men at involvere os i værket og også kaste et blik på os selv som anmeldere. At se dobbelt kaldte vi det – og betragtede det som et slags ideal.

Når jeg selv læser anmeldelser, glæder jeg mig især over de anmeldere, der er i stand til at formulere den første helt præcise karakteristik af et værk – gerne i koncentreret form. Sådanne elegante manøvrer forbinder jeg især med Tue Andersen Nexø og før i tiden med John Chr. Jørgensen, der skrev Ekstra Bladskort og ganske ofte afleverede både karakteristik og vurdering i samme snuptag.

Desuden nyder jeg de billeder af litteraturen, som anmelderiet kan levere. Billeder af den læsende og af den skrivende. Sådan et billede kunne f.eks. være den kvindelige anmelder i bussen, omgivet af mennesker og deres mobiltelefoner, læsende hvad som helst som litteratur – og Gertrude Stein revisited ved sin side.

- Kamilla Löfström

*

Uanmassende mosaik

Chap-bogen Mortens Bog 2 er et befriende bekendtskab at gøre sig

af Adam G. M. Kalkrup

En bog kan tale til en på så mange måder. Den kan have en gribende historie, et prangende sprog, karakterer, man næsten kan føle på. Og så kan en bog åbenbart også tale til en, ligesom en person gør det i en samtale, når man sidder og vender et par emner over en kop kaffe. Det var sådan, jeg havde det, da jeg læste Mortens Bog 2 af Martin Glaz Serup, jeg havde det rart, jeg hyggede mig.

Hovedårsagen til min behagelige fornemmelse er, at bogen forekommer mig at være så uanmassende. Det er befriende at læse noget, jeg føler, jeg kan forholde mig så direkte til, og som jeg samtidig ikke synes, jeg bliver nødt til at tage stilling til. Ikke forstået på den måde, at de spørgsmål, der gennemstrømmer bogen, ikke interesserer mig, men de er ikke konfronterende, provokatoriske, eller skrigende. De rammer mig som noget, jeg kan tænke over fremover, når de pludselig dukker op i min bevidsthed, hvad jeg garanterer for, at de vil gøre.

Selve bogens form er med til at give det indtryk, at man er inviteret til at plukke det, man kan bruge fra den, uden nødvendigvis at skulle overveje noget bombastisk budskab. Den er bygget op som en notesbog, hvori der er klistret forskellige citater, digte og brevlignende, dagbogsprægede notater fra forfatteren selv (alt dette er scannet ind i en pdf.-fil og lagt ud på internettet til gratis download).

Den er henvendt direkte til titlens Morten (Søndergaard), hvilket ikke gør den irrelevant for andre læsere. Citaterne og notaterne handler, kunne man helt hvinende forenklet sige, om selve det at henvende sig – med et fokus på den poetiske henvendelse. Denne fragmentariske karakter bærer dog en fare med sig; nemlig spørgsmålet om der egentlig er tale om mere end en af den slags små bøger med kloge citater, der er mandelgavemateriale hos boghandlerne i juletiden.

Det, der i mit sind løfter den over en simpel samling af interessante tanker, er den gennemstrømmende henvendelsesproblemstilling. Det er den, som i særlig grad fanger og fænger mig, mere end det er de enkelte fragmenter af tekst, mere end det er, hvad de fragmenter siger hver for sig. Den sætter fragmenterne i svingninger. En henvendelsesmosaik, det virker sgu. Og der kunne jeg stoppe, med en varm anbefaling om at undersøge mosaikken, men der mangler alligevel noget.

For Mortens Bog 2 gav mig lyst til at stifte bekendtskab med Mortens Bog, altså forgængeren. Det gjorde jeg, og jeg må sige, at den ikke var nær så spændende som nummer to, men at den snarere fik toerens kvaliteter til at fremstå endnu tydeligere.

Et klingende paradoks
Etteren er meget mere enkel at gå til for mig. Større sammenhængende stykker tekst, med et, for mig at se, mere direkte budskab, en mere forståelig struktur. Den er altså mere håndterlig, men også, måske netop på grund af sin håndterlighed, mindre tankevækkende. I toeren omtaler Serup selv bøgernes forskelle: »Mortens Bog handlede, tænker jeg, eller skulle have handlet, om forholdet mellem poesi og politik, blandt andet om det, det var en samtale, en korrespondance vi havde i mange år, du og jeg. Jeg ville skrive mere om det, i en personlig form, henvendt til dig. Denne Mortens Bog 2, tænker jeg, skulle handle mere om poesi og dialog eller korrespondance, eller om poesi som dialog og korrespondance.« Dette blide temaskift er helt grundlæggende, hvad der gør toeren mere interessant, mere sprød, end etteren.

Det gælder for begge, at der ud over en generel samtale om poesi, henvendelse, samvær og politik, er et mærkbart engagement fra afsenderens side. Dette giver sig blandt andet til udtryk i en delvis selvudlevering, der dog ikke skygger for de bredere betragtninger. Personen investeres i teksten, uden at det bliver selvsmagende.

Mortens bøger lever i et paradoks. De er henvendt til en enkelt person og til alle der læser dem på en og samme tid. Og i Mortens Bog 2 klinger paradokset så klart som en af Mozarts violinkoncerter, strengen spændes, og som læser kan man så selv tilføje vibrato efter behov, altså lægge hvad man vil i de små hjernecenteråbnende fragmenter. At den handler så direkte om selve det at henvende sig gør, at den virker yderst stærk i sin henvendelse til mig. Og som underliggende, frydefuld pirring af min metakirtel, står så spørgsmålet om jeg går glip af noget, som den egentlige modtager får fat i. Og hvem er, når alt kommer til alt, den egentlige modtager?

Jeg vil lade spørgsmålet stå åbent, som det bør, og så slutte med at komme med en velbegrundet opfordring. Læs Mortens Bog 2, fordi den er personlig uden at være for meget. Fordi den er afslappet, men engageret. Fordi den er en god oplevelse, en tæt oplevelse, en lille underfundig en.

*

Kjærkommen korrespondanse

Mortens Bog 2 av forfatter Martin Glaz Serup er en herlig samling av sitater, tanker og personlige brev

av Anna Fløystrand

Med fare for å høres gammeldags ut; når det kommer til lesing så foretrekker jeg vanligvis følelsen av å ha en bok mellom hendene, framfor å trykke meg nedover på tastaturet. Denne leseopplevelsen er derimot et unntak, for her har forfatteren brukt sitt medium riktig. Og nettopp mediet er ikke til å komme utenom, en bok på en blogg, det fordrer nærmere ettersyn.

[…] formen generer indholdet kan man sige.

Bloggen Kornkammer er forfatter Martin Glaz Serups litterære blogg, med blandt annet anmeldelser og også noen utgivelser. Her har han altså publisert en chapbook, det vil si en liten samling i lommestørrelse. Mortens Bog 2 er oppfølgeren til Mortens Bog fra 2006 på samme blogg. I denne utgaven har han brukt den svarte notatboken Moleskine som bakgrunn for de utklippete tekstene, en skrivebok kunstnere som Hemingway og Picasso har brukt i sitt arbeide før ham. Og i likhet med Picassos (uten sammenligning forøvrig) tilsynelatende tilfeldige bilder, så er utklippene i denne chapbooken limt lettere henslengt på hvert oppslag . Alt dette er med på å skape en følelse av at man leser en ekte, håndgripelig bok, og ikke minst gir det følelsen av at det er en personlig bok. Forfatterens egen scrapbook, med inspirasjon fra kjent og ukjent.

Kladden er målet
Utførelsen ser uferdig ut, ja, nesten som en kladd til noe mer, noe som kanskje en gang i framtiden skal gis ut ’på ordentlig’. Men i dette tilfellet er ikke publikasjonen det endelige målet, det er nemlig kladden som er målet. Kladden er ufullstendig i sin form, men komplett i sitt formål. Formålet med å skape en slags inspirasjon, og åpning inn til forfatterens tanker. Dette halvferdige uttrykket understrekes og tydeliggjøres av sitt medium, bloggen.

Boken er fylt med sitater, fra blandt andre T.S. Eliot, Peter Laugesen og Marguerite Duras. Felles for de siterte er at de har en tilknytning til tekst og det litterære, enten som anmeldere, forfattere eller oversettere. Og felles for sitatene er at de handler om teksten, skrivingen i alle former den kan ta. Det handler om brevet, om diktet, om facebook. Og det omhandler noe som er essensielt når det kommer til tekster på alle arenaer, nemlig mottaker. Å skrive fordrer en form for mottakerbevissthet, det fordrer en leser som man kan forestille seg. Man skriver og sier noe, og mottaker oppfatter det på en måte. Denne oppfattelsen samsvarer ikke alltid med formidlerens intensjon, det har nok alle fått erfare. Det er noe av det som er så vanskelig med å være menneske, men også det som skaper variasjon, og andre synsvinkler. Ja, den gjennomgående tråden er teksten, i dens ulike manifestasjoner. Ikke minst har brevet, korrespondansen mellom venner et spesielt fokus. Og forfatteren peker på, både gjennom brevet og gjennom sine utvalgte sitater, hvilken vei skrivingen har tatt i samfunnet – fra brev til facebook.

Denne Mortens Bog 2, tænker jeg, skulle handle mere om poesi og dialog eller korrespondance, eller om poesi og dialog som korrespondance ...

Etter flere sider med sitater kommer det plutselig et brev, fra forfatteren til Morten. Dette er ett av fem brev, som er datert fra september 2010, til slutten av april 2011. Det er tydelig at brevene er til en venn. Martin skriver om personlige ting, hverdagslige ting, og om det å skrive, han bedriver en slags metaskriving. Her er det tanker rett ned på papiret: »det kommer så klodset ud, dette, klodsede«. En skrivefeil fra eller til gjør ingenting, han skriver til sin venn, ærlig og rett fram. Martin er en av de få som fortsatt skriver brev, og kanskje slutter også han med det snart.

Noe annerledes
I Mortens Bog 2 kombinerer Martin Glaz Serup to generasjoner, det gammeldagse med brevskrivingen og det moderne med bloggen. Det er forfriskende å lese på en ny måte, og det gir mulighet for å se ting i nytt lys, få øynene opp for noe:

[...] måske det er det der interesserer os i litteraturen, stemmen, tiltaleformen, et andet menneske, et andet temperament, at noget kan være anderledes, at man kan se andre ting, hvis man kigger efter.

