Lars Norén – En dramatikers dagbok (Bonnier Pocket)
"En af de bedste læseoplevelser jeg har haft - og har, for jeg er stadig i gang - de sidste par år. At Lars Norén foruden at være en verdensberømt dramatiker og et kæmpe ego også er en rigtig god digter fornægter sig ikke; hans sans for timing og modstillinger, hans forsøg på at være absolut kompromisløs i sin ærlighed, og måden han ikke passer på sig selv i sin skrift er meget fascinerende; det er en rig læseoplevelse."
Caroline Bergvall – Meddle English (Nightboat)
"Caroline Bergvalls seneste bog er en blanding af essays, digte og fortællinger der slynger sig ind og ud af hinanden; af forskellige sprog og tider, det er som kroppen og lyden kommer særligt på arbjede i læsningen; i hvert fald får jeg meget ud af at læse alt Bergvall skriver højt for mig selv. Meddle English undersøger blandt andet sprogarkæologi og -politik og er midt i de undersøgelser i glimt også samtidig noget af det sjoveste Bergvall har skrevet."Craig Dworkin & Kenneth Goldsmith (ed.) – Against Expression (Northwestern University Press)
"Craig Dworkin og Kenneth Goldsmith er to prominente eksponenter for den samtidige såkaldte Conceptual poetry eller Uncreative writing; i Against Expression gives der en lang række eksempler fra det der udgør en hel litterær tradition; det er et bredt, godt og gavmidt udvalg, desuden rummer bogen to gode introduktioner skrevet af redaktørerne."
Marjorie Perloff – Unoriginal Genius: Poetry by Other Means in the New Century (University of Chicago Press)
"Majorie Perloffs seneste bog handler netop om samme Conceptual poetry og er vist det første boglange studie af den; fra Walter Benjamin og den brasilianske konkrete poesi i 1950'erne og til bevægelser og eksperimenter i den samtidige nordiske poesi. Som altid er det en narrativ fornøjelse at læse Perloff."
Mircea Cartarescu – Nostalgi (C&K Forlag)
"Mircea Cartarescus debutroman er en underlig størrelse; egentlig består den af fem forskellige bøger, der bevæger sig i alle mulige retninger, men bindes sammen på kryds og tværs af forskellige gennemgående motiver; man kan karakterisere Cartarescu som en blanding af Svend Åge Madsen, Marcel Proust og noget tredje. Velkommen til et surrealistisk Bukarest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar