Jeg synes stadig at idéen om en egentlig
Kritikerskole - fx som en overbygningsuddannelse på universitetet - er en rigtig god idé. Spørgsmålet er bare hvem der har
brug for disse kritikere, hvem der ville være parate til at tage imod dem, hvem vi kan afsætte dem til.
12 kommentarer:
Kære Martin,
nu tilbage fra Dublin, storslået litterær by (det går lige fra et fragment af Paulus' brev til romerne, over Book of Kells til Joyce og Beckett).
Og så tilbage til gode gamle kedelige Kbh, hvor der som vanlig stort set intet sker, bortset fra det sædvanlige lommeuld, Libak skriver åbenbart fjoget i WA (hvorfor er det de åbenbart insisterer på at have ukyndige folk som litt.redaktører?), Tue tager pause, fordi han skal have en stilling på uni, folk bitcher lidt hist og pist, the usual.
Men en Kritikerskole: 1, for det første er der jo et veldokumenteret behov, fsv alle dagblade og nu også tidsskrifter bringer anmeldelser, omend af stærkt svingende karakter i farvandet mellem den egentlige tekstanalyse og så den hastige skitse; læserne er der, det ved vi også. 2, for det andet er det imidlertid sådan, at anmeldelser er ekstremt ringe lønnet - medens en doven redaktør på WA eller en slap journalist på Politiken snildt kan tjene 50-60 stykker om måneden, får anmeldere helt latterligt lidt for deres umage - og det man får, er som regel også det man betaler for. Hvis nu en anmelder fik en måned og fx 35.000 for en enkelt anmeldelse, og så fremdeles, så skulle vi nok se nogle overordentligt gennemarbejdede og gedigne tekster komme for dagen.
Nå, klokken som sædvanlig for mange, og du ved du har al min sympati i disse tider. Kh
Mikkel BZ
Hvordan kan det egentlig være at journalister får så meget i løn og spinatfugle så lidt?
Også stor sympati for ideen herfra.
Jeg tror, at man skal gøre som i Norge, nemlig en skole for kunstkritik. På en sådan "skole" eller uddannelse skulle man så kunne specialisere sig, fx i litteraturanmeldelser.
Og ja, hvorfor så ringe løn?? Det kan vi nok ikke ændre på desværre.
Kære Stefan,
ja, en rigtig god idé, det ville nok give bedre mening med en bredt anlagt model med mulighed for specialisering og differentiering.
Angående lønnen, så er der jo en transcendental kløft mellem journalister og humanister, der er helt bizar. Men jeg tror bestemt på det kan lade sig gøre at ændre tingenes tilstand; ellers vil det jo forblive sådan at anmelderkorpset består af unge og håbefulde spirer, der falder fra, og midaldrende lektorer og professorer, der laver lidt formidling ved siden af VIP-jobbets mange og støt stigende antal forpligtelser.
Som det er nu, underbyder alle humanister hinanden, dels pga af den etos der siger, at det er vulgært og irrelevant at befatte sig med penge (det er præcis derfor Information betaler absurd få penge især), og dels også fordi der jo notorisk er et overskud af humanister der gerne vil formidle, sådan at det er købers marked.
Og lige præcis på de to fronter vil vi kunne sætte ind. Dels ved en modificeret socialisering på fx en Kunstskole af en art (det kan vi jo se virker på fx Kunstakademiet), og dels også ved den anderledes konkurrence-situation der vil være, hvis vi langsomt får et lille, fremvoksende korpus af ekstremt dygtige og specialuddannede kritikere på banen.
Genoopstandelsen venter forude, i det mindste i Bibelen.
GH
MBZ
Og Martin, igen: tre millioner TAK for akut assistance.
Det er altid godt med bedre kritikere. Men meget af det, man skal kunne som kritiker, bør man jo allerede lære gennem en kandidatuddannelse i litteratudvidenskab eller dansk. Hvad er det egentlig, man skal lære, som man ikke lærer der? Man skal selvfølgelig have et sprog for kvalitet (det lærer man ikke på universitetet), men ellers ved jeg det ikke.
