Det er lørdag, jeg har tid til aviser - eller rettere, jeg tager mig tid til det, et par timer, lørdag er også bogtillægstid, jeg køber Politiken og Information og Kristeligt Dagblad; jeg når kun til indtrykket af Politiken, det sætter sig i mig, på en dårlig måde, som irritation eller opgivenhed eller ... Jeg talte også med en ven om det i går, og nu igen, her til formiddag, med en anden ven; om at det er utroligt så tilfældig en profil den avis har, næsten ingen markante anmeldere eller retning eller ... Politiken er uden tvivl den største af de ... kulturelle aviser, kan man sige det sådan; de bruger mange ressourcer på området, deres læsere bruger mange ressourcer på området, men altså ... Hvis jeg kom til der, blev halvdelen af skribenterne fyret, den anden halvdel blev bedt om at lave noget andet end det de nu laver på avisen, og der blev hentet flere nye folk ind, yngre, i 30'erne, i starten af 40'erne, folk med kritisk nerve og program og tæft; nogen der vil noget og kan noget, og der blev indgået nye samarbejder med nogle af de mange gode - og næsten usynlige - litterære tidsskrifter vi har lige nu i Danmark og i Skandinavien ... Politiken har i det hele taget denne bløde mellemstil, denne misforståede, synes jeg, idé om formidling; på den ene side, på den anden side, tøhø; øv. Og så kommer jeg alligevel til at tænke på Information, der i de sidste år er kørt helt af sporet med deres litteraturreportager og -journalistik; i går var det en historie at en skuespiller og en sanger havde læst en ny roman; jamen, så er den da virkelig en succes, hva'?! Personligt synes jeg udmærket om pågældende roman, det er ikke det, det er præmissen for hvad der er en histore den er gal med ... Tilbage til Politiken; det er så forbandet defensivt, opgivende. De første tre tekster jeg læser i dagens bogtillæg, mere eller mindre tilfældigt, først Ib Michaels kommentar med overskriften En gang sortkrudt til den hjemlige kritik, hvor han netop brokker sig over den hjemlige kritik: "Den moderne danske kritiker aner stort set ikke, hvad der rører sig i udlandet, og har en stærkt indsnævret horisont. Hvis man bevæger sig en anelse uden for andedammen, så kender de ikke længere ens referencer. De er kedelige, underfrankerede, lamme i roen, inkompetente, skamløst optaget af at promovere sig selv og deres eget litteratursyn. Det gælder tidsåndens blå lejesvende, såvel som litteraturens traditionelle bedemænd." står der blandt andet. Teksten virker noget forsmået og det er svært rigtig at vide hvad man skal stille op med den. Den slutter: "Undskyld, men alt dette skal være sagt helt uden surhed, eftersom det er noget der foregår ude i virkeligheden, hvor jeg som bekendt slet ikke findes." Jamen dog. Dernæst læste jeg Henrik Palles udmærkede anmeldelse af Thomas Pynchons nye bog på næste opslag, den slutter sådan her: "For Naturlige mangler er både med hensyn til underholdningsværdi og litterær kvalitet - ja, sgu, litterær kvalitet, thi noget sådant findes - mange niveauer over, hvad der postes i disse dage, hvor triviallitteraturen dominerer bogmarkedet." Ib Michael beklager sig også højlydt over triviallitteraturens overherredømme: "Sprogligt og formmæssigt er de fuldstændigt uinteressante. De flytter ikke en millimeter, men derfor kan man jo godt læse dem." Så læste jeg Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af Claus Carstensens bidrag til Arena-kontra-serien, anmeldelsen ender sådan her: "For feinschmeckere? Det må vi nok sige, men det kunne være skægt at lege med tanken om, at en dristig boghandler fandt på at lade den gennemsigtige plastpose med papirerne lægge ind mellem siderne i en af de utallige, middelmådige krimier, der flyver ud af boghandlerne." Igen krimierne, deres middelmådighed og deres salg og deres oppositionelle status til den, åh, rigtige litteratur. Why bother. Det er så defensivt. Det er mistænkeligt - når Henrik Palle fx bliver nødt til at understrege at den altså findes, den litterære kvalitet, så bliver man helt i tvivl ... Er det nødvendigt at råbe op om, er han selv kommet i tvivl, hvad sker der mon. Hvorfor fremhæver de ikke bare bøgerne, hvorfor viser de ikke bare alt dette fantastiske, hvorfor stoler de ikke mere på sig selv. Nå jo, Ib Michael henviser godt nok til sine egne bøger som noget fantastisk og overset ... Den fjerde tekst jeg læste var Karsten R. S. Ifversens anmeldelse af Lejren af Oskar K. og Dorte Karrebæk. Jeg havde allerede set mig sur på anmeldelsen før jeg gik igang, for hvorfor skal arkitekturanmelderen nu læse børnebøger, jeg mener: jeg har da aldrig set en arkitekturanmeldelse i Politiken af Steffen Larsen for eksempel. Men så er den faktisk så klar, den anmeldelse, den forholder sig til bogen, til den tradition den indgår i, til hvad det mon kan betyde, hvordan den kan læses, på hvilke baggrund anmelderen træffer sin værdidom (for der skal jo gives hjerter), anmelderen tager bogen alvorligt og tænker med (eller mod) den. Ifversen skriver blandt andet: "...netop denne generelle erfaring kræver en behandling, der er langt mere præcist diagnosticerende end den åndeligt forfladigende sammenligning af opdragelse og skolesystem med koncentrationslejr og asylcenter, som Lejren præsenterer. Parret Oscar K og Dorte Karrebæk roses for deres mod til at bryde tabuer med deres rigtig triste billedbøger for børn. Det er da heller ikke tonen, der generer mig i Lejren, det er sammenligningens mangel på etisk nuancering. Den er udtryk for den samme åndelige slaphed, som man møder hos folk, der kalder alt, hvad de ikke bryder sig om, for fascistisk." Når jeg kommer til beholder vi Ifversen som anmelder af børnelitteratur blandt andet.