fredag, september 04, 2009

Den Blå Port på Underwood 8/9/2009

5 kommentarer:

Martin Glaz Serup sagde ...

For at fejre udgivelsen af Den Blå Port 82 indbyder redaktionen til reception tirsdag d. 8. september kl. 20 på Underwood Ink., Ryesgade 30A, 2200 København N.



Der vil være smagsprøver fra det nye nummer: oplæsning ved Dorthe Nors og Rasmus Graff, og redaktionelt divertissement bl.a. Jan Erik Vold på dansk: 8 fuldstændig friske, skønt 40 år gamle, kykelipi-digte.



Porten står og udkommer fra og med næste nummer på Forlaget Vandkunsten.

Det er der også grund til at fejre!



På gensyn TIRSDAG · 8/9 · AFTEN · DEN BLÅ PORT 82 · HUSK DET · OG KOM · FORBI



Den Blå Port




Om nummeret:



”Dehnungstreifen” betyder strækmærker, ”Aprikose” såmænd bare abrikoser. Ordene er udklip fra Herta Müllers collage - skabt til Inger Christensen i forbindelse med en mindeoplæsning for digteren. Den pryder forsiden af Den Blå Port 82 og findes oversat af Karsten Sand Iversen inde i nummeret. Her vil man også kunne finde ORGANISATIONSFORMER, collager af Jesper Fabricius. Plus historiske eksempler på collagelitteratur. Harald Landt Mombergs poly-linguale digt La Victoire trykt i det legendariske tidsskrift Der Sturm, 1923, men ikke tidligere publiceret i Danmark, såvel som den kosmopolitiske avantgardedigter Blaise Cendrars ”elastiske” nyhedsdigt Sidste time, 1919.



Nummerets kritiske artikler behandler forskellige litterære metoder til efterbehandling af allerede eksisterende tekstmateriale, Thomas Hvid Kromann i artiklen Out of the Garbage, into the Book – Om litterære approprieringsstrategier; mens Lars Movin ser nærmere på William S. Burroughs, Brion Gysin og cut-up i Take it to Cut City. Oversat fra amerikansk er Kenneth Goldsmiths essay Om konceptuel skrivning. ”Udefra” er denne gang af den amerikanske forfatter Stacey d’Erasmo, der skriver om ”den seksuelle identitets afslutning” i den samtidige anglo-amerikanske roman.



Tilløb til repræsentation i Kristofer Hultenbergs underfundige tegninger og mere visuelt ved claus ejner og Lisa Strömbeck. Der er uddrag fra Martin Glaz Serups kommende Marken og lister af Dorthe Nors. Et digt af Grezgorz Wróblewski. Og ansøgning fra en af Anders Fogh Rasmussens kombattanter i ansøgerfeltet til stillingen som NATOs generalsekretær. 83-årige Knud Pedersen.



Den norske digter, jazz-artist, oversætter m.m. Jan Erik Vold fylder 70 dette efterår. Han har 22 digtsamlinger bag sig. Til dansk er kun oversat JEV’s redigering af Ruth Maiers dagbog (2008). Og sporadiske tekster i tidsskrifter. Her kommer heldigvis lidt mere. 8 digte fra hans 40 år gamle, men stadig dugfriske samling kykelipi.



Redaktionen består af: Gitte Broeng, Mathilde Walter Clark, Torben Jelsbak, Nikolaj Zeuthen

Erik sagde ...

Portens redaktion burde fremtrylle et hyldestdigt til den visionære Søren Møller Christensen (Hurra for ham!)

Martin Glaz Serup sagde ...

Hey Erik,

Måske kunne du lægge grunden til sådan et digt? Jeg gad fx til en start godt at vide hvem denne SMC er?

/M.

Erik sagde ...

SMC er forlægger (Vandkunsten).

Martin Glaz Serup sagde ...

Vandkunsten styrer!

Kornkammer er flyttet!

og findes nu på KORNKAMMER.DK