Noget andet er så, at hvis målet for kritikeruddannelsen er at blive dagbladsanmelder, ja, så er det af praktiske grunde helt dødfødt. Jeg mener, hvor mange af dem har vi brug for herhjemme? Lige nu har ingen af anmelderne en fuldtidsstilling; hvis man fjerner sig fra ønskedrømmeriet, så er der ikke meget, der tyder på radikalt andre forhold. Aviserne er pt. ret pressede på deres økonomi.
Lav et formidlingskursus, Mikkel, som de studerende kan vælge sig ind på som del af deres overbygning. Det er realistisk og lover ikke for meget. Men husk at fortæl dem, at der ikke er jobs til dem i den anden ende.
Tue, du har naturligvis ret i, at de studerende lærer det meste af det, de bør og skal kunne på en traditionel kandidatuddannelse. Men faktisk bliver de jo også præsenteret for en kanon, om man vil det eller ej, ofte ret ukritisk. Man læser sjældent dårlig litteratur på litterære uddannelser - til eksempel. Og ja, bl.a. derfor mangler de sprog for kvalitet. Jeg har selv forsøgt at undervise en smule i litterære kriterier, bl.a. med udgangspunkt i den diskussion dig og Mikkel ; - ) havde for et par år siden, hvor det blev til en længere og udmærket blog-smøre fra både din og Mikkels side.
Naturligvis er der ikke job i sigte, men at kunne skelne mellem skidt og kanel, og ikke mindst at kunne begrunde denne skelnen på kvalificeret vis, er måske heller ikke så dårligt endda, når man tænker på, hvor meget lort man udsættes for på alle niveauer fra youtube til fjernsynet.
Samtidig kunne en kritikerskole, som er mere bredt funderet, rent æstetisk, have den fordel, at de eventuelle anmeldere, der udklækkes, bliver mindre indspiste i forhold til deres specifikke område. Fx kunne jeg sagtens ønske mig danske filmanmeldere, som var mere kritiske i forhold til danske film, og måske endda også danske litteraturanmeldere, som var mere kritiske i forhold til dansk litteratur ;- )
Stefan K: En skole for kunstkritik i Norge? Nu blev jeg lige lidt forvirret, mener du masteruddannelsen på NTNU i Trondheim? Jeg ved ikke om den er praktisk rettet mod skrivning, men det er derimod FSL, Fria seminariet.
Og superkudos til Mikkel: "Hvis nu en anmelder fik en måned og fx 35.000 for en enkelt anmeldelse, og så fremdeles, så skulle vi nok se nogle overordentligt gennemarbejdede og gedigne tekster komme for dagen." Rock 'n' roll! Jeg vil nødig lyde som en drama queen, men de 2000 NOK jeg får pr. anmeldelse fra en avis, hvis socialistisk-klingende navn begynder at lyde ironisk, forslår som en skrædder i helvede. Jeg er nede på mine grædende knæ og i fuld fart på vej tilbage til de neonoplyste plejehjemsgange.
Et klokt hode sa en gang at for å bli en god litteraturkritiker, må man lese syv bøker i uken i syv år, og deretter fortsette på samme måte så lenge man vil krone seg med denne intellektuelle hedersbetegnelsen («kritiker»). Dette er vel først og fremst en noe insisterende måte å si at den eneste og avgjørende kvalifikasjonen for kritikergjerningen er en brennende, altoppslukende interesse for det man skriver om.
Har man den, hvorfor skulle man så trenge en utdannelse utover den sedvanlige humanistiske i språk, litteratur, filosofi, retorikk eller lignende? Eller rett og slett en humanistisk dannelse, i god gammeldags forstand (riktignok da utvidet med noen solide svømmeturer i de syrebadene humanismebegrepet er blitt utsatt for i det forløpne århundret)? Litteraturkritikk vil neppe noensinne kunne bli en (terminologisk og metodologisk) spesialisert nok virksomhet til å kunne regnes som en egen litteraturvitenskapelig faggren, og kompetansen som trengs for å kunne utmerke seg på området – utover kunnskapen og lesererfaringen, som er en nødvendig, men ikke tilstrekkelig forutsetning – er såvidt mye mer beslektet med kunstneriske og rent menneskelige egenskaper (vidd, temperament, empati, nysgjerrighet, vågemot, formuleringsevne osv.) at det vil være meningsløst å «undervise» i mer enn rudimentære deler av den. Det vil uansett bare være én blant hundre av studentene som kan kombinere interesse, kunnskap og talent på en måte som gjør at «kritiker» vil være en relevant merkelapp ved endt utdannelse, eller endog det man vil kunne fylle inn i selvangivelsen når man skal oppgi hva man har tjent til smør til brødet som i det forløpne år.
Riktignok har kritikervirket også en mer «faglig» side, men denne er vel tilnærmet umulig å sette på formel, og vil fort kunne befinne seg i en krisevariant av humanioras kontinuerlig legitimeringbehov overfor vitenskapsbegrepet, eller bli altfor yrkesrettet og pragmatisk rettet, noe som neppe er gagnlig for den friheten kritikeren bør føle overfor andre autoriteter enn sin egen dømmekraft og blikk for hva som mangler i det offentlige ordskiftet. I det å være brennende interessert i litteratur på den måten litteraturkritikere (erfarne eller in spe) er, inngår som en selvsagthet å følge med i de fortløpende diskusjoner i tidsskrifter, blogger, aviser etc., der de såkalte kriterier og (mindre såkalte) estetiske skoler & retninger, bud på tidsmessighet, relevant radikal tenkning, nødvendig problematisering av utsagnsposisjoner osv. er under kontinuerlig debatt. De kanoniske tekstene – både av skjønnlitterær og kritisk art – hentes der med jevne mellomrom opp igjen og prøves mot de forhåndenværende forhold; med andre ord vil de som er tilstrekkelig interessert gradvis tilegne seg de spørsmålene og referansene alle kritikere bør kunne ta stilling til. Noe som vel ellers er hva en kritikkutdannelse vil dreie seg om?
At man ikke tør å la en opplæring i det å diskutere kvalitet inngå i vanlige litteraturstudier, er vel først og fremst en følge av utdannelseseksplosjonen, ikke av at dette skulle være vesensfremmed for en litteraturvitenskapelig praksis. Den slags har jo vært med helt fra hermeneutikkens begynnelse, og forefinnes i rikt monn både hos nykritikerne og de russiske formalistene – selv om Bloom vel har rett i at akkurat denne delen av tankens linse som generelt fenomen er kraftig sløvet de siste tiårene (om enn ikke av de grunnene den evige polemikeren oppgir). Kurs i litteraturkritikk er en utmerket bestanddel i en humanistisk utdannelse, og selvfølgelig kan man holde slike på universitetet; det gjøres for eksempel i Bergen, der Erik Bjerck Hagen også har skrevet en (ujevn) lærebok med den programmatiske tittelen Litteraturkritikk (Universitetsforlaget, 2004), og både praktiserer og plederer for evaluative lesninger i Norsk litteraturvitenskapelig tidsskrift. Men en helt egen kritikerutdannelse? Det har jeg ennå ikke sett noen argumentere overbevisende for.
Som man ser av Tues og Mikkels stadige fyken-i-tottene på hverandre her og på andre blogger, eller av Susannes generelle fynd og klem, er de beste kritikerne ofte de mest stridbare (selv om jeg personlig ofte kunne ønske meg at gamle hermeneutiske dyder som lytting og innføling var tilsvarende velutviklet). Den tanken er fristende, at de vi har mest behov for at vier seg til kritikergjerningen, er de som vil ha mest imot Martins idé om en kritikerutdannelse. Det er de som vil kunne si som Emerson: «Truly speaking, it is not instruction, but provocation, that I can receive from another soul.»
@Audun: hvordan ser du på kunstskoler? Kunstakademier, forfatterskoler, musikkonservatorier, filmskoler?
