tirsdag, marts 10, 2009

Sikke noget...

18 kommentarer:

Anonym sagde ...

Grow up.... op i røven med hvad Zangenberg mener om Bukdahl, og hvad Bukdahl mener om det hele.

Livet er for kort til dem begge, og vi savner nogle ordentlige, seriøse litteraturkritikere herhjemme. Bukdahl var god engang. Nu er han havnet i fast ansættelse hos den danske provinsielle avantgarde, med et ben i Hvedekorn og et andet i forfatterskolen. Man trænger til luft, suk.

Martin Glaz Serup sagde ...

Forfriskende!

Hvis vi skal udstede en efterlysning (og for mig gerne), hvordan ser sådan en eller sådan nogle seriøse litteraturkritikere så sådan cirka ud???

Anonym sagde ...

Her jeg også i tvivl? Men vi trænger til nogen (andre en Zangenberg), der taler Bukdahl lidt imod. Hans dagsorden har overlevet sig selv. Vi har heller ikke brug for anmeldere der stikker andre anmeldere til anmelderbossen, men for litteraturkritikere der gerne vil et andet sted hen med ny dansk litteratur, kritikere med visioner. Bukdahls kritik bliver så klaustrofobisk, den handler altid kun om dansk poesi i forhold til anden dansk poesi, om fnidder og fnadder fra forfatterskolen og hvad ved jeg, men sådan hænger verden ikke sammen mere, hvis den nogensinde har gjort det... Man skal løfte øjnene en smule tror jeg og spejde efter, dels mod hvad der sker i Norden som sådan og dels, naturligvis, i resten af verden.

Måske litteraturkritikere som er mere dedikerede. Et problem med flere af de "seriøse" litteraturkritikere er, at de betragter litteraturkritik som venstrehåndsarbejde, eller de bliver nødt til det, fordi deres primære arbejde er på universitetet osv. Her må man naturligvis beundre Bukdahl som er heroisk på det felt og heroisk i det hele taget, men hans kritik skriger da på et faderopgør alligevel.

Måske handler det om, at aviserne ligesom satser mere på det. Eller om at universiteterne uddanner litteraturkritikere. Det gør man fx i Norge. Det kunne vi også gøre herhjemme.

Altså et jobopslag der lyder: En dugfrisk kritiker-satan, M/K, helst under 30, der kommer og fortæller os allesammen, hvad fanden ny dansk litteratur bør gå ud på og går ud på. Vedkommende skal helst kunne performe i flere former for medier og gerne skrive selv, men vigtigst af alt: Vedkommende bør først og fremmest have en anden dagsorden end Bukdahls ; - )

nexø sagde ...

@Anonymm

Jeg ved ikke. Alle vil have opgør med Bukdahl, alligevel er der jo store opgør med ham i al fald hvert halve år - fra Jakob Levinsen, Katrine Marie Guldager, Kristian Ditlev Jensen osv. osv. osv. Og store dele af deres kritik er så upræcis og voldsom, at man ikke orker FØRST at navigere gennem det for SIDEN at præcisere, hvorfor man så ikke er enig med Lars om det og det og det.

Mht. til anmelderi som bijob, så er det jo fuldstændigt rigtigt og umuligt at gøre noget ved pt. I al fald for denne universitetsansatte dagbladsanmelder.

Anonym sagde ...

De er jo de forkerte til et opgør. Derfor bliver det netop ligegyldigt.

Et opgør skal komme fra neden, fx fra nogle af de elever, der går på forfatterskolen, eller andre steder fra i relation til dette. Men det er svært at være avantgarde overfor avantgarden. Måske man skulle prøve med andre midler, alvor fx?

Fucked Up Forlag sagde ...

Kudos til Anonym: "alvor fx?" Good one:) Og jeg er enig. Tænker forfatterskoleelever på at de også kan gøre kritikere af sig selv, eller er det Værket & Æren & Den Skønlitterære Aura som er alt? For min egen del ramte noget hårdt mig i hovedet cirka midtvejs på forfatterstudiet i Bø, cirka omkring et essay-kursus; kunne man ikke tænke lidt over hvad der egentlig er brug for, det forekommer mig at der er en enorm ubalance, vi har massevis af skrivere, men få gode (og med det mener jeg kritiske) læsere, og er ikke skrive-læse sider af samme sag? Vi taler i en evindelighed om litteratur som koncept og intervention and what not, hvilken slags skrift _gør_ faktisk dette (eller har potentiale til at gøre det) end kritikken? Men må advare om én ting: der er ingen business bygget omkring kritikeren, selvom hun skriver en slags skrift som ikke skiller sig så vældigt fra forfatterens så er kritikken et felt med næsten zero penge, stipendier, stillinger, alt. Ikke akkurat en nyhed, men ... ja, tilbage til ubalancen igen, essentielt tænker jeg at vi har et enormt kulturelt fordøjelsesproblem, en god begrundelse for en "skriver" at krydse over og gøre "læser" af sig, måske? I Sverige vrimler det jo iøvrigt med forfatterkritikere, her har vi hattene igen: Hellere ti hatte end én tiara! Siger Susanne fra sin udpost i det norske.

mai sagde ...

Der bør efter min mening være plads til mange forskellige slags kritikere, og uenigheder skal luftes. Men hvorfor bliver der dog så lavt til loftet og hvorfor udviser kritikerstanden så lidt rum for anerkendelse af hinandens forskellige strategier? Jeg synes ikke det er til at holde ud, at ikke så snart har Lars B. fået en formidlingspris, som vi da alle sammen burde være jubellykkelige for nu findes, før hans kollegaer falder over ham, nu senest Zangenberg i Information. Helt ærligt, hvad er det for en opvisning i nid og nag og et barnagtigt forurettet plan at diskutere på? Og hvor bliver litteraturen af?

Anonym sagde ...

Beklager, men absolut ikke en skid forfriskende; blot letkøbte og rodet romantiske holdninger Anonym her byder ind med. Endnu et opgør og endnu en revolte min bare bare. Hvad dansk litteratur har brug for er færre blogs. Ikke ingen blogs, men færre, grundigere blogs. Mødesteder, i stedet for dette kratluskeri hvor anonym spiser anonym og der ingen røg går af noget alligevel.
At kunne skelne det perifere fra det perifere, og en fiks ide fra en eftertanke.
Alvoren er ikke et dårligt sted at starte, men måske kunne man så også tage dialogen på nettet seriøst nok til ikke at lade alle pludselige indfald støje. Gå på facebook med din lette vrede. Twit et twit. Alt dette gælder naturligvis også dette indlæg. Der derfor slutter her

Anonym sagde ...

Til den sidste Anonymos (fra Rhodos),

du har så evigt ret, men anonymiteten kunne måske sætte kog på kedlen overfor inspisthed og kammerateri i branchen, som findes, men som ikke ekspliciteres. Jeg tror ikke det handler om formidlingspriser, gamle anmeldelser og sådan noget, selvom man sagtens kan formindske det til det, hvis ikke tør det andet

Anonym sagde ...

Tak skæbne...

Anonym sagde ...

Den anonymos fra rhodos eller hvor denne nu er fra, har da et umiskendeligt bukdahlsk tonefald, eller er det bare mig?

i øvrigt bemærkelsesværdigt at de litt. kritikere der blander sig, forsvarer bukdahl.

nå, men det er jo ikke liv eller død, det her, det handler vel bare om at Bukken ikke er så populær mere, og det er vel ok?

Anonym sagde ...

Men måske også om at blander man sig som ikke anonym, så er man prisgivet Bukkens hammer, enten med hovedet på bloggen eller i avisen...

mai sagde ...

Hvor er det dog synd for de bange anonyme! Come on.
Det handler ikke om at forsvare nogen, men om at anerkende forskellige praksisser. Det er hamrende uinteressant at diskutere Zangenberg versus Bukdahl ala mudderkastning, men derimod kunne det være interessant at diskutere litteraturen og de forskellige måder den bliver set på, tolket, brugt eller misbrugt og formidlet på. Hvordan kan det gøres bedre -ideelt set - og under de vilkår som anmelderen i dag bliver stillet fra redaktionens side?

Mikkel sagde ...

Det er rent ud forbøffende, så lavt og vagt niveauet er i disse tidsrøvende blogs, særlig når det gælder denne fuldkommen typiske, men ganske håbløse og håbløst "anonyme" personage.

Men også Martin, sic og ak, og selvsagt Tue (Flauberts Martinon op ad dage).

Et par korte ord:

1: præliminært - man skal altid medtænke, at en given journalist fortegner og vinkler en sag; i det konkrete tilfælde havde jeg vanvittig travlt og rablede lidt af mig på mobilen. Jeg mistænkte at vinklen lå fast - og det gjorde den da også, for fuld skrue i Information. Dvs en lettere tendentiøs 100-linjer, der siger at Zang og Bukh er fuldkommen åndssvage....og øh-bøh.

Besynderligt, at ikke flere medtænker det simple forhold, at man altid skal tage en journalists gengivelse med et stort gran salt.

2: nærmer vi os dernæst substansen, fsv der findes en sådan, må den kunne adskilles i flere separate aspekter; a. det normative spm om, hvad en "god kritiker" er, og i præcis hvilke historiske og sociale sammenhænge man ønsker at knæsætte en sådan bestemmelse og fordring (præcis hvilken funktion, og hvilken type funktion, skal en kritiker kunne udfylde?); b. spørgsmålet om, hvad god litteraturkritik er og bør være, i krydsfeltet mellem ideale drømme, og meget konkrete, socio-økonomiske og såk. materielle omstændigheder, hvor fx magtkampe mellem aviser og enkelt-kritikere spiller en ikke uvæsentlig rolle - og altid vil gøre det; 3. spørgsmålet om, hvilken type diversitet, vi med rette kan efterlyse på kritikkens område: præcis på hvilke måder, er det interessant og frugtbart at have meget forskellige slags offentlige kritikere, hvadenten på blogs, i aviser, i tv, på Facebook, etc?).

Og hvad mener vi her med "litteraturen" - skal kritikken især kere sig om den ganske nye og alene danske litteratur, eller skal den orientere sig i forhold til verdenslitteraturen i bred forstand? Hvordan skal kritikken ordne sin relation til poetik, æstetik og litteraturvidenskab?


Og meget mere endnu. Det kunne der være god grund til at diskutere rigtigt - og uden fedtede dagordener og retoriske manøvrer.
Men vi kan inden da bemærke, at alle mulige anonyme kandestøbere af studentikost tilsnit spilder mange ineffektive ord på meget lidt
.....og, tja, vi har nogle udmærkede kritikere herhjemme også, fx Tue, Lilian, jeg selv naturligvis, Bukh også selvfølgelig.
Hvis man ulejliger sig med at læse de gamle, idealiserede skandi-typer, som fx Tom Kristensen, Poul Borum og fx svenske Gunnar Ekelöfs kritik (prøv det), så kan man uden videre argumentere for, at kritikkens niveau uden videre er højnet siden de såkaldt gode gamle dage. Og sammenligner vi med Hallberg og Engdahl fx, står det også glimrende til hertillands.

Med venlig hilsen fra en fuldkommen ikke-anonym MBZ, der takker af efter et ørkesløst besøg i blogosfærens bizart amatøragtige univers. Og nu tilbage til Musil -

Martin Glaz Serup sagde ...

TAN: Kiss and tell.

Lars Bukdahl sagde ...

Jeg fandt lige den her gamle tekst skrevet til gud ved hvilket institutblad:

KRITIK ER MANIFEST!

1. KRITIK ER KRITIK AF (OG SOM) K., JOSEF K.!
2. KRITIK ER ER KRITIK AF (OG SOM ) K.R., KLAUS RIFBJERG! (jf. dagens WA)
3. KRITIK ER EN KRIG!
4. KRITIK ER ET KRIDT!
5. KRITIK ER EN RITE!
6. KRITIK ER I.T., INFORMATIONSTEKNOLOGI!
7. KRITIK ER TICS!
8. KRITIK ER, IK'?!
9. KRITIK ER EN MANI!
10. KRITIK ER EN FEST!
(PS: en krtiker er i besiddelse af ildhu, nysgerrighed, litteratursans, signalementssult, belæsthed, agendaer, idiosynkrasi, stil, stemme, genrebevidsthed, forskelsvilje, formidlingskraft m.m.)
kh Lars, selvarkivar

Mikkel sagde ...

Dobbelt surprise: 1, Bukdahls definition og beskrivelse i manifestet passer som en prik på den mest flatterende forestilling om - hvem mon: Bukdahl...., et pragtfuldt selvmål; 2, Bukdahls udspil er hidtil det klart mest præcise og perspektivrige her på stedet, selvom konkurrencen jo ikke just er overvældende; og når jeg læser de anonyme indlæg her, føler jeg næsten en varm ømhed vælde op overfor den arme, afgående Bukdahl, som jo immervæk altså også har en del GODE kvaliteter.

Og nu har jeg læst Bukdahls blog-entré, og har en del principielle, ikke-fnidrede bemærkninger til dem; desværre kan man vist ikke respondere på hans WA-blog?

Anyways, bon soir fra MBZ.

Anonym sagde ...

11. Kritik er kærlighed.