torsdag, oktober 06, 2011

Rejsebrev fra Valby


Her, cirka en time før det offentliggøres hvem der modtager årets Nobelpris i litteratur, kunne man jo bruge tiden på at pege på andre forfattere, på andre forfatteres bøger - jeg sidder her med Bjørn Rasmussens debut Hunde er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, som jeg læste i sidste uge. Sikke en debut! (Olga Ravn svirrer veloplagt om blandt andet den her.) Jeg sidder her med Gertrude Steins Making of Americans som det danske Steinselskab er i gang med at læse sig igennem. Alle må være med. Vi nåede til side 90 i går. Jeg kunne desværre ikke selv være der fysisk, så jeg læste med på afstand. Blandt andet om tykke og tynde søstre og deres indbyrdes forhold; "Sophie Shilling and Pauline Shilling were sisterly with one another. Sophie Shilling like most fat sisters was afraid of the thinner." Jeg sidder her med Gertrude Steins Paris Frankrike - på svensk - jeg har lige været i Paris - der læste jeg halvdelen af den - jeg har stadig et bogmærke liggende i den, det er et brunt blad fra Jardin des Tuileries. En god bog. Jeg er heldig med bøger for tiden. Eller nej, jeg har også lige læst en digtsamling, den var ikke god, selvom jeg egentlig tror at forfatteren er det, men det gider jeg ikke at skrive om. Hellere skrive om at jeg sidder her med Franck Leibovicis kinesiske portrætter, som påny har optaget mig, de er gode, dem (gen)læste jeg også for alvor i Paris, han er en god forfatter, der faktisk formår at bruge sidens visuelle og rumlige kvaliteter til noget i forhold til, hvad skal man kalde det, indholdet; han formår at gøre, skal vi kalde det formen til indhold, naturligvis, det er det gode forfattere gør. Jeg sidder her med Tomas Espedals roman med undertitlen, jeg først troede var ironisk; Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Nu hvor jeg er lidt over halvvejs inde i den også tror jeg ikke længere at det er det, ironisk, vel nærmere svulstigt, en anelse selvhøjtideligt, i hvert fald patetisk. Jeg suste igennem første halvdel af romanen, ren lystlæsning, jeg var overrasket over hvor god han var (jeg har lige været i Norge, i Kristiansand, der sagde de: læs Espedal, han er god!); noget tvang mig til at lægge bogen fra mig, en rejse, og nu kan jeg stort set intet huske af den. Jeg tror faktisk ikke at han er så god en forfatter, Tomas Espedal, han skriver bare godt, lidt ligesom Per Petterson; man suser igennem det, det virker sandt og klogt og stort, og bagefter; ja, hvad så bagefter, hvad er der så tilbage? (Det kan være jeg skulle læse noget andet af Espedal i stedet). Nu er der kun en halv time til at det bliver offentliggjort hvem der har fået Nobelprisen. På hjemmesiden Nobelprize er der et ur der tæller ned. Jeg sidder her med tredje bind i Anne-Marie Mais ambitiøse og så vidt jeg kan bedømme (har kun pluklæst i de tre store bind indtil videre) også ret originale "Bidrag til dansks litteraturs historie", som der står på titelbladet. Tredje bind omhandler perioden 1900-2010, de første to bind (som man kan læse om her) gik fra år 1000 og frem til 1900. Tredje bind udkommer den 14. oktober, jeg glæder mig til at læse det, metoden er i Danmark utraditionel; at kigge på litteraturens steder, hvor litteraturen finder sted, hvor den opstår og modtages og diskuteres og vurderes; hvordan og hvorfor. I nat læste jeg noget godt. Jeg er midtvejs i Pablo Llambías' nye bog - Monte Lema hedder den, den udkommer også den 14. oktober, wow! Jeg blev nødt til at stå op igen og læse så længe jeg kunne. Det er efter alt at dømme hans bedste bog siden Et ukendt barn, som jeg tror er den bog i forfatterskabet jeg sætter højest. Monte Lema er delt i tre tematiske afsnit - om kunst, angst og kærlighed - jeg er midt i Angst-stykket, jeg har ikke lyst til at sidde her og skrive, jeg har lyst til at læse videre. Bogen består af en slags totalskrift, ekstrem inklusiv og åben (og ambitiøs), med alle teksterne formateret i en art sonetter; på en måde i familie med Simon Grotrians Risperdalssonetterne eller Peter Laugesens måde at skrive haiku på. Jeg tænker også på metrodigtene som Martin Larsen og Thomas Hvid Kromann har skrevet. Det er inklusionen og formatteringen der gør det. Jeg vil ikke skrive for meget om Llambías' bog, jeg vil citere to nærmest tilfældige stykker fra den. Et fra den første Poetik-del og et fra den efterfølgende Angst-del:

Efter en lang dag med ansøgninger

Efter en lang dag med ansøgninger
(der er 311, og jeg er
kommet til nummer 230):
Man kan se, hvad der er populært på

Testrup Højskole (beat). Når de indleder
referenceløst, dvs. uden litte-
rære inspirationskilder: Det er
ikke et godt tegn. Når de skriver om at

udtrykke sig kreativt: Det er helt sikkert
et skidt tegn. Når de er 21:Sand-
synligheden for, at der følger en kedelig
novelle, er stor. Der er hele grupper
af unge mænd, der stolt går rundt og snuser
til fingrene, der lugter af fisse.


og

Sygdommens udspring

Sygdommens udspring. Jeg mener selv, jeg
blev syg den dag, min ældste søn blev født.
Jeg har skrevet om denne dag i alle
mine bøger. Det er vel mit forsøg

på at behandle mig selv. Jeg vil ikke
kalde det en fødselsdepression ... hvad hedder
det, når soldater får granatchok. Min
søn var ved at dø den nat, der skulle have

været den smukkeste. Chokket over at
noget så smukt kunne være så grimt. Min misten
kontrol. At jeg ikke længere genkender
mig selv. At jeg er en helt anden end den,
jeg var. At mine bøger bliver mørkere og mørkere.
Denne tekst er et ønske om lys igen.

4 kommentarer:

TVR sagde ...

En hund sidder fast i hylsteret.

Dennis sagde ...

Ja, det er en af de bedre slå fejl.

Martin Glaz Serup sagde ...

Ha ha, jeg lader den stå.

Dennis sagde ...

Af alle ord; en slåfejl i slåfejl.