onsdag, december 22, 2010

Rejsebrev fra Los Angeles

[i anledning af højtiden, vejret, kulden, et rejsebrev fra somewhere else, netop trykt i det finske tidsskrift Kontur]

Den sidste dag i Los Angeles var begivenhedsrig. Det begyndte ellers med at jeg sad tre timer med al min bagage på en veranda på Elm Street og ventede på en fyr der aldrig dukkede op. En vens ven. Klokken 10 havde vi aftalt, så kunne han rigtig nå at vise mig rundt når det nu var min sidste dag. Særligt et lille museum med et underligt navn, The Museum of Jurrasic Technology, skulle der være noget ved. Ann og Matt som jeg havde boet hos tilbød mig at vente på Robert indenfor, de skulle afsted på deres cykler til en brunch. Jeg afslog. Vejret var godt og han skulle snart dukke op. Det gjorde han selvfølgelig ikke. Jeg ringede til ham flere gange uden held og efterhånden med en slags dårlig samvittighed, hvis nu der var sket noget alvorligt. Han havde drukket sig fuld med en ven og hans telefon var løbet tør for strøm og han var crashet hos vennen og han var lige vågnet og han var først kommet tilbage til LA nu, det fortalte han senere i telefonen; I'm so sorry, man. Der var jeg allerede kravlet over et plankeværk og ind af et vindue, imens jeg inderligt håbede at ingen af naboerne ville ringe efter politiet.

Det var min første gang i Los Angeles. En enorm by, uden centrum, med mange centre. 17 millioner mennesker bor der i og omkring byen, de fleste huse er ikke mere end et par etager høje, it's widespread. Det er nødvendigt med bil, alle har bil, man kører alle steder og flersporede motorveje går midt igennem byen. I stedet for at tage på museum med Robert tog jeg bussen downtown og gik på en af Museum of Contremporary Art - MOCA -'s afdelinger. Mark Rothko, Jackson Pollock, det er som McDonalds eller Seven-Eleven, home away from home, så hjemligt og trygt. Måden pigmenten på Rothkos billeder får rummet til at sitre på. Bagefter ville jeg have noget at spise. MOCA ligger blandt en masse skyskrabere, banker, hovedsæder og fancy hoteller. På gadeplan var der mennesketomt, det var søndag, der var en susen fra motorvejen under mig. Når der endelig er et sted der er egnet til fodgængere er der intet sted at gå hen. Det er pengene der udrydder al liv. Huslejerne. Det er det samme i alle storbyer jeg kender, hvide huller i hjertet af byen; er det ikke et stykke mislykket by. Jeg mødtes med Ann og Matt på Redcat, CalArts showroom downtown, i den Frank O. Gehry-tegnede Disney Concert Hall. CalArts er California Institute of the Arts, et af de kreative kraftcentre i byen. En af professorerne holdt releaseparty for en bog han havde redigeret om Art, Architecture, Pedagogy: Experiments in Learning. Implementeringen af en neo-liberal uddannelsesmodel hvor de offentlige tilskud fortsat formindskes og brugerbetalingen fortsat forøges vil uden tvivl ramme universiteternes institutter for kunst og kultur, da administratorerne vil bruge finanskrisen som undskyldning for at foretage drastiske nedskæringer på finansieringen af institutter som man har besluttet sig for er unødvendige. Skriver Ken Ehrlich i sit forord. Det lyder jo bekendt, jeg købte bogen for 7 dollars og bagefter spiste vi hurtigt i Chinatown, før vi skulle videre til en poesioplæsning et andet sted. Der er flere Chinatowns i Los Angeles, flere Koreatowns, den største Thai-befolkning udenfor Thailand findes i LA; Jeg tror vi har flest af de fleste folkefærd udenfor deres hjemlande, sagde Ann i bilen og da jeg spurgte hende hvorfor hun troede det var sådan; Well, er der en, kommer der flere. Så var vi fremme ved et lille teater hvor en lokal digter skulle performe, han var ikke en særlig god digter, men en udmærket performer. Politisk korrekt. Det var vist mere meningen at man skulle bedømme hans poesi på dets moralske kvaliteter, hvis man kan kalde det det, end på de formelle. Det var noget værre noget med slaverne, det var noget værre noget med lynchningerne, noget værre noget med folkemordet i Rwanda og noget værre noget med Rodney King. Og jo, jo, det er det da. Noget værre noget.

Robert havde arrangeret et lille gettogether; efter at være blevet brændt så grundigt af regnede jeg med at det var aflyst, men det var det ikke, fik jeg at vide, der var allerede omkring ti-femten personer da vi kom. Vin og øl og snak, jeg kendte et par af digterne fra deres arbejder eller fra omtalen af dem, en af dem havde taget manuskriptet til sin næste bog med til mig i gave, den udkommer først næste år, meget generøst. Jeg havde skrevet til ham at jeg havde undervist i hans debutbog og at jeg meget gerne ville møde ham og tale om den. Now that you like my first book, I thought... Han ville give mig manuskriptet, men afbrød sig selv midt i bevægelsen; Hey, do you like my book. Det var det jeg gerne ville tale med ham om. Hans bog var god og spændende, no doubt, men var den ikke også problematisk, hvor går grænsen - eller mere generelt, når man arbejder med klichéer og stereotyper og fordomme som han gør: hvordan skelner man imellem om det man laver er et kritisk arbejde med stereotypen eller blot en reproduktion af den. Han så forbavset ud. Hvad synes dine studerende om digtene. Jeg fortalte ham det, hele skalaen var så nogenlunde repræsenteret. Det blev alligevel til en god diskussion. Senere, da han skulle læse fra de nye digte, indledte han med at sige: See, Martin, this is for you, then you'll understand. Af de seks-syv oplæsninger var min favorit klart den sidste. En ung fyr der tjente 1000 dollars om måneden, nok til at få det til at løbe rundt som han sagde, på at skrive debatindlæg på en side om skaldethed for det firma der ejede siden og solgte forskellige mirakelkure mod skaldethed. Hans job bestod i at oprette en række forskellige profiler og poste debatindlæg og skrive kommentarer til dem. Jeg vil skyde på at 97% af alt der er skrevet på det site er skrevet af mig, sagde han. De falske profilers portrætfoto fandt han ved at klikke sig rundt på Facebook og snuppe billeder af folk. Han læste en håndfuld tekster fra sitet op. Alle mulige refleksioner over at være skaldet eller at være ved at blive det, hvordan man skulle tage det, hvad man kunne gøre ved det. Blandt andet læste han en lang tråd op om hvorvidt det kunne tænkes at man kunne modvirke skaldethed ved at smøre sæd på issen - det er jo godt for huden ved man - og i positivt fald: hvad var bedst: dyresæd eller menneskesæd. Endelig et ordentligt stykke creative writing. Vi brød op ved halvettiden, alle gik ud til deres biler, ingen chauffører virkede berusede. Jeg kørte med Ann hjem og sov i hende og Matts lænestol med al tøjet på, klar til at springe op og ud af døren med mine ting, ud til shuttlebussen jeg havde bestilt og som to timer senere ville køre mig til lufthavnen, til terminal 5, til flyet til New York.

1 kommentar:

recitat sagde ...

dem må du gerne skrive flere af. tak for deling.