Denne forholdsvis nye måten å publisere verk på gjennom internett, er med på å gjøre litteraturen enda mer tilgjengelig, og også lettere å dele. Det er ingen chapbook man kan ha i lomma, men kan lese i den hvor enn man er, så lenge man er på nett. Bloggen – Kornkammer – viser virkelig at den er et kammer som rommer mye spennende.

*

Citatcollage i korrespondance

En scrapbog kan man kalde den, en klippe-klistret citat- og brevsamling i indbyrdes dialog kan man også kalde Martin Glaz Serups anden netpublikation

af Anna Sidsel Andersen
Mortens Bog 2, der udkom på Kornkammer Small Press 1. september 2011 er på mange måder et værk, der indskriver sig i den teknologiske virtuelt globaliserede tidsalder. Ikke blot tilslutter det sig skrivetraditionen uncreative writing, hvor man i stedet for egen tekstproduktion bruger andres ord som byggemateriale – det har også forladt forlagenes traditionelle papirtryk til fordel for internettets virtuelle flade.

Helt frit og i et uendeligt oplag kan man nemlig downloade det lille indscannede værk, der med sine forskellige stemmer inviterer læseren (først og fremmest Morten Søndergaard, til hvem bogen er skrevet) ind i en diskussion om forholdet mellem poesi, dialog og korrespondance.

Jeg har lyst til at mærke de blankbløde moleskine-sider, de påklistrede citaters lette flanen langs kanterne hvor limen ikke er nået ud; men jeg er ikke Morten. Det er hans bog; en samling af citater og breve tildelt ham, som jeg her foran mig på min computerskærm får lov til at dele.

I sig selv meget; endnu mere i hinanden
Plukket hist og her; fra danske forfattere som Peter Laugesen og Simon Grotrian, fra udenlandske poeter som Jacques Roubaud og T. S. Eliot. Udplukket, fordi de alle på forskellig vis bidrager til at belyse det skrevne medies afhængighed af dialog; af en nogen, af en læser, der i samtale med det skrevne bliver medskaber af dets betydning. Hør for eksempel Jacques Roubauds digtudklip fra side 11:

Jeg har aldrig tænkt på et digt som
om det var en monolog, der
udsprang et eller andet sted bagest i
min mund eller min hånd

Et digt indordner sig altid under
betingelserne for en virtuel dialog

Hypotesen om et møde
hypotesen om et svar
hypotesen om nogen

Citaterne er alle noget i sig selv; en tanke, en vinkel, en stemning, men samlet som en buket formår citatudplukkene at komplimentere og nuancere hinanden som en samtale på tværs af genre, kontekst og stemmeleje. Uden angivelse af hvor de stammer fra, får de i Mortens Bog 2 et nyt liv, en ny klang.

Men de taler ikke bare til hinanden. De taler i brevene til Morten, de taler om Morten, de taler til du og jeg og til hvem, der end har lyst til at dele dette værk.

Privilegeret læser, men også lidt udenfor
Det er et interessant projekt; en anderledes udgivelsesform, der inviterer alle potentielle læsere indenfor omkostningsfrit, en collage af andres ord og ord til andre og et værk, der ikke lægger vægt på forfatteren – hverken som afsender (Martin Glaz Serups navn figurerer hverken på bogens forside eller dens kolofon) eller som modtager (i form af arbejdsløn).

Det er et projekt, som implicit tager fat i det stigende problem indenfor forlagsbranchen, at en stor del af den danske litteratur ikke når ud til sine potentielle læsere, ikke når ud i boghandlerne og dermed ikke ender i læsendes hænder. Mortens Bog 2 derimod er i sin udgivelsesform tilgængelig for alle.

Jeg føler mig privilegeret, men også en lille smule udenfor. Læseoplevelse bliver for mig splittet; jeg befinder mig både inden for og uden for værkets dialog:

Udenfor fordi bogen er til Morten. Den er privat med tydelige interne referencer. Det er ikke et fiktivt jeg, et fiktivt du – det er to meget levende, rigtige mennesker og brevene bærer mærkbare præg af at være dagbogslignende optegnelser, strøtanker og små hverdagslige situationer fra Martin Glaz Serups meget levende, rigtige menneskeliv.

Men er det afgørende? Selvom collagen af breve og citater er adresseret til en anden, føler jeg mig alligevel inkluderet, inviteret indenfor i værkets citat- og brevsamtale. Det er ikke blot Martin og Morten eller Martin og hans udklip; det er blevet ordgjort, omgjort og dermed er det private blevet litteraturgjort:

De private noter er ikke længere private, de er noget andet; ingen kan se hvor de enkelte bogstaver stammer fra, jeg kan ikke huske det længere, det er ikke længere vigtigt, det er noget nyt. Jeg håber at de er til at læse for alle og enhver selvom de er til dig.

Projektets intentioner er gode; at omgøre det private og interne til et fuldt tilgængeligt stykke litteratur. Om det så når sit publikum eller drukner i internettets svimlende vrimmel, om det bliver læst som et skønlitterært værk eller som en offentliggjort privatoptegnelse, skal jeg ikke kunne sige.
Splittelsen imellem inviteret læser og udenforstående smugkigger er i hvert fald for mig en del af oplevelsen.

*

Breve til mig og Morten

Martin Glaz Serups bog Mortens Bog 2 er et brev, der er en bog, der er blevet scannet ind og lagt ud på nettet, til fri læsning for alle, selvom bogen mest er til Morten

af Anne Naja Morgils Hartmann

Jeg kan godt lide, når alting passer ned i kasser og bokse. Det kan godt være, at det er derfor, Martin Glaz Serups bog Mortens Bog 2 forvirrer mig så meget. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe den an, og hvor jeg skal placere bogen på min indre hypotetiske genrehylde; er det fiktion? Er det et brev eller en bog? Og hvad er meningen med det hele?

Mortens Bog 2 er en anderledes udgivelse end de fleste; den er udgivet på nettet og kan frit downloades og læses på www.kornkammer.blogspot.com, så rent fysisk er den ikke til at få fat i. Men et eller andet sted i verden må der findes en fysisk udgave af Mortens Bog 2, for den elektroniske udgave består af 32 scannede sider fra en notesbog. Selv forsiden på bogen er skabt ved, at den fysiske udgave af Mortens Bog 2 er blevet scannet ind. Så vi har at gøre med en elektronisk bog, der består af 32 billeder af en fysisk bog. Interessant, faktisk.

Omkring halvdelen af bogens 32 sider består af citater. Citater tilknyttet mere eller mindre velkendte navne, men næsten alle citater handler om det samme; nemlig poesi, breve og om forholdet mellem modtager og afsender.

Man fornemmer altså et tema i bogen, og da jeg er kommet halvvejs igennem, bekræftes jeg da også i mine fornemmelser. I et af de breve, der dominerer den sidste halvdel af bogen, skrives det nemlig direkte, hvad bogen skal handle om: »Denne Mortens Bog 2, tænker jeg, skulle handle mere om poesi og dialog eller korrespondance, eller om poesi som dialog og korrespondance.« Interessant emne, faktisk. Men jeg ved stadig ikke helt, hvor jeg skal gøre af den.

Men hvad er den så for en slags bog, Glaz Serup har skrevet? Er det et brev? Er det fiktion? Og kan jeg stole på det, der står i bogen? Skræmt af tidens Beckwerk-fikserede leg med identitet er jeg på vagt over for den slags spørgsmål.

Men jeg gætter nu på, at det er ægte breve, til en ægte Morten, som Martin Glaz Serup har skrevet her. Og det er da interessant. Især når nu det er meningen, at bogen skal handle om poesi som korrespondance. Men hov, se! Der blev jeg igen forvirret. Hvis bogen handler om poesi som korrespondance, vil det så sige at Mortens Bog 2 er poesi? Kan breve og citater være poesi? Og hvem er brevskriveren? Martin Glaz Serup eller en fiktiv karakter?

Spørgsmålet om en modtager
Det er nogle spændende spørgsmål, Glaz Serups bog bringer på banen; hvem er det man skriver til, når man skriver? Og hvordan påvirker det resultatet, at man skriver til en bestemt modtager?
Bogens indhold nærmer sig spørgsmål, man kunne få lyst til at skrive en afhandling om, men derfor ikke sagt, at det en bog kun til smarte litteraturstuderende typer, det er det ikke. Men en vis interesse for afsender- og modtagerforhold hjælper måske.

»Jeg håber, at [bogstaverne] er til at læse for alle og enhver, selvom de er til dig« står der til slut om ordene på forsiden af bogen, men sætningen gælder vist for hele Mortens Bog 2, og bogen bevæger sig i det interessante felt, at være skrevet til én, men tiltænkt læst af mange. Det mærkes også i formen, at dette er tilfældet; selvom bogen er skrevet til Morten, så føler jeg som læser ikke, at jeg trænger ind i noget privat, og der er ingen af brevene, der er uforståelige for en person, der ikke kender Martin og Morten.

Jeg irriteres endda en lille smule over denne hensyntagen over for en læser, der ikke er Morten, og jeg har det som om, at der er blevet taget for meget hensyn til, at andre end Morten skal læse bogen. Især en sætning som »nu bor vi mindre end en kilometer fra hinanden, og vi ses ikke oftere, end da I boede i Pietrasanta« giver mig en fornemmelse af at blive taget hensyn til som udenforstående.

Så det kan godt være, at bogen er skrevet til Morten, men Martin Glaz Serup har taget hensyn til den fremmede læser.

Jo mere jeg tænker over Glaz Serups bog, jo mere begejstret bliver jeg for hans projekt med modtager og afsender. Også selvom jeg stadig ikke helt kan placere bogen på min indre genrehylde.
Et er sikkert; det er i hvert fald ikke en fortællende roman. Der er ingen handling at afsløre, intet klimaks at fortælle om – bare citater og breve skrevet fra rejser til Berlin og fra parker på Østerbro. Men det betyder ikke, at bogen ikke er interessant, det er den. Og det betyder heller ikke, at der ikke er nogen mening med bogen, tværtimod emmer den af mening og interessante tanker. Jeg tror endda jeg har lært noget – om sådan noget dialog, du ved.

*

Dette er ikke en bog

I hvert fald ikke sådan én som man kan holde i hånden og tage med sig. I Mortens Bog 2 er dialog og korrespondance omdrejningspunktet. Er korrespondance udtryk for nærvær i afstanden eller for afstand i nærværet? Og er et brev i virkeligheden til én selv?

af Barbara Bohr

Jeg har skrevet et brev til en ven, som er rejst. Brevet ligger i en boks under min seng og er aldrig blevet sendt, bliver det nok heller aldrig, skal måske slet ikke sendes. At skrive brevet, sætte ordene fra mig var måske målet i sig selv, alt imens modtageren blot var en art deadline?

Alt dette tænker jeg på efter at have læst Martin Glaz Serups nyudgivelse Mortens Bog 2. Korrespondancens særlige form for dialog, dens potentiale eller mangel på samme, diskuteres i denne korte chapbook, udgivet på forlaget Kornkammer Small Press og lagt ud til fri download på nettet som en pdf-fil. Jeg læser med over skulderen i private breve i et konceptuelt, kort, formbevidst og udfordrende værk. Korrespondancens særlige vekslen imellem på den ene side nærvær og på den anden side fravær og forsinkelse, undersøges i bogens samling – en blanding af personlige breve og udvalgte forfattercitater, som er klistret ind i et noteshæfte.

I værket clasher de private breves jeg-forhandling med idéen om forfatteren som en art redaktør af allerede eksisterende tekst. Forfatterens fødsel møder forfatterens død. På den ene side lukkes jeg som læser helt ind i det allerhelligste, ind i brevenes private tilståelser. På den anden side udfordrer formen (pdf-format, forfattercitater) denne læser. Jeg fremmedgøres over for teksten og efterlades med spørgsmål som ’hvad er en tekst, og hvor starter og slutter den?’

Som titlen antyder, er Mortens Bog 2 en fortsættelse af Mortens Bog fra 2006. I det første værk, som er udtalt længere end sin efterfølger, overvejer afsenderen igennem breve til den samme Morten forholdet mellem poesi og politik. Kan digtet plante en stemme i os, som kan danne grobund for en fortsat samtale, selv efter at vi har lagt teksten fra os? Mortens Bog 2 kan ses som et svar på denne diskussion, i ønsket om at se poesien og brevet som en åben og inkluderende dialog – både med læseren og med andre forfatterstemmer. Efter min mening ender værket dog med at blive et bevis på det modsatte. På trods af brevenes private karakter og indhold føles afstanden stor. Hvad er det, teksten vil fortælle mig? Og har den tænkt sig at lytte til mit svar?
Det hænger sammen i jeg, jeg og jeg
I Mortens Bog 2 formuleres et ønske om at kunne lukke enhver læser ind i korrespondancens univers, udtrykt i bogens sidste sætning »Jeg håber at de er til at læse for alle og enhver, selvom de er til dig.« Brevenes modtager er digteren Morten Søndergaard. Dennes svar er dog ikke er en del af værket, hvilket fremhæves ved at lade hver andet sideark stå tomt.

I Mortens Bog 2 er korrespondancen et nærvær, men ikke et nært nærvær. Det er ikke svaret eller modtageren, der er vigtig. Der er tale om en længsel efter at meddele sig. Og ikke en længsel efter et andet menneske, som en anden brevkorrespondance, Goethes Die Leiden Des Jungen Werthers (Den Unge Werthers Lidelser) fra 1774, fremstilles: den unge Werthers længsel efter den smukke Lotte.

På trods af afsenderens ønske om dialog i Mortens Bog 2 udstiller værket altså korrespondancen som en adskillelse, og de private optegnelser står tilbage som rungende tomhed. Måske er det en kommentar til kritikeres og læseres sult efter at læse med over skulderen på forfatteren og finde ‘forklaringen’ på værket? Måske er det en kommentar til digterfaget, som en konstant dyrkelse af jeget, som Peter Laugesen nævner i en linje i et af værkets første forfattercitater »Masser af selvbiografisk romanstof, det hænger sammen i jeg, jeg og jeg.«

Måske er det bare meningen, at jeg skal kigge med for at indse det umulige i dialogen, tænker jeg. På mange måde minder denne performativitet i værket om forfatteren Kenneth Goldsmiths konceptualisering af sproget i Soliloquy fra 2001 – en samling af minutiøse dagbogsoptegnelser. Men hvor jeg i Soliloquy føler, at jeg kommer ind i en rytme, som gør det muligt at opleve verden med et andet blik end mit eget, der er det, i Mortens Bog 2 ikke muligt for denne læser at trænge ind i noget andet blik. Værket bliver en samling for korte private optegnelser uden at invitere ind i et intimt rum. Jeg tager ikke bogen med mig, hverken fysisk eller mentalt.

Mortens Bog 2 har måske nok fremkaldt en dialog i min bevidsthed. Men det er en dialog med mig selv om at være lukket ude med visheden om, at det måske slet ikke er mig, der skrives til. Er det meningen, at jeg skal svare? Jeg tror, at jeg vil gå ned og poste mit brev til min ven, alligevel. Det kan jo være, det når frem.

*

Poesiens uregerlige råstof

Mortens Bog 2 er ingen bog i gammeldags forstand, det er en indscanning af en krøllet Moleskine, som ligger på nettet. Nærmere bestemt på Martin Glaz Serups blog

af Bernadette Alster

At finde Mortens Bog 2 er ikke helt nemt. Eller rettere: Det er let nok at lokalisere den på hjemmesiden, men som sædvanligt indebærer teknik og formater visse problemer, der tager tid fra selve læsningen. Kan ske, det i virkeligheden er en af årsagerne til, at papirbogen stadig lever i bedste velgående? Det er så nemt at hive en bog ned fra hylden og åbne den – helt uden dialogbokse og software, der liiige skal opdateres først. Men når så endelig det virker, er det selvfølgelig rart med al den tilgængelighed.

Pdf-ens første side viser notesblokkens nulrede omslag beklistret med løsrevne, håndskrevne bogstaver. Mortens Bog 2, står der, så man næsten ikke kan tyde det. Og så er stilen lagt: de første mange sider er klippeklistre-udfyldt med citater af mere eller mindre velkendte skribenter. De er skrevet ind på computer, printet ud, limet ind på de linierede sider og så scannet ind igen. En omvej? Tjah. I hvert fald en mærkelig blanding af analogt og digitalt, gammeldags og moderne.

Den kontemplative skrift
Mortens Bog 2 kredser åbenlyst om skriften og dialogen i skrivningen. Brevet er det tilbagevendende motiv. For ifølge værket udmærker brevet sig ved at være rettet mod den anden, samtidig med at det også er et kontemplativt rum for den skrivende.

Hen over siderne opløser Serup skellet mellem digtning og brev. Er de nu også så forskellige, som vi går og tror? Ud over at dele (skriftens) medie, er de fælles om at ville formidle noget, der ligger den skrivende på sinde, at ville udvide verden for den anden, den læsende. Men selvfølgelig er der også forskelle. Pia Taftrup klippeklistre-citeres på halvvejen: »Sædvanligvis henvender man sig til en levende konkret person, når man vil sige noget, men med digtet er det anderledes og skal være det.« Kun ved at skrive til en abstrakt læserforestilling er digtet: »… rettet til enhver, der læser det. Den, der får digtet i hænderne, er for et øjeblik den udvalgte.«

Det er da heller ikke det rent private brev, der optager Serup. Det er det reflekterede brev, som kan udvide horisonter – præcis som det er litteraturens essens at kunne det. I bogens anden halvdel, mestendels breve til Morten, som i øvrigt ikke præsenteres nærmere, selvom man nok fornemmer den intimt-venskabelige tone imellem ham og afsenderen, siger brevskriveren at: »[…] måden man forstår litteraturen på selvsagt har konsekvenser for måden man forstår verden på.« Det er vel egentlig bare det, man kalder dannelse.

De breve, der er medtaget i Mortens Bog 2, illustrerer brevgenrens formåen, idet de viser en generel lyst til tankeudveksling samtidig med, at de er så tilpas intime, at vi virkelig fornemmer mennesket bag, som i dette brev: »Jeg sidder i en seng, sengetøjet er ternet, sengen er Sebastians, min ven«.

Og dér, i den ternede seng, sidder så vores allesammens brevmand (for han ved jo godt, vi kigger med) og lærer tysk, læser gode bøger og skriver breve, så hans erfaringer ikke vedbliver at være for ham alene. Uanset illusionen er brevene i denne kontekst ikke længere private og skrevet for at skulle besvares; de er blevet til litteratur. Ud over værkets direkte brug af brevformen, gøres der også opmærksom på brevet som inspiration for forfattere. Peter Laugesen, som Serup synes at være ualmindeligt glad for, citeres for at sige om brevet, at det er: »[…] poesiens basis, dens uregerlige råstof, dens travle gamle nar af en sol.«

Det udefinerbart vigtige
Nu er det jo heller ikke første gang, nogen har fundet på at bruge brevformen i litteraturen. Alene i Danmark har vi en lang tradition at trække på. Tænk bare på Holbergs Epistler (epistole: noget tilsendt). Og også i samtidslitteraturen lever brevformen i bedste velgående: Suzanne Brøggers seneste udgivelse Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? har brevets form fra start til slut og beskæftiger sig, ligesom Mortens Bog 2, med tankeudveksling om især kunstens og litteraturens dannende effekt på mennesket.

Personligt finder jeg både Brøggers og Serups, i øvrigt meget forskellige, begåelser særdeles vedkommende. Og tror heller ikke, det er tilfældigt, at begge tager dannelsestemaet op til overvejelse netop nu. I en tid hvor enhver humanist må fægte med arme og ben for at forsvare nytteværdien af sit område, er det ganske naturligt at nogen begynder at beskæftige sig med det, der angår dannelsen – det man med en tilsnigelse kunne kalde det udefinerbart vigtige.

Mortens Bog 2 er en lille tankevækker, hvor læseren (jævnfør det skitseagtige look) selv skal fylde de tomme sider med sine overvejelser. Den digitale form peger på, at skriften er essensen, og at den formidles lige godt på papir eller digitalt. Det gælder bare om at bruge de moderne medier som rammer om refleksionen i stedet for at stille de gamle og de nye op mod hinanden.