Noget andet, mere generelt, hvis vi skal tale om afsætning, forestiller jeg mig langt fra at alle der gennemfører sådan en kritikeruddannelse faktisk går ud og bliver aktivt udøvende kritikere. Der må være mange andre steder de kan gøre gavn - som humanister generelt - en kritikeruddannelse kunne netop opøve kompetencer i nærlytning, eller hvad man skal kalde det, i mere generelle æstetiske og filosofiske problemstillinger, i kritik- og idéhistorie, i (vigtigt!) æstetiske kvailtetskriterier --- det er jo samfundsrelevant, det er at uddanne intellektuelle, ikke mindst til at holde et vågent øje med det samfund vi lever i og alle dets frembringelser, tænker jeg. Til eksempel er der vist omkring 40% af de folk der bliver uddannet fra Forfatterskolen i Danmark der ikke debuterer i bogform - men mange af dem får andre arbejder som undervisere, formidlere, redaktører, skribenter og andet, hvor deres praktiske og teoretiske indsigter i, ja, forfattergerningen med alt hvad det indebærer, er endda særdeles nyttigt, og ikke bare det: nødvendigt. For kvaliteten i deres arbejde. Der er jo altid andre der kan lave det samme dummere og bililgere og hurtigere, når jeg løseliggt tænker på sådan en kritikeruddannelse i en eller andne form, tænker jeg det som led i en opkvalificering af den offentlige debat, blandt meget andet.
Jeg drister meg til å blande meg i diskusjonen:
Jeg er enig med de av debattantene som påpeker at den litteraturvitenskapelige utdannelsen som tilbys ved universitetene, kombinert, som Audun påpeker, med en intens interesse og lidenskap for aktiviteten i feltet, bør være tilstrekkelig skolering i litteraturkritisk praksis. Likeledes er det riktig at kritikkens status svekkes av den sparsommelige avlønningen slike tekster avstedkommer.
Men status og lønn til side er det fremdeles mangt og meget som kan utrettes innenfor kritikken: Hvorfor skrives ikke flere lange forfatterskapsartikler? Hvor er de ambisiøse, grundige kritikkene? Er det bare manglende betaling som gjøre at det er for langt mellom disse? Ved å ta avstand fra de ekstreme kravene til aktualitet som i dag styrer en del av de viktigste foraer for kritikk, vil kritikeren ha en helt annen mulighet til å skrive godt og viktig.
Videre må vel kritikken ivareta sin kritiske funksjon i enda sterkere grad enn i dag. Nivelleringen og den stadige sløvingen av det kritiske apparatet som følge av overproduksjon og jevnt slett kvalitet i bokutgivelsene, er kanskje kritikkens største problem.
Personlig er jeg av den oppfatning at Erik Bjerck Hagens innsats for den evaluative lesningen er av enorm betydning, spesielt fordi han på svær konsekvent vis har tatt vurderingen inn i den akademiske varmen.
Kanskje er fokuset på profesjonaliseringen av kritikken et blindspor, eller en vei inn i en krig vi er dømt til å tape. I stedet kan kritikkens status heves gjennom å fornye andre interesser, andre fokus: Tidsskriftene må engasjere seg i den evaluative lesningen, kritikerne må kjempe for å få skrive om viktige bøker som ikke nødvendigvis er helt nye, og ikke minst må man kjempe for retten til å benytte det litteraturkritiske vokabularet i sin fulle bredde.
Det er i al fald tankevækkende, at kritikken har så skrabede vilkår, når den samtidig har så stor magt over forfatterskaberne ...
Er historien om kritikerskoler ikke historien om formel uddannelse generelt: Det er altid godt at blive oplyst,klogere og mere belæst, og et studium er ikke ligefrem skadeligt i så henseende. Men uddannelse er hverken en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse for at blive en god kritiker (eller forfatter osv.). Dette er dog ikke en indvendig mod tanken om at oprette en kritikerskole. Og i betragtning af samfundets stigende specialisering er det måske et naturligt skridt?
Uanset hvad kunne jeg godt tænke mig en større åbenhed og klarhed i kritikkens kvalitetsforestillinger. Jeg sidder selv og nørkler med en, intensitet, som dog ikke ligefrem glimrer ved sin klarhed. Men der er jo mange andre forestillinger og begreber på spil og mange, man uden store anstrengelser kunne fremdrage i kritikken. I stedet for at lade det være op til læseren at gennemskue, hvilke guder kritikeren abonnerer på?
Send en kommentar