fredag, november 13, 2009

Hvedekorn reddet

PRESSEMEDDELELSE, 13. NOVEMBER 2009



Rosinante&Co har overtaget kunst- og lyriktidsskriftet Hvedekorn fra Borgens Forlag. Hvedekorn udkom første gang i 1920. Tidsskriftet redigeres af forfatteren og litteraturanmelderen Lars Bukdahl sammen med billedkunstredaktøren Christian Vind. Lars Bukdahls forgængere på redaktørposten har bl.a. været Halfdan Rasmussen, Ivan Malinowski, Torben Brostrøm og Poul Borum. Mange af de største danske digtere, som fx Benny Andersen, Inger Christensen, Klaus Rifbjerg, Peter Laugesen, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen er debuteret i Hvedekorn.

Forlægger Jakob Malling Lambert fra Rosinante&Co siger: "Som et litterært forlag er vi begejstrede for aftalen. Hvedekorn har gennem 90 år været et pejlemærke for dansk poesi. Det skal blive en fornøjelse at få lov til at videreføre tidsskriftet, som Borgen har forvaltet så fornemt i mange år. Jeg er glad for at Rosinante&Co kan tilbyde trygge rammer for bladet og byder velkommen i et levende miljø af forfattere og forlagsfolk."

Lars Bukdahl siger: "Jeg er på Hvedekorns og poesiens vegne ovenud lykkelig over, at Rosinante&Co har sagt ja til at blive Hvedekorns nye forlag. Hvedekorn har brug for et trygt forlagshjem med litterært højt til loftet, og det er akkurat, hvad det får i Rosinante&Co. Nu kan unge, ustyrlige talenter også fremover få svar på tiltale, og vi andre kan sort på hvidt få lov at følge deres første, tøvende skridt, side om side med veteraners drevne og dristige dansetrin. Tak til Borgen for deres hjerterum i 45 år! Nu begynder en ny, poetisk æra hos Rosinante&Co, og jeg glæder mig vildt!"

Som noget nyt indgår Hvedekorn fremover i et fast samarbejde med DR. Hvert nyt nummer af Hvedekorn vil være repræsenteret med forfattere og tekster i DRs digitale litteraturklub for ny litteratur, DR Testklubben. Og en række af de talenter, som Hvedekorn graver frem, vil fremover løbende indgå i DRs litteraturprogrammer og events.

Borgen udgiver endnu ét nummer af Hvedekorn i begyndelsen af 2010, hvorefter Rosinante&Co tager over.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Lars Bukdahl, 26 81 04 13

Jakob Malling Lambert 29 64 08 58



Venlige hilsner

Rosinante&Co

Ingen kommentarer:

Kornkammer er flyttet!

og findes nu på KORNKAMMER.DK