*

Gammelt nytt

Mortens Bog 2 surfer på mange måter på den tidsriktige bølge: den er publisert på internettet, lest på en-to-tre, snasent utgitt i såkalt chapbok-form og gratis for alle og enhver. Den tar bare for seg noe som har gått ut på dato ages ago: brevet og poesien

av Henny Hagerup

Et par timer innen jeg gikk i gang med å lese Mortens Bog 2 av Martin Glaz Serup, hørte jeg på et gammelt radioprogram, ’bok i p2’, som tok for seg Georg Johannesen, en norsk kritiker fra 1970-tallet, spesielt kjent for sine heller hardtslående sitat. Blant de mange eksperter som skulle uttale seg om Johannesen fikk også en tilfeldig ung fyr en god slump taletid. Han hadde for et par år siden oppdaget den kvasse kritikeren, og med oppdagelsen opplevd en helomvending i sin måte å betrakte ting på. Hver kveld leste han visstnok tre sitat innen han skulle sove og syntes selv han våknet med nye tanker og ny innsikt hver morgen.

Gang i maskineriet
Nå er det ikke sånn at Mortens Bog 2 er banebrytende og velter livsforståelsen, men sammensetningen av nettopp sitat, dagbok og brev, underskrevet alle mulige – fra Peter Laugesen til T.S. Eliot – er gjort på en måte som i alle fall får refleksjonsmaskineriet i gang. Chapboken, utgitt av det lille forlaget Kornkammer Small Press, er formet som en skriveblokk med pålimte, utrevne papirbiter, hvor enkelte ord er krysset over med tjukk penn og håndskrevne notater står side om side med maskinskrevne. Dette får boken til å framstå som personlig og oppriktig. Ideen – en masse utklipp fordelt over knappe 32 sider – kan virke tilfeldig og lettvint, men en gjennomlesning viser at dét slett ikke er tilfellet. Hvert sitat føles veid og vurdert – boken har et tydelig tema.

Den tar fatt i noe av det vanskeligste, vi mennesker blir stilt overfor: ”samtalen”. Den spør seg selv – hvordan forholder vi oss, hvordan kommunikerer vi nå egentlig med hverandre?

Vrir og vender
Mortens Bog 2 kan oppfattes som et prosjekt, hvor målet er å få tvistet og vendt måten forskjellige handlinger oppfattes. Det kan være gjennom et utklipp fra DAGENS ANSIGT: Allie Mae, som indeholder spekulasjoner omkring hva en gave er. En gave bør og skal være noe som kan gjengjeldes. Et fysisk objekt – i dette tilfellet en bok – er ikke en gave, men »dit blik« kan være det. For »Den viser måske, at gaven må besvares hensynsfuldt, betænksomt, og at den betød noget for mig, for min forståelse af mig, fordi den udvidede min forståelse af betydning for dig og på den måde lærte mig noget om dig?«

Humor har (eller låner) boken også. Jeg måtte humre i skjegget av T.S. Eliots ord om litterær utfoldelse, som »certainly springs either from the habit of talking to oneself or from the habit of talking to others.« For jo, det er da sant nok – man har da bare ikke tenkt på det på den måten.

Brev > Bok
Mest tankevekkende og – jeg vil påstå nesten rørende – er de personlige brev Glaz Serup skal ha skrevet til Morten Søndergaard. Brevene starter i klassisk stil: »KÆRE MORTEN«, og spinner så videre et nett hvor hverdagsproblemer og reflekterende tanker om poesi, om litteratur, om det å skrive, vikles inn i hverandre. Poesi poserer som en alternativ samværsform, brevet undersøker seg selv. Det tegnes et hårfint skille mellom dagbok- og brevskrivning. Skriver en egentlig mest til seg selv? Jeg klikker meg noen sider tilbake i boken, til et utklipp signert Peter Laugesen. Han tar for seg nettopp dagbøker, brev; »Masser af selvbiografisk romanstof, det hænger sammen i jeg, jeg og jeg.« Et par klikk videre finner jeg så »KLAGE«, Laugesen igjen. Her forklares følgen av brevskriveristans – brevene ble til bøker: »Alt det der skulle ha været direkte til en eller anden / ofte mange forskellige / Bøgerne overtog det.« Kan man si det samme om Mortens Bog 2?

»Skriften er en mulighed«, skriver den anonyme til Morten, »for at tænke, for at bruge tid, sidde stille et sted og koncentrere sig om noget, om nogen, det samme kan man sige om læsningen, brevet er sådan, poesien er sådan, sådan er det for mig.«

Her fremstår skriften som kommunikasjonsformen, formen som har mulighet til å utvide forståelsen, ikke bare mellom sender og mottaker, men også, i selve skriveprosessen, forfatteren. Et møte med en selv. Mortens Bog 2 viser et annet bilde på forfatterrollen – den viser forfatteren som leser.

Som sagt, chapboken er ingen banebrytende utgivelse, og i sin korte form kan den føles litt uavsluttet. Som konsept fungerer den allikevel virkelig godt, og møtet mellom moderne medier og gamle kan muligens vekke en nedstøvet interesse – enten til å skrive et brev eller til å investere i en chapbok, for så å samle og lime inn noen hardstlående sitat.

Tre hver kveld burde passe fint.

*

Taler du til mig?

Litterær natradio. Martin Glaz Serups Mortens Bog 2 leverer en læseoplevelse bestående af lige dele nyt, gammelt, lånt og poetisk blåt

af Ida Kirsten Klausen

Martin Glaz Serup har skrevet/klippeklistret en bog sammen og derefter lagt den ud på nettet til fri download. Bogen bærer den sære titel Mortens Bog 2 og er ‘efterfølgeren’ til Mortens Bog, som jeg ikke har læst, men som jeg har læst mig til omhandler emnerne kunst og politik.

Bogens tekst er en blanding af andre forfatteres skriverier og så Martin Glaz Serups egne breve til Morten Søndergaard. Tekststykkerne er udskrevet og derefter limet på siderne i en lille sort notesbog, så selv om bogen kun er tilgængelig i cyberspace, så er den næsten mere gammeldags end en trykt bog, hvilket er med til at skabe en fornemmelse af intimitet med det skrevne, en følelse der ellers godt kan forsvinde lidt, når man ikke kan høre siderne knitre. Denne udformning bliver særlig interessant i kraft af, at bogen beskæftiger sig med litteratur som dialog og billedet af den ukendte læser som objektet for den litterære henvendelse. For der findes vel intet medie, der henvender sig bredere, og hvor læseren er mere anonym, end på nettet.

I denne anledning har Martin Glaz Serup stukket håndenden i den litterære skattekiste og fundet en masse guldkorn frem, skrevet af kloge mennesker som T. S Eliot, Peter Laugesen, Jacques Boubaud, Per Hultberg m.fl. Disse guldkorn er utrolig fine og får tilsammen skabt et billede af den talende litteratur, der kan ramme hårdt, trods det at den er uadresseret. Et eksempel på et af disse guldkorn kunne være Jacques Boubauds digt: »Jeg har aldrig tænkt på et digt som/om det var en monolog, der/udsprang et eller andet sted bagerst i/min mund eller i min hånd//Et digt indordner sig altid under/betingelserne for en virtuel dialog//Hypotesen om et møde/ hypotesen om et svar/hypotesen om nogen.«

På denne måde bliver en række forskellige syn på litteraturens, og særlig poesiens, tilblivelse og evner fremsat, hvilket bliver udgangspunktet for Martin Glaz Serups essayistiske breve til Morten. Brevene er forholdsvis korte, og i dem skvulper afsenderens tanker rundt mellem parforhold og poesi. Heldigvis bliver det aldrig for skrivebords- og lommefilosofisk, da de kloge ord og det intime layout tilsammen formår at skabe et passende rum for den lille fine korrespondance, et rum hvor der både er plads til famlen og begejstring.

Selv om brevene har karakter af tankestrømme, formår de alligevel at kaste en hel del rammende karakteristikker af mere abstrakte følelser af sig, se bare her: »Det gælder al litteratur. At man kan være sammen med nogen der ikke findes længere, føle sig talt til, se dem, høre hvad de tænker, hvad de forestiller sig. Hvad de er i stand til at/er sammen med nogen eller noget, litteraturen måske.«

Passagen stammer fra et brev skrevet den 18.09.2010 som vel at mærke indledes med at den skrivende mindes den første krise i et parforhold, hvilket giver indtrykket af at være et autentisk brev, der så senere er blevet sat ind i en litterær sammenhæng. Det giver umiddelbart en fornemmelse af ægthed og ærlighed. Denne fornemmelse kan dog forsvinde lidt ved nærmere eftertanke, for er brevene nu virkelig skrevet til Morten? De er jo ikke blevet sendt til ham, men til os de ukendte læsere gennem det enorme internet, samlet sammen i Mortens Bog 2 og ikke Mortens Breve 2 ... jamen altså. Dette lag giver selvfølgelig bogen et ekstra twist og understreger dens helstøbthed.

Forfatter, samler og vært
Dette er en bog, der kan læses på mange måder, men jeg har valgt at se bogen som et lille kompakt kunstværk, som en oplevelse, eller som en eller anden form for natradiohelhed, hvor de andre forfatteres tekster kommer til at fungere som musikken og brevene til Morten som den drømmende radioværts talestrøm ud til de andre, muligvis ikke eksisterende, natteravne. Læst på den måde kan man nemlig opleve bogen frit, og så behøver man ikke at overveje et aspekt som originalitet.

Selv om Mortens Bog 2 samlet set leverer en rigtig god læseoplevelse, tror jeg det er meget godt, at bogen ikke er 132 sider, da en del af oplevelsen også ligger i at læse den i et hug, for på den måde fornemmer man nok bedst bogens lille sammensatte helhed.

*

For Morten. Og for resten av oss

Mortens Bog 2 er en 32 siders lang brevveksling fra én venn til en annen, med håp om å møte flere lesere en den ene boken er skrevet til. Det gjør den

af Ingri Løkholm Ramberg

I drøftingen av hvorvidt en bok er verdt å lese, tar deler av diskusjonen ofte turen innom hvem boken er skrevet for, noe jeg opplever forfattere sjelden kommer godt ut av: skriver man for massene, er man kommersiell, skriver man for anmelderne er man pretensiøs og skriver man for seg selv, er det da noe poeng med en offentlig utgivelse? Med dette er Mortens Bog 2 forfriskende lesning, da den ærlig og eksplisitt flagger med å være skrevet som et åpent brev til Morten. Og litt til resten av oss.

