Men det er interessant, hvad det er der gør, at man skriver en gennemtænkt, velskrevet og rosende anmeldelse af et værk, man i bund og grund ikke kan lide. Er det, fordi man ikke vil fornærme forfatteren eller andre i det litterære miljø, der vil forsvare forfatterens linje? Eller skyldes det et kendskab til forfatterens litterære renommé og udmærkelser, som får tvivlen på egen dømmekraft til at blomstre? Eller skyldes det en lyst til at holde fast i nogle objektive litteraturkriterier, som angiveligt er hævet over individuel smag?- Mette Østgaard Henriksen skriver her om Sven Holms seneste novellesamling og ikke mindst om Mads Schjødt Sandager Jonassons anmeldelse af den i Standart. Hun afslutter sin tekst med en bøn. Den håber jeg at hun får besvaret. Jeg håber også at Jonasson har lyst til at berøre spørgsmålet ovenfor, der jo ligner et mere generelt et. Bønnen lyder:
Kære Jonasson: Vil du ikke nok være nedladende og dum i din næste anmeldelse? Jeg vil bare gerne vide, hvorfor du ikke kunne lide novellesamlingen. Er der måske en generationskløft mellem Holm på den ene side og os på den anden, der gør, at vore litterære kriterier er nogle andre end Holms? Eller er der bare for meget blærerøv i de pikke?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar