tirsdag, april 27, 2010

(...) I Danmark er der en lang tradition for at opfatte avantgarden med skepsis. Ikke blot er antiintellektualismen og snusfornuften stærk her i landet, der er også en solid midtersøgende pragmatisme og traditionalisme i både kritikerstanden og blandt de akademiske forskere, der skriver kunst- og kulturhistorierne: til højre holder man på de evige værdier, til venstre på det samfundsengagerede og letforståelige og i midten råbes der på brede samtidsromaner og mere følelse i kunsten. Radikalt formeksperimenterende kunst opfattes derimod samstemmende som noget overfladisk pjat eller ren provokation: Lutter luftsteg og vindfrikadeller uden næringsværdi.
- Tania Ørum og Marianne Ping Huang i indledningen til den digre og anbefalelsesværdige En tradition af opbrud - Avantgardernes tradition og politik, der udkom på Forlaget Spring i 2005.

4 kommentarer:

nexø sagde ...

Er avantgarden intellektuel?

Nonine sagde ...

det står der jo ikke nødvendigvis
at den er ...

men en anti-intellektualistisk tilgang til avantgarden er næppe en særlig frugtbar strategi

Fucked Up Forlag sagde ...

Avantgarden, som delvist var et oprør mod intellektualismen, delvist lige det modsatte, intellektualiseres.

Lars-Emil Woetmann Nielsen sagde ...

det kommer nok an på hvad man mener med det avantgarde, hvilken avantgarde man taler om. Der tales sjældent om det samme. En formalistisk opfattelse - dvs. avantgarde som radikal formeksperimentering - kan vel godt kaldes intellektuel i det omfang, at den er sig selv bevidst. Og det er den.