Brev i grenseland
Mortens Bog 2 er oppfølgeren til Mortens Bog og er skrevet at poet og forfatter Martin Glaz Serup. Forfatterens Kornkammer er både en litterær blogg og et nettbasert forlag, med blant annet begge bøkene i Mortens Bog-serien på samvittigheten. Nettstedet karakteriserer boken som en »chapbook«, en sammenstiftet notatbok i pocketstørrelse. Chapbokens storhetstid er nok tilbakelagt som alt annet enn kultfenomen, men den gjør her et comeback; riktignok i e-format.

Chapbok-sjangeren kan betegne både poitiske eller religiøse pamfletter og barnevers, og i dette tilfellet er det snakk om en slags lyrisk prosa i grenseland, for Mortens Bog 2 minner mer om en samling brev enn noe annet. Boken definerer seg selv klarest utifra tittelen – det er en bok med én bestemt mottaker, dikter Morten Søndergaard, noe som vanligvis ville gjort det til en utgivelse av begrenset relevans for enhver leser som ikke er Morten Søndergaard. Likevel kan den ikke sies å være noe annet enn en uvanlig tilgjengelig bok da den er lagt ut gratis og i uendelig opplag.

»Kære Morten«
Første halvdel av boka er satt av til sitater som opererer som et oppvarmingsnummer for bokens tema, nemlig litteratur som korrespondanse. I tillegg til at «Mortens Bog 2» i stor grad har form som et elektronisk brev, omhandler flere av sitatene rent terminologiske utgreiinger om nye og gamle plattformer for meddelelser (brev, e-post og Facebook) og om meddelelsen i seg selv.

Inntrykket av at Mortens Bog 2 i både form og innhold minner om et brev, forsterkes i lesingen av den andre delen av dokumentet; med unntak av et par sitater også i denne delen, består resten av dokumentet av fem passasjer som innledes med »Kære Morten« og datostempling. Disse passasjene preges til en viss grad av et slags dagbokformat og tar ellers for seg litteraturen som meddelelse, og hvordan hvem vi skriver til og for i så stor grad kan påvirke både hva vi skriver og hvilken relevans det kan ha på potensielle lesere.

Det estetiske og formmessige er tydelig vektlagt, og det er et imponerende stykke håndarbeid som underliggjør, redefinerer og bevisstgjør leserens syn på litteraturens tilgjengelighet og hennes rolle i dialogen mellom forfatter og mottaker.

Som leser av «Mortens Bog 2» vil man tidvis føle seg som en kikker i en brevutveksling fra én venn til en annen og tidvis som en del av et litterært eksperiment. Et som drøfter og eksperimenterer med litteraturen og brevformen som brobrygger mellom venner som bor langt unna hverandre, mellom fiktive og ikke-fiktive karakterer og mellom levende og døde.

Begrenset form, uendelig opplag
Som det står i bokens avslutningsdel, er ofte form med på å diktere innhold i brev, og på nok et punkt er Mortens Bog 2 en selvmotsigelse. For i utgangspunktet vil ikke en bok som kun befinner seg i elektronisk form og i uendelig opplag ha noen begrensninger når det kommer til form. Men hele bokens innhold later til å være skrevet i en liten notatbok, derfor kan man mot slutten lese at man overværer en avslutning nettopp fordi forfatteren av brevene går tom for sider. Derfor får formen tilsynelatende være delaktig i bestemmelsen av boken, tross det omfangsvennlige formatet. Men Glaz Serup har brukt bokens begrensede og ubegrensede form til bokens fordel og bruker akkurat stor nok plass til å sette igang tenkeprosesser hos leseren.

Ulempen med å være så lett tilgjengelig som Mortens Bog 2 er både i form og innhold, er at selv om den stiller spørsmål som blir stående etter at leserprosessen er overstått, tar det ikke mange timer før den er over alle hauger. Dette vil begrense bokens viktighet, selv om tiden du tilbringer med den, definitivt vil være verdt bryet – hvor lite bry det enn er.

Den oppstykkede fortellerformen gir glimtvise innblikk i en personlig og poetisk formulert brevveksling, og det er fremfor alt gjennomført. I tillegg til å stille sentrale spørsmål i et nytt type meddelelsesamfunn, blir leseren påminnet hennes egen rolle i diskursen forfatter/leser. Det er i seg selv nok til at jeg anbefaler Mortens Bog 2. Hvis du ikke liker det du leser, kan du jo bare slette den.

*

Mellem brevenes sider


Breve, poesi og litteratur er omdrejningspunktet i Mortens Bog 2. De forskellige tekststykker flettes sammen på elegant vis, og efterlader tydelige eftertanker – på trods af den noget turbulente vej frem

af Johanne Burgwald

Mortens Bog 2. En samling – tja citater er nok ikke for meget sagt – iscenesat som en notesbog og udgivet elektronisk på nettet d. 1. september 2011 på Martin Glaz Serups blog Kornkammer. Som det fremgår af titlen er værket henvendt til digteren Morten Søndergaard, men angivelsen af, at der er tale om en bog, kan dog diskuteres. Det er i hvert fald ikke en bog i traditionel forstand. Og hvad skal man så stille op med det?

Samlingen begynder med et citat af Arkadii Dragomoschenko, der handler om samtalen. Samtale er ifølge Dragomoschenko en udveksling af forskelligartede meninger, spørgsmål og svar. Det er på sin vis en meget interessant udtalelse, men her, på den anden side af Mortens Bog 2 begynder undertegnedes forvirring. For det første; hvem er Arkadii Dragomoschenko, og for det andet; hvad handler denne såkaldte bog om?

En hurtig søgning på Wikipedia gav svaret på første spørgsmål. Dragomoschenko er en af de fremmeste nutidige russiske digtere vi har, og som sådan er han helt sikkert kendt i visse kredse af befolkningen. Dog ikke i den kreds jeg tilhører. Det andet svar lader vente på sig lidt endnu.

Mortens postbud
Som jeg læste videre i den 32 sider lange samling, stødte jeg dog på mere velkendte personligheder så som T.S. Eliot og Gertrude Stein. T.S. Eliots citat sammenligner det ægte litterære med en samtale, men det er citatet af Simon Grotrian der for alvor giver en antydning af, hvad Mortens Bog 2 forsøger at fortælle: »Digteren er en postkasse der aldrig bliver tømt.« Umiddelbart er det en noget pudsig sammenligning, Simon Grotrian her kommer med. Men ikke desto mindre samler denne lille sætning essensen i værket. Poesi og litteratur finder nemlig ifølge værkets afsender sit sande udtryk i form af breve.

Når man bevæger sig videre gennem Mortens tekstsamling bliver det dog mindre væsentligt, hvem der er afsender af de enkelte citater og tekstdele. Men i begyndelsen bidrog de noget ukendte personligheder til en del forvirring hos mig.

Omkring halvvejs igennem bliver Mortens Bog 2 meget filosofisk. Hvad er litteratur egentlig? Hvordan kommer det litterære til udtryk i sin reneste form? En række tekststykker af den danske lyriker Peter Laugesen giver sit bud.

Peter Laugesen skriver, at litteraturen er situeret i det skrivende jeg. Det handler om en afsender og en modtager. Og hvor kommer det tydeligere til udtryk, end i brevet fra én person til en anden? I brevet bliver alt fortalt fra et subjektivt synspunkt, og bliver dermed utrolig personligt. Magnus William-Olsson uddyber emnet yderligere; poesi er som samvær med de døde. Her har vi adgang til andres allerinderste sjæl, uden at vi behøver være i direkte kontakt med hinanden. Præcis som i et brev.

Citaterne er et lille skridt på vejen til den pointe, der gemmer sig mellem notesbogsiderne. Men den egentlige erkendelse hos denne læser dukker op et helt andet sted. Nemlig i genstanden for værket selv; i brevene. Mellem citater og andre tekstfragmenter placerer Martin Glaz Serup breve, som han selv har skrevet til Morten.

Der bliver givet et unikt blik ind i hans og Mortens forhold, som ikke ville kunne være forklaret til os andre på anden vis. Som postbud eller simpelthen brevskriver, viser Martin Glaz Serup, hvordan brevet er mindst lige så meget litteratur som den tykkeste roman. På den måde bliver brevene det mest interessante, der er at finde i udgivelsen. Her bliver de øvrige citater og synspunkter legemliggjorte på en måde, så læseren virkelig forstår, hvad de handler om.

En anderledes form for litteratur – men dog litteratur
Efter at have læst de første par citater i Mortens Bog 2 var min umiddelbare reaktion som nævnt forvirring. Det er et værk, der omhandler emnet litteratur, men som i sig selv er på kant med en traditionel definition af, hvad litteratur er. Da sidste side er vendt, er min forvirring imidlertid forandret til fascination. Martin Glaz Serup formår på en elegant måde at behandle sit emne både i citater, tekst og form, så det bliver belyst på mange niveauer.

Den utraditionelle form er med til at tydeliggøre emnet litteratur, og sætter gang i tankerne på en måde, som Mortens Bog 2 ikke ville have gjort, hvis den var skrevet på en mere gængs måde. Selve indholdet – at breve viser os det litterære i sin reneste form – er mindst lige så interessant.

Om man har studeret litteratur i et årti eller stort set er udvidende på området. Om man sluger den ene digtsamling efter den anden eller blot læser kriminalromaner for hyggens skyld. Efter at have læst og tænkt over indholdet af Mortens Bog 2 vil alle have en større forståelse for det litterære. Og det giver en fantastisk forudsætning for at læse litteratur fremover. Derfor bør alle der elsker bøger unde sig selv at læse Mortens Bog 2.

*

Intim citatpoesi i cyberspace

Man skal ikke lade sig snyde af, at Martin Glaz Serups chapbook Mortens Bog 2 tager sig ud som en hastigt nedfældet skitse. Værket er en gennemarbejdet refleksion, over litteraturen som rum for dialog imellem mennesker: De levende, de døde – og alle skærmtroldene

af Marie Wos

Må jeg læse dette? Den tanke kan godt indfinde sig, når man sidder bag skærmen og bruger venstretasten til at vende siderne i en notesbog, der er scannet ind i et pdf-dokument: Mortens Bog 2 af Martin Glaz Serup.

På siderne er der klistret citater og breve ind, der henvender sig til digteren Morten Søndergaard. Som læser vakler man imod følelsen af at gøre noget forbudt; at snage i private breve, at være vidne til, og forbruger af, en digitaliseret blottelse af den intime henvendelse. For dette er jo Mortens Bog, det er ikke min … eller hvad?

Med udgangspunkt i denne ambivalens henter bogen sin tematiske spændingsflade, der først og fremmest kommer til udtryk i formen: For lige så direkte og personligt brevene er en henvendelse fra afsenderen til Morten, ligeså indirekte er citaterne det. De er hentet fra poeter, døde som levende; fra T.S Eliot til Pia Tafdrup. Stemmerne blander sig med brevskriverens stemme i de personlige breve til vennen, og det synes lige så sløret, hvem der taler, som hvem der tales til.

No man is an island
Den berømte litteraturteoretiker Michail Bakhtin bragte i 1960’erne begrebet om flerstemmighed ind i litteraturteorien. Han mente, at en forfatter ikke har ét talerør, men derimod taler igennem mange stemmer, der er i dialog med hinanden. Man kan betegne Serups værk som en iscenesættelse af Bakhtins teori: Digteren som arkitekt bag en kollage af stemmer. I Mortens Bog 2 er flerstemmigheden skåret ud i pap – eller klippet og klistret ind i værket. Tag bare følgende uddrag, af brevskriverens associationer i brevet til vennen: »Hvilket minder mig om Canetti som i et notat siger at det mest koncentrerede ord han kender, er det engelske ’jeg’, I. I am an island« – ordene flyder imellem at være Canettis og være brevskriverens, hvorved parafraseringens udsagn afmonteres i samme vending: Oh nej, intet menneske er en ø – vi alle er forbundne!

Litteraturen som dialog
Denne Mortens Bog 2, tænker jeg skulle handle mere om poesi og dialog eller korrespondance; eller om poesi som dialog og korrespondance; måden du og jeg hyppigst kommunikerer på er jo via brevet.

Litteratur er dialog siger Serup og bruger brevet som gennemgående metafor: Digteren som brevskriver, som postbud – ja ligefrem som en overfyldt postkasse. Metaforen bidrager til paradokset i formen: Bag skærmen er papiret – brevene klippet ud og limet ind, men læseren får aldrig fingrene i det:

Brevet er forsvundet – papiret, skriften, konvolutten, frimærket, postkassen, posthuset, sorteringen, udbringningen – fra afsender til modtager.

Papiret er gjort til nostalgisk fiktion i Serups cyberspace-værk. Men hvad så med digteren, er han lige så uddøende som brevpapiret? Har litteraturen en chance i internettets tidsalder, eller er poesiens stemme druknet i informationssamfundets farvand? Noget man har lært af at leve i det 21. århundrede er følgende: Du skal være omstillingsparat. Martin Glaz Serups bog er et eksempel på litterær omstillingsparathed. Værket kaster sig ud i fremtiden og på fremtidens præmisser:

De private noter er ikke længere private, de er noget andet; ingen kan se hvor de enkelte bogstaver stammer fra, jeg kan ikke huske det længere, det er ikke længere vigtigt, det er noget nyt. Jeg håber at de er til at læse for alle og enhver selvom de er til dig.

Vi må godt læse med. Det er Mortens Bog, men det er også min og enhver anden læsers bog – de private noter er ikke længere private. De er out in public, værket er udkommet i ’uendeligt oplag’ på Kornkammer Small Press – ja, man skal ikke engang have pungen frem – webforlaget gir! Det er da en læserinvitation, der er til at tage at føle på. Bogen kan jeg derimod ikke føle på. Jeg kan se den, men jeg kan ikke bladre i den eller lugte til den. Når den er læst bliver den ikke stillet op i reolen. Nej, efter sidste side må værket overgive pladsen i skærmens rampelys til de mere etablerede optrædende – vejrudsigten og nyhedsstrømmen for eksempel. Som den andersenske havfrue, bliver Mortens Bog 2 også til skum på havet: På internettets stormende informationshav, hvor der nok er mange skingre stemmer, der kan overdøve den lille bog, men forhåbentlig også nogle skærmtrolde, med ører der vil lytte til den og mærke stemmerne i bogen. Et lille skumsprøjt bliver tilbage i denne læsers mave. Det bruser endnu.

*

Døde poeters klub 2

I Martin Glaz Serups chapbook taler døde og levende i munden på hinanden i en refleksion over poesiens væsen. Men Serups egen stemme høres tydeligst

af Nina Maria Branner

Forleden sad jeg i bus 5A og kom tilfældigvis til at læse med i min sidemands sms. Der stod noget i retning af: »Hej skat. Du må undskylde i går, jeg var virkelig dum. Sys osse helt klart, Thomas havde ret. Ses i aften, kys kys :-)« Det var en del af en samtale, jeg ingen forudsætninger havde for at vide, hvad handlede om, og det kom ikke mig ved. Med andre ord aldeles uinteressant. Og alligevel umådeligt interessant.

I Mortens Bog 2 får vi, ligesom i forgængeren Mortens Bog, lov at læse med i forfatteren Martin Glaz Serups tekster, der er udformet som private breve til digteren Morten Søndergaard. Den såkaldte chapbook, som ligger til fri download på internettet, er en samling af citater og fragmenter af mere eller mindre velkendte litterære personligheder og altså disse dagbogslignende breve fra Serups egen hånd, som indeholder betragtninger over poesi, sprog, politik og ja, livet generelt:

Denne Mortens Bog 2, tænker jeg, skulle handle mere om poesi og dialog eller korrespondance, eller poesi som dialog og korrespondance; måden du og jeg hyppigst kommunikerer på er jo via brevet – det har heller ikke ændret sig efter at I er kommet hjem fra Italien, nu bor vi mindre end en kilometer fra hinanden og vi ses ikke oftere end da I boede i Pietrasanta.

Disse linjer optræder i et af de første breve, vi bliver præsenteret for. Den personlige og indforståede tone slås an, det er uprætentiøst og bærer ikke præg af at ville leve op til nogle litterære kriterier. Serups egen stemme blander sig ikke desto mindre med folk som Gertrude Steins, Jacques Robauds og T.S. Eliots gennem hvem han undersøger poesien. Temaer som afsender/modtager, litteraturens magt og skriveprocessen generelt berøres, og klubben af døde såvel som levende poeter danner afsæt for Serups overvejelser i brevene til vennen:

Poesi som dialog, men også, måske, bare poesi som samvær. Blandt andet som Magnus-William Olsson skriver sidst i sine seneste digte; som samvær med de døde. Det gælder al litteratur. At man kan være sammen med nogen, der ikke findes længere, føle sig talt til, se dem, høre hvad de tænker, hvad de forestiller sig, hvad de er i stand til.

Stiv i Johnny Walker
Sådanne betragtninger fylder brevene, sideløbende med de mere personlige tanker. Således hører vi om Serups børn, hans følelser omkring det at være far og den krise, han har haft med sin kone, Lone. Har man læst Mortens Bog, som udkom i 2006, husker man, at der allerede på dette tidspunkt var kurrer på tråden mellem de to. Til min overraskelse opdager jeg, at denne historie interesserer mig. Hvad er der sket mellem Martin og Lone? Er de gået fra hinanden?

Lone og jeg havde vores første krise der, jeg drak mig meget fuld til ferniseringen i den gratis Johnny Walker og ville diskutere med Lone, vores problemer, mine analyser af dem, Lone fandt det frygteligt pinligt.

Den trang, der nok er den samme, som får mig til at læse mine medpassagerers sms’er, bliver ikke tilfredsstilet – Serup kommer ikke nærmere ind på sit forhold til konen. Men hvorfor skal vi så overhovedet høre om hende? Hvad er meningen med at eksponere private breve, som ikke engang afslører nogle delikate detaljer? Selvfølgelig er Mortens Bog 2 en konstruktion. Det er meningen, at man skal have fornemmelsen af at læse noget privat, noget som kommer fra hjertet og ikke er pakket ind i litterært papir, og derfor får vi personlige ting at vide, som at Martin og hans kone har haft en krise. Men intime detaljer får vi ikke, for det er ikke det, det handler om. Hvad handler det så om? Om poesien, om vores måde at udtrykke os på og om hvorfor vi skriver. Vi skriver, for at andre skal læse det. Men selvom de fleste af os ikke kan sige os frie for at være bare lidt interesserede i naboens privatliv, er alle tanker og følelser så også interessante nok til at blive udgivet som bog? I dette tilfælde, ja.

Mortens Bog 2 rummer ikke som forløberen de samme skarpe anklager mod samfundet og dettes offentlige sprog, men er i højere grad en refleksion over sin egen form. Netop derfor er det i orden, at Serups overvejelser til tider er banale og dagbogsagtige. Han ved det godt, og det er en del af idéen. Og når man så støder på passager, som faktisk rummer dybde og får én til at tænke, bliver man klar over, hvorfor man gav sig tid til at læse med: »[…] skriften er en mulighed, en anden mulighed, for at tænke, for at bruge tid, sidde stille et sted og koncentrere sig om noget, om nogen, det samme kan man sige om læsningen, brevet er sådan, poesien er sådan, sådan er det for mig.«

Sådan noget ville der trods alt ikke stå i en sms, man tilfældigvis kom til at læse med på i bussen. Med mindre man da lige sad ved siden af Gertrude Steins genfærd.

*

Chapbook om brevets væsen

I netudgivelsen Mortens Bog 2 filosoferer multi-litteraten Martin Glaz Serup over poesi og poesiens forhold til breve. En flerstemmighed af forfattere er med i hans undersøgelse af emnet

af Nina de la Fuente Nørregaard

Mortens Bog 2 af Martin Glaz Serup er en lille litterær pdf-sag, der ligger til fri download på internettet for alle interesserede. Mortens Bog 2 er med forfatterens egne ord et forsøg på »en bog med én bestemt læser for øje – i håb om at andre kan og vil læse med.« Sådan lyder det i forfatterens præsentation af blogudgivelsen. Denne anmelder finder det interessant at »læse med« i bogen til Morten.

