Mest både produktiv og konstruktiv synes jeg at Mikkel Bruun Zangenbergs kommentar er, med sine forslag til forskellige veje man kan gå, forskellige takes man kan tage. Hvis alle er enige i at det er uinteressant at diskutere Zangenberg vs Bukdahl så hold da op med at bruge mere energi på det. Istedet kunne man tage fat omkring spørgsmål som hvad er god kritik? (og med den, altså: hvad er en god kritiker) og hvad med litteraturen? (som Mai Misfeldt skriver i en kommentar).
Mikkel Bruun Zangenberg skriver i Kornkammer-kommentarfeltet, her løftet ud på forsiden:
Det er rent ud forbøffende, så lavt og vagt niveauet er i disse tidsrøvende blogs, særlig når det gælder denne fuldkommen typiske, men ganske håbløse og håbløst "anonyme" personage.
Men også Martin, sic og ak, og selvsagt Tue (Flauberts Martinon op ad dage).
Et par korte ord:
1: præliminært - man skal altid medtænke, at en given journalist fortegner og vinkler en sag; i det konkrete tilfælde havde jeg vanvittig travlt og rablede lidt af mig på mobilen. Jeg mistænkte at vinklen lå fast - og det gjorde den da også, for fuld skrue i Information. Dvs en lettere tendentiøs 100-linjer, der siger at Zang og Bukh er fuldkommen åndssvage....og øh-bøh.
Besynderligt, at ikke flere medtænker det simple forhold, at man altid skal tage en journalists gengivelse med et stort gran salt.
2: nærmer vi os dernæst substansen, fsv der findes en sådan, må den kunne adskilles i flere separate aspekter; a. det normative spm om, hvad en "god kritiker" er, og i præcis hvilke historiske og sociale sammenhænge man ønsker at knæsætte en sådan bestemmelse og fordring (præcis hvilken funktion, og hvilken type funktion, skal en kritiker kunne udfylde?); b. spørgsmålet om, hvad god litteraturkritik er og bør være, i krydsfeltet mellem ideale drømme, og meget konkrete, socio-økonomiske og såk. materielle omstændigheder, hvor fx magtkampe mellem aviser og enkelt-kritikere spiller en ikke uvæsentlig rolle - og altid vil gøre det; 3. spørgsmålet om, hvilken type diversitet, vi med rette kan efterlyse på kritikkens område: præcis på hvilke måder, er det interessant og frugtbart at have meget forskellige slags offentlige kritikere, hvadenten på blogs, i aviser, i tv, på Facebook, etc?).
Og hvad mener vi her med "litteraturen" - skal kritikken især kere sig om den ganske nye og alene danske litteratur, eller skal den orientere sig i forhold til verdenslitteraturen i bred forstand? Hvordan skal kritikken ordne sin relation til poetik, æstetik og litteraturvidenskab?
Og meget mere endnu. Det kunne der være god grund til at diskutere rigtigt - og uden fedtede dagordener og retoriske manøvrer.
Men vi kan inden da bemærke, at alle mulige anonyme kandestøbere af studentikost tilsnit spilder mange ineffektive ord på meget lidt
.....og, tja, vi har nogle udmærkede kritikere herhjemme også, fx Tue, Lilian, jeg selv naturligvis, Bukh også selvfølgelig.
Hvis man ulejliger sig med at læse de gamle, idealiserede skandi-typer, som fx Tom Kristensen, Poul Borum og fx svenske Gunnar Ekelöfs kritik (prøv det), så kan man uden videre argumentere for, at kritikkens niveau uden videre er højnet siden de såkaldt gode gamle dage. Og sammenligner vi med Hallberg og Engdahl fx, står det også glimrende til hertillands.
Med venlig hilsen fra en fuldkommen ikke-anonym MBZ, der takker af efter et ørkesløst besøg i blogosfærens bizart amatøragtige univers. Og nu tilbage til Musil -
27 kommentarer:
Øv, litteraturkritikken i Danmark er mye mer sexy. Vi vil også ha kritikerfejder i Norge. Import! Import!
Allerførst: Hail to the chief: Sjklovskij. Ham kunne vi sagtens have brug for i dag. Hele hans idé om at litteraturen og kunsten så at sige forsinker vores perception, og derved får os til at sanse igen, er jo fantastisk og kunne være en blid modbrise i disse kognitive tider.
Og så lige en kommentar til Mikkels kommentar:
For det første synes jeg at denne måske onkelagtige høhø-måde at omtale bloggens litterære offentlighed på måske er lidt nedladende og passé. Naturligvis er anonymiteten et problem, men der udfolder sig rent FAKTISK en litterær offentlighed her (og jeg mener blogosfæren generelt, ikke nødvendigvis denne specifikke diskussion), som jeg mener, at man bør alvorligt (og som Information fx tager alvorligt, hvorved de udmærker sig fra andre danske aviser), og selvom de anonyme bemærkninger gu fanden er studentikose, så er kritikken af Tues fremhævning af dine idiosynkrasier jo på sin plads, synes jeg. Det har aldrig været interessant, så vidt jeg kan se.
Dernæst vil jeg sige, at litteraturtidsskrifterne jo også er begyndt at anmelde udvalgte ting, det gælder både Kritik, K&K og andre. Dertil kommer Standart (som faktisk har en høj standard hvad anmeldelser angår), men som sjældent tages alvorlig - Guderne må vide hvorfor? Og sidst, men ikke mindst, de sites på nettet bl.a. Sentura, hvor jeg selv af og til anmelder, som faktisk også leverer ganske pæne ting, skal jeg sige det selv (og det kan jeg ved næppe, men alligevel). Man kunne også nævne LitLive som et sted med, ja af og til, fremragende anmeldelser og på tværs af landegrænser, hvilket er inspirerende.
Den bedste litteraturkritik i mine øjne foregår derfor ikke nødvendigvis i de store dagblade, hvor man ofte støder ind i halvdårlige og sjuskede anmeldelser, men ja, naturligvis også mange gode ting af dig og de andre du nævner. Der er jo ingen, der er i tvivl om jeres kompetencer, tror jeg ikke- jeg er i hvert fald ikke - men de skal så at sige bruges på bedste vis.
Uden at have læst de omtalte anonyme indlæg og uden at have fulgt særlig grundigt med i kritikerfejden mellem Zangenberg og Bukdahl forekommer MBZ's kommentar mig ikke særlig konstruktiv (og "produktiv" hvad betyder det, Martin?)
Hvis diskussionen og de deltagende debatører er så amatøragtige og latterlige som Zangenberg indledningsvis giver udtryk for, hvorfor så værdige den opmærksomhed (hvor kritikerpaveagtigt han end forsøger at iscenesætte sit besøg)?
Særligt den afsluttende salut: "Med venlig hilsen fra en fuldkommen ikke-anonym MBZ, der takker af efter et ørkesløst besøg i blogosfærens bizart amatøragtige univers." - finder jeg helt utrolig opblæst.
At MBZ vil nedværdige sig til at deltage i en diskussion, hvis niveau er så "lavt og vagt" (hvilket vel må betyde under Zangenbergs åndsniveau?) kan jo i sig selv undre, specielt når han efter eget udsagn har så travlt med at bede til verdenslitteraturen; "Og nu tilbage til Musil -", som afslutningsfanfaren lyder: Exit storhedsvanvid.
MBZ skriver: "man skal altid medtænke, at en given journalist fortegner og vinkler en sag; (...)
Besynderligt, at ikke flere medtænker det simple forhold, at man altid skal tage en journalists gengivelse med et stort gran salt."
Hvorfor i alverden skal man acceptere at journalistik fungerer på de præmisser?
Hvorfor skal man overhovedet gide læse noget der har det som forudsætning.
Og er det ikke en del af problemet for litteraturkritikken i dagbladene: At den skal klemme sig ind i et medie der insisterer på vinkling, hurtighed, sensation og nyhedsværdi - når det nu ikke nødvendigvis er der litteraturen har sin force.
"man skal altid medtænke, at en given journalist fortegner og vinkler en sag.." mener Zangenberg, og det kan han jo have ret i. Med dette "man" mener han vist læseren. Men dette "man" kunne og burde vel også gælde den interviewede. Med mindre man netop ønsker at bære ved til et ulmende bål, en såkaldt "kritikerfejde", kunne man jo - med bevidstheden om journalisters trang til forenkling og vinkling in mente - udtale sig mindre stejlt og mere åbent (og så iøvrigt insistere på at få lov til at gennemlæse, hvad journalisten mener man har sagt, inden avisen trykkes).
Sagen er måske i virkeligheden den, at man - den ellers så ophøjede, tilbagetrukne Kritiker - gerne vil have lidt af den opmærksomhed, som Bukdahl gennem mange år, som den eneste litteraturanmelder har fået/tilranet sig.
Men morsomt i al fald at overvære, at litterater er lige så ærekære og selvhøjtidelige, som ellers kun forfattere kan være.
Og nu tilbage til müslien.
Lad mig indlede med at citere fra Senecas essay "Om vrede", sandsynligvis publiceret i år 41:
”Men hvorfor lader vi os da gå på af uvenners fornærmelser? – Fordi vi ikke har været forberedt på dem eller i hvert fald ikke på så grove. Det kommer af vor for store egenkærlighed: vi mener vi bør være ukrænkelige selv for vore fjender; enhver har i sig en konges sjæl, for så vidt han vil give sig selv frit spil overfor andre, men ikke andre overfor sig selv. Det er altså enten ukendskab til tingene eller uvidenhed, der gør os gale i hovedet, for hvad underligt er der i, at misdædere begår ugerninger? Hvad nyt er der i, at fjender skader og venner støder en, at sønner snubler og slaver fejler?”, (s.48, Villy Sørensens da.ovs.).
Peter Højrup har øjensynligt fået mine ord helt galt i halsen, men må jeg i al venlighed foreslå ham at læse mere Seneca? Det hjælper altid mig en smule, også selvom jeg ofte er håbløst dårlig til at efterleve Senecas kloge råd.
Og så mangler jeg at se, at Højrup selv kommer med et, jeg havde nær sagt, produktivt bidrag til diskussionens kerne.
Stefan er derimod på rette spor; og du har helt ret, Stefan, der er mange rigtig gode anmeldelser i Sentura, Kritik, K&K m.m.; men der er jo beklageligvis stadig en kløft mellem tidsskrifternes typisk 200 læsere, og så de 200.000 læsere et Politiken-tillæg som Bøger har; og en væsentlig del af udfordringen må bestå i at overveje, hvordan vi alle konkret kan gøre den kløft bare en anelse mindre?
Og her vil jeg fastholde, at mit eget sporadiske indblik i blogosfæren ikke giver håb om at det er her kløften skal mindskes - men måske tager jeg fejl, måske tager jeg især fejl, når det gælder de måder hvorpå blogosfæren poentielt kan udvikle sig.
Maja - med risiko for at lyde som en arrogant onkel: gak til Balzac og Flaubert; litteraturen er altid allerede en del af det dubiøse, det Adorno kærligt kaldte for det "useriøse", og der er derfor ikke tale om, at hverken den eller litteraturkritikken eller litteraturvidenskaben jomfrueligt gysende skal trække sig væk fra medierne. (Og god afhandling, din, den fik jeg heller aldrig anmeldt).
Olesen: jeg husker med glæde en fremragende roman af dig, "Korrekturlæseren", som jeg aldrig fik anmeldt, men tak for den.
Og ja....forleden snakkede jeg med Kasper Bech Holten, og beskrev med selvironisk brod, hvor aparte og oppustede vi litterater gudhjælpemig ofte er; hvorefter han selvfølgelig øjeblikkeligt kunne bekræfte, at noget helt identisk gjaldt for skuespiller-og operaverdenen; indlysende nok for forfattere - og måske endda også for snedkere og ingeniører, kontanthjælpsmodtagere, korrekturlæsere og politikere, mon ikke?
Men du har helt ret: jeg burde have sagt "nej tak" til den gode journalist - risikoen er så blot, at sagen fortegnes yderligere, det er let en lidt delikat catch-22.
Seneca-hilsner
MBZ
@ Peter Højrup;
Produktivt - for tanken, for diskussionen.
Jeg forstår ikke, hvorfor du er så utilfreds med det interview, Mikkel. Du virker meget mere fornuftig og går meget mere direkte til substansen dér end du gjorde i den oprindelige anmeldelse og du gør i dine svar her på bloggen. Dér kan man nærmest forstå, