Hvorfor skriver du?
Jeg blev spurgt om, hvorfor jeg skrev. Det er et klassisk
spørgsmål. Tidligere havde jeg været irriteret over at få
spørgsmålet. Spørgsmålet rummer ofte en forventning om,
at man udtrykker sig selv. Det forestiller jeg mig i hvert fald.
Deraf irritationen. Faldgruberne i det. For personligt. For
intellektuelt. For køligt. For ekspressivt. Det er noget, du forhandler
med teksten om, siger jeg. Hele tiden forhandler du
med teksten om, hvorfor den er skrevet. Eller rettere, teksten
spørger dig. Eller vi spørger hinanden. Der pågår hele tiden
en forhandling: Hvad er en tekst? Hvad er kunst? Hvad er et
menneske? Det er selvfølgelig eksistentielle positioner, siger
jeg. Måske skulle jeg have sagt humanistiske. At tekster har
noget med mennesker at gøre. Men hvis de ikke havde med
mennesker at gøre, hvad skulle jeg så sige? At tekster havde
med dyr at gøre? Med sig selv at gøre? Det er meningsløst.
Det kan godt være, at teksten lader, som om den ikke ved, at
den er skrevet, eller at der ikke findes et rum uden for denne.
Men at lade, som om vi ikke ved det, er meningsløst.

- Pablo Llambías fra tekststykkerne Lidt om at undervise
i skrivekunst i Trappe Tusinde #3, 2009.