Mortens Bog 2 er tænkt som en såkaldt chapbook. Den består af en blanding af digte, fragmenter af essays og breve adresseret til Morten (Søndergaard). Værkets visuelle udtryk er simpelt. På forsiden står der Mortens Bog 2, bogstaverne er klippet ud fra forskellige papirstykker og klistret sammen på ny. Bogstaverne er skrevet med en håndskrift der er så grim, at man næsten ikke kan læse, hvad der står. Siderne er scannede sider af en klassisk linjeret notesbog af mærket Moleskine. På hver side er der et citat, digt eller et brev til Morten. Man kan scrolle fra side til side i sin pdf-bog, næsten som hvis man bladrede i en rigtig notesbog.

Flerstemmighed
Emnet ’brev’ er den virtuelle chapbooks gennemgående tema. Brevets funktion og karakter bliver belyst i digte og citater af forskellige forfattere. Digte af Klaus Høeck og Jacques Roubaud står side om side med essayuddrag af Pia Tafdrup og Gertrude Stein. Fragmenterne bliver sat i dialog med hinanden. De forskellige forfatteres stemmer blander sig indbyrdes, og der opstår en interessant flerstemmighed. De forskellige forfatterstemmer taler på én gang sammen og i munden på hinanden om det samme emne; breve og poesi. For eksempel i den anonymt udgivne bog Allie Mae, i et uddrag, hvor det poetisk lyder: »Et brev derimod minder om en gave, hvor svaret gengælder gestussen.« Anderledes postmoderne lyder det hos Karsten Sand Iversen: »Jeg modtog i dag en lykkelig mail fra en bekendt fordi jeg havde sendt hende et veritabelt BREV. What is a BREV – anybody???«

Også i digtet KLAGE af Peter Laugesen behandles emnet: »torsdag – / Ingen breve – / men jeg skriver / heller ikke / nogen / Det er mange år siden / jeg skrev breve«.

»Brevet er forsvundet«, lyder det et andet sted fra Laugesen. Det kan man så begræde eller ej.
Martins Glaz Serups rolle i det flerstemmige værk er på én gang den redaktør, der har udvalgt citaterne, samtidig er han også en stemme blandt de andre forfattere. Hans stemme kommer til udtryk i brevene fra ham til Morten.

Personlige breve
Alle brevene er daterede og indledes med et »KÆRE MORTEN«. Brevenes struktur går også igen: Først en nøgtern beskrivelse af den situation Martin befinder sig i netop nu: »Jeg sidder i en parkeret bil, min egen, i udkanten af en skov i Nordsjælland.« Dernæst kommer Martins overvejelser over forskellige emner. Emnerne spænder bredt; fra livet som far til brevet som udtryksform og om Martins syn på litteratur. Fx: »Det gælder al litteratur. At man kan være sammen med nogen der ikke findes længere, føle sig talt til, se dem, høre hvad de tænker, hvad de forestiller sig.«
Det er disse personlige overvejelser, der gør, at jeg finder Mortens Bog 2 interessant. Overvejelserne tenderer det lommefilosofiske, men rummer dog originalitet og afspejler kærlighed til hans felt, litteraturen.
I det første brev til Morten skriver Martin, at hvor den første Mortens Bog handlede om forholdet mellem politik og poesi, skal Mortens Bog 2 handle om poesi som dialog og korrespondance. Et passende emne eftersom de to venner kommunikerer via breve: »Måden du og jeg hyppigst kommunikerer på, er jo via brevet – det har heller ikke ændret sig efter at i kom hjem fra Italien, nu bor vi mindre end en kilometer fra hinanden og vi ses ikke oftere end da I boede i Pietrasanta. Her er endnu et brev.«

Som citatet illustrerer, er brevene skrevet i en personlig tone, der nogle gange får læseren til at føle sig lidt som en snylter, der læser med hen over skulderen på en anden. Måske hen over skulderen på Morten, som brevene er til. Samtidig er det denne følelse af at få indblik i andre menneskers private liv, der gør Mortens Bog 2 til en spændende og anderledes oplevelse. Man hører om Martins krise med eksen for fem år siden, hvor han drak sig fuld til en fernisering og »ville diskutere med Lone, vores problemer, mine analyser af dem, Lone fandt det frygtelig pinligt.« Det føles spændende og også lidt forbudt at læse.

Mortens Bog 2 er en lille interessevækkende internetbog, der på postmoderne vis undersøger et så gammeldags fænomen som brevskrivning. Et paradoks, der er værd at tjekke ud, når du alligevel surfer rundt mellem nettets utallige blogs og hjemmesider – her er der i hvert fald mere litterær pondus end på de fleste.

*

Enhed uden åbenhed

Martin Glaz Serups virtuelle citatinstallation iscenesætter poesien som samvær. Det bliver med mange gode digterstemmer til et kor af perfekt harmoni – så harmonisk, at værkets egen stemme synes at drukne

af Sarah Holst

Det handler om afsender og modtager, om brevveksling og om poesi, meget om poesi – poesien som dialog og korrespondance. Citater fra digte, breve, essays spredt ud over siderne på den notesbog, der udgør Mortens Bog 2, er forenet i en undersøgelse af poesien som samvær. Dette samvær tvinges læseren allerede til at reflektere over ved det første møde med værket. Stirrende ind i en koldt flimmerlysende computerskærm må læseren nemlig vente på, at Mortens Bog 2 downloades som pdf-fil. Af samvær at være er det lidt upersonligt. Men det siger unægteligt noget om, hvad samvær bl.a. er anno 2011: mødet i det virtuelle, mødet med det konstruerede, iscenesættelsen – således også mødet med poesien.

Mortens Bog 2 er et stykke konceptpoesi. Citatmosaikken iscenesætter eksplicit temaet om poesi som samvær ved at konstruere en dialog mellem forskellige digtere om netop poesiens væsen. Værket er produkt af en kreativ proces, hvor man udnytter allerede eksisterende stykker sprog – afskrivning og uoriginalitet er en del af kunsten. Derfor bliver denne slags værker bl.a. benævnt uncreative writing og postproduktion.

Virtuelt ingenmandsland
Det er et relevant koncept i et værk som Mortens Bog 2, der netop undersøger poesiens bevægelse mellem fravær og nærvær. Det er en del af værkets sirlige konstruktion, at denne bevægelse viser sig på alle niveauer. På værkets udtrykside indbydes jeg til at skrive med i samtalen, fordi kun hver anden side er udfyldt, samtidig med at computerskærmens flimren husker mig på distancen mellem værk og læser. I Mortens Bog 2 er det visuelle udtryk ikke blot indholdets ramme, men en uadskillelig del af indholdet.

I undersøgelsen af poesien som samvær bliver afsender- og modtagerforholdet tematiseret både i citaterne fra forskellige digtere, som når Jacques Roubaud citeres: »Et digt indordner sig altid under / betingelserne for en virtuel dialog / Hypotesen om et møde / hypotesen om et svar /hypotesen om nogen«.

Samtidig bliver selve læseoplevelsen en refleksion over værkets afsender og modtager. Nok har Mortens Bog 2 et meget tydeligt afsender- og modtagerforhold, fordi den er en del af en korrespondance mellem digterne Morten Søndergaard og Martin Glaz Serup.

Ligesom forgængeren Mortens Bog, som handlede om poesi og politik, er Mortens Bog 2 skrevet specifikt til Morten Søndergaard, og flere breve til Morten indgår som en del af værkets citatmosaik. Men Martins breve til Morten er også en del af værkets iscenesatte dialog. Det er et bidrag, som tager den citerede Peter Laugesen på ordet, når han kalder brevet for »poesiens råstof«.

Mit læserforhold til Mortens Bog 2 forbliver uafklaret. Den manglende fornemmelse af at mærke den fysiske bog mellem mine hænder fratager mig den i hvet fald tilsyneladende følelse af en eksklusiv relation til værket. Det åbner for spørgsmål, som måske gælder for al litteratur og i særdeleshed for Mortens Bog 2: Taler bogen til mig eller ud i et virtuelt ingenmandsland? Og hvem tilhører ordene? Citater fra forskellige forfattere, indgår nu i en ny sammenhæng. Betyder det, at ordene ikke længere tilhører deres afsendere. At der i virkeligheden ingen afsender er. Kun ord. Er det et udtryk for, som den citerede Magnus-William Olsson skriver, at: »Blandt mycket annat är poesi alltid också samvaro med döda.«

Jeg vil jo bare være med
Det er refleksioner som disse Mortens Bog 2 fordrer hos læseren, der genereres til at spidse ører i en metapoetisk diskussion mellem Gertrude Stein, Peter Laugesen, Martin Glaz Serup og andre. Kun et enkelt citat af Simon Grotrian er for mig uvedkommende: »Digteren er en postkasse, der aldrig bliver tømt«. Det henleder tankerne på pladderfilosofiske citatbøger om »Kærlighed«, »Venskab« eller »Livet«. For at citere min veninde, da hun læste citatet: »Seriøst, er det en postkasse, du har lyst til at rode i?« De fleste stemmer i citatkoret bidrager dog med rene særegne stemmer, som i samspil giver værkets undersøgelse af poesiens væsen dybde og klang.

Alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af at være alt andet end vægtløs, mens Mortens Bog 2 bare stiger op og op i de metapoetiske luftlag. Konceptet i Mortens Bog 2 er stærkt og relevant. Det lader udtryk og indhold og citaternes mange stemmer flette sammen i en virkelig gennemført enhed. Men alt er så perfekt konstrueret, at der ikke er noget i værket, som dirrer, som rækker ud over computerskærmen og rammer mig. Jeg mangler en nerve i værket, som gør, at citaterne ikke bare henvender sig til hinanden, men også til mig. En skrøbelighed, sprækker i citatmosaikken. Jeg mangler, at Mortens Bog 2 ikke kun er en perfekt enhed, men også en åbenhed.


*

Martin Glaz Serup leverer post til tiden

Kære læser

Jeg skal sende et brev til banken, det har ligget i min taske i over en uge. I mellemtiden har jeg sendt trillioner af mails og her skrevet en anmeldelse af Mortens Bog 2; en samling af breve og citater om poesi og dialog:

af Sigrid Sandholt Hansen

»Post til tiden! godt! mægtigt!«

Ovenstående citat finder jeg i Politikens Slangordbog fra 1982. Det kan godt være, at man ikke har brugt det udtryk siden 80’erne, men man burde bruge det i denne sammenhæng. For Mortens Bog 2 af Martin Glaz Serup er både god og mægtig.

Og bogen kommer til tiden. Til en tid, hvor bøgerne læses i e-format, anmeldere blogger og de litterære tidsskrifter publiceres på nettet. Når bogsalget er faldende, og aviserne mister læsere, må forfattere, litteraturkritikere, anmeldere og andre litterære sjæle i stedet fange os i deres net.

Det er ironisk, at en bog, der handler om breve og poesi som dialog og korrespondance, er udgivet på nettet, på en blog, der er en slags brev til offentligheden, rettet mod alle. Bogen er kun et par klik væk fra e-mails; papirbrevets værste fjende. Den hurtige blog, der i modsætning til brevet, ikke først skal uddeles, står i stærk kontrast til kunstværkets generelt mere langsomme og velovervejede væsen.

Placeringen gør, at man nemt kan tjekke om citaterne er ægte. I 2011 er det jo svært at vide, om forfatteren har manipuleret med citatet, eller om han selv har skrevet det i en andens navn. Det er i øvrigt ikke et moderne fænomen. Den franske forfatter Stendhal (1783-1842) indledte alle kapitlerne i romanen Rødt og Sort fra 1830 med opdigtede citater fra kendte forfattere, for på den måde at karikere dem, der brugte citater for at lyde lærde.

Men det er rigtige citater viser min googling. Skal Martin Glaz Serup så hyldes for at lave en citatsamling, smække et par breve ved, klistre det ind i en notesbog (med bogstaver på forsiden, der er klippet ud af forskellige tekster), scanne bogen og derefter udgive det på nettet? Ja, det skal han, for det fungerer rigtig godt. Serup har postet meget energi i brevene, hvor han kløgtigt funderer over litteraturen, poesien og korrespondancen. Han frankerer med hjælp fra blandt andet Gertrude Stein, Caroline Bergvall, T. S. Eliot og Peter Laugesen.

Bogen er en inspirationskilde. Jeg får lyst til at læse mere af de forskellige forfattere. Peer Hultbergs brev til sin mor, som Serup beskriver i Mortens Bog 2, ligger nu på min computer, fordi jeg har lånt den som (ja, hvad tror du?) e-bog fra biblioteket.

Digteren med håret i postkassen
Min roomie har været postbud og digter. Digter er hun faktisk stadig, for hun passer godt på citatet i Mortens Bog 2: »Digteren er en postkasse der aldrig bliver tømt.« Jeg viser hende citatet, og hun skriver det straks ned i sin egen citatbog. Kiras bog. Jeg har også en citatbog nu, for Mortens Bog er egentlig også min; Sigrids bog 2. Alle og enhver kan downloade den.

Bogen adresserer afsender-modtager-problematikken. Breve har en klar afsender og modtager, mens digte er anderledes. Pia Tafdrup citeres på side 13 for at have skrevet, at en bestemt forestillet modtager hæmmer digtningen. Hun afslutter: »Når jeg først har givet digtet fra mig, er det rettet til enhver, der læser det. Den, der får digtet i hænderne, er for et øjeblik den udvalgte.«

Internetudgivelsen sætter problematikken på spidsen, fordi en blog har uendeligt mange potentielle modtagere.

Hvem er så modtageren af Mortens Bog 2? Bogen er lavet til digteren Morten Søndergaard, og indeholder også breve til denne. Mortens Bog udkom i 2006 på Morten Søndergaards 42 års fødselsdag. En fødselsdagsgave? I Mortens Bog 2 står der: »Det her er en bog. Det er altså ikke en gave. Der er ingen måde at gengælde eller takke for den.« Men den ligger på bloggen som en gratis gave til, ikke bare Morten Søndergaard, men hele folket; de udvalgte. Tak.

Det er en sjov effekt, at den håndlavede citat- og brevsamling i notesbogen bliver publiceret på internettet. På den måde læser alle en håndlavet bog, selvom man ikke får den i hånden.

Serup præsenterer et bud på, hvad det er, der interesserer os i litteraturen: »... stemmen, tiltaleformen, et andet menneske, et andet temperament, at noget kan være anderledes, at man kan se andre ting, hvis man kigger efter.« At læse er som at få et personligt brev fra en fremmed, tænker jeg.

Kira kom til at se andre ting som postbud, fordi hun kiggede efter. Hun så og mærkede, at det er hårdt fysisk arbejde. Måske kan vi andre opleve, hvordan det er at være postbud, ved at læse en bog om det.

Serup har også skrevet børnebogen Da bedstefar var postbud; en hyldest til Jan Lööfs kultbørnebog Min morfar er sørøver. Der er noget med det postvæsen der. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne læse, om dengang bedstefar var postbud.

Kærlig hilsen
din for evigt

Anmelderen

*

At skrive smalt

Med onlineudgivelse, saks-og-lim-udseende og fragmentariske, modtagerorienteret skrivestil er der lagt op til en smallitterær oplevelse på godt og ondt

af Sofie Sommer Thomsen

Med mere end blot en anelse skepticisme i baghovedet, dykkede jeg sent i aftes ned i Martin Glaz Serups nyeste udgivelse, Mortens Bog 2, der ligger til fri – altså gratis – afbenyttelse for alle interesserede læsere på forfatterens litterært orienterede blog. På forhånd havde jeg – fordomsfuldt – besluttet, at værket ikke kunne være meget værd, når udgivelsen fandt sted under sådanne forhold, idet jeg tænkte: hvorfor give noget væk, hvis det kan sælges? Min filistrøse tilgang viste sig at være højst uberettiget, da Mortens Bog 2 er et både underholdende og tankevækkende projekt. Udgivet online som pdf-fil og sammensat af alskens computerskrevne brevfragmenter og citatuddrag af forskellig længde, der er klippe-klistret ind på siderne af en åben, linjeret Moleskine-notesbog, kaster værket læseren – uden hverken introduktion eller indledning – direkte i armene på Arkadii Dragomoschenko.

Uden videre fortsætter den russiske digter med sit »But speaking of« en – for os – ukendt diskussion om begrebet dialog. Et begreb, der skal vise sig at være omdrejningspunkt for hele samlingen.

Glaz Serups projekt med at skrive – eller sammensætteMortens Bog 2 tilkendegives på værkets side 17 som værende en undersøgelse af »poesi som dialog og korrespondance«. Dette i direkte forlængelse af Mortens Bog (2006), der behandlede forholdet mellem poesi og politik. Det ændrede tema kommer i høj grad til udtryk i værkets layout, da Mortens Bog 2 – i forhold til den tidligere udgivelse – visuelt præges af en mere personlig atmosfære i kraft af de håndklippede uddrag og den gulnede Moleskine, der netop efterligner (eller er en del af) privatlivets korrespondancegenre. Valget af brevformen spiller desuden en rolle for den overordnede læseroplevelse, idet brevet er kendetegnet ved at være tiltænkt én enkelt, forudbestemt læser.

At stå uden for det fælles rum
Ved at rette sig mod en bestemt læser, arbejder Glaz Serup sig altså med begge sine to online-værker op mod forfattere som blandt andet Pia Tafdrup, der netop i Mortens Bog 2 citeres med følgende: »Hvis jeg undervejs har en bestemt læser i tankerne, begrænser jeg digtet, stækker det, ved uvilkårligt at tale ind i det fælles rum, den givne læser og jeg allerede har etableret.« Umiddelbart viser Glaz Serup sig ikke uenig i Tafdrups udtalelse, men stiller dog spørgsmål ved, om ikke også den bortrettede personlige henvendelse kan tilføje visse litterære kvaliteter til et værk. Læsningen af Mortens Bog 2 kommer således til at svare til at placere sig bag et telefonsamtalende menneske under en rejse med den offentlige transport, hvor man mere eller mindre frivilligt får del i en privat samtale, som man ikke har forudsætningerne for at tage del i, men kan følge uanset. Som meningsdannende væsner skaber vi automatisk en kontekst – en sammenhæng – for indkommende informationer: om den kontekst, der skabes, er sand eller ej, er i og for sig ligegyldigt. Det væsentlige er, at vi har fået samtalen til at give mening.

På samme måde er det muligt at læse Mortens Bog 2 trods den modtagerrettede kommunikation i udgivelsen: vi læser over skulderen på Glaz Serup, mens han – antager vi – svarer på et brev fra digteren Morten Søndergaard. Selvom dette på sin vis påkalder en følelse af ekskludering, er snylterpositionen samtidigt farligt forførende i sin karakter af guilty pleasure. Hvem har aldrig drømt om at være fluen på væggen? Under læsningen af Glaz Serup kan man summe, så lystigt man vil, mens værket præsenterer sin lange række af anerkendte forfattere og digtere, notesbogsside for notesbogside. Billeder af notesbogssider, der giver mig fornemmelsen af – og tilfredsstillelsen ved – at have læst et værk på trods af den manglende bladrefunktion.

At udgive ét uendeligt eksemplar
I den første Mortens Bog skriver Glaz Serup, at han ønsker at skabe: »En bog i ét eksemplar, skrevet af mig til dig, som et brev«, hvilket naturligvis må bemærkes på, når bogen sidenhen udgives online med mulighed for uindskrænket download. Det paradoksale i at udgive et enkelt eksemplar, der kan nå et ubegrænset antal af modtagere på lige vilkår, kan også ses som en kommentar til overgangen fra papirpost til e-mail. Ved at overflytte sin korrespondance til internettet, mister brevet nødvendigvis en del af sin intime sfære, hvilket man bør overveje, inden man sender noget privat ud over The Internetwork. Hvem læser mon med over din virtuelle skulder? Forhåbentligt knap så mange som det uendelige antal, der inviteres til at læse med i Mortens bøger; bøger, der er aktuelle både i sin udformning og sit indhold, fordi de bearbejder emner, der vedrører os alle, hvorvidt vi er klar over det eller ej. Har du fået lyst til at læse med?

Ingen kommentarer: