Er det egentlig ikke også krænkende, for ikke at sige elitært og udemokratisk, med alle de bøger om matematik, fysik og filosofi, som ingen forstår et ord af, med mindre man har studeret i 7 år? Bare fordi forfatterne ikke gider skrive, så vi andre kan forstå det, og som nogle få plattenslagere, der kalder sig ”videnskabsjournalister” så skal gøre sig til af at skulle promovere og ”forklare” for os andre med deres popsmarte og indforståede pseudoakademiske jargon, udelukkende for at profilere sig selv i medierne.
Hvor krænkende er det ikke for ens demokratiske rettigheder som almindelig læser at møde et værk som ”Enten eller”, eller hvad det nu hedder? Hvad angår det alle os andre, at en eller anden slapsvans af en filosof ikke kan beslutte sig til noget som helst? Giv ham dog et igangsætterkursus! Og lær ham så lidt om rettigheder og pligter! Hvor krænkende for almindelige læsere er ikke Einsteins relativitetsteori? Han kunne have startet en diskussionsklub for de få nørder, der foregav at forstå den. Men næ, nej, det skulle der bruges spalteplads på! Så alle vi andre rigtig kunne føle os dumme, og så han kunne føre sig frem med titlen forfatter. Ja, for atomfysiker var vel ikke fint nok for herren. ”Den virker”, påstår de, men uden i øvrigt at kunne argumentere overbevisende for det. Virker på hvad, siger jeg bare. Ikke på mig eller nogle af mine venner i hvert fald.
Eller da man udgav et fuldstændig uforståeligt makværk, de kaldte ”Fysik for de højere klasser”. Hvad mener de egentlig? Hvem tror de, de er? ”Højere klasser”! Vor Herre bevares. Udgivelsen af den slags elitære, selvbestaltede ”oversete hovedværker”, som klart ville placere sig i bunden af enhver bestsellerliste, støttes og betales vel også af staten, så nogle få kan rende rundt og spille smarte på skatteydernes regning?!
lørdag, april 04, 2009
Vibeke Henningsen har jo ret:
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Ret i hvad?
I at fysikere læser andre fysikere, og filosoffer læser andre filosoffer og digtere læser andre digtere, og komponister lytter til andre komponister, og vi almindelige læsere læser Hulebjørnens Klan, og hvor ender vi, hvis det snart bliver ved … ;-)
Jeg skulle nok have afsluttet mit indlæg med en smiley, for det var ment som en spøg. Men måske er emnet for alvorligt til at spøge med, fordi det i så høj grad berører vores selvfølelse?
Jeg læser selv stort set alt jeg falder over og har tid til at læse, både såkaldt smal og såkaldt mainstream litteratur, skønlitteratur såvel som faglitteratur og også en del specialiseret faglitteratur som jeg umiddelbart ikke forstår ret meget af, men som jeg måske en dag kommer til at forstå, hvis jeg bliver tilstrækkelig opsat på det og ellers har evnerne til det og kan skaffe mig den nødvendige baggrundsviden. (I den kategori opfatter jeg altså mig selv som en almindelig læser, foruden en nysgerrig læser.) Hvis jeg må erkende, at det har jeg ikke - og det sker ofte når jeg f.eks. læser højt specialiseret naturvidenskabelig litteratur - ja, så glæder det mig, at det er der tilsyneladende andre der har. Jeg foretrækker alt andet lige at leve i et højt oplyst samfund.
Af og til bliver den smalle skønlitteratur, særligt lyrikken (ikke umiddelbart tilgængeligt indhold, lave salgstal og få biblioteksudlån) fremstillet som en hermetisk lukket maskine, som ikke har nogen værdi, alene fordi indholdet er ikke er umiddelbart tilgængeligt, den har lave salgstal og få udlån. Den, og en alt for begejstret formidling af den, fremstilles af og til næsten som en hån mod det som nogle kalder de almindelige læsere, hvem de så end i al almindelighed er. Det ene øjeblik fremstilles en bestemt skønlitterær bog, af en eller flere af ovenstående grunde, som smal litteratur, det næste øjeblik slår den igennem, f.eks. via mund-til-mund- metoden, eller fordi forfatteren har været i fjernsynet, med deraf følgende stigende salg og udlån og samtaler om bogen. Pludselig betragtes det som, om ikke ligefrem mainstreamlitteratur, så i hvert fald ikke længere som smal litteratur.
Min pointe var, at det samme kan siges om mange andre fagområder. Bøgerne kan have en samfundsmæssig værdi, selv om få læser dem, og endnu færre har en oplevelse af umiddelbart at forstå dem. De kan som følge af eksperimenter med form og undersøgelsesområde have stor og positiv påvirkning på fag- og skønlitteratur der ved udgivelsen vinder stor udbredelse, som så til gengæld kan bane vejen for, at de i udgangspunktet smalle bøger senere åbner sig for mange. Jeg ville nødig undvære den vekselvirkning.
I Steins 2.sektion kan man iaften "nyde" en værdikamps-sandwich: Flemming Rose i klemme mellem Anita Gab Bundegård og vores alle sammens Anna Libak.
Bon appetit!
Send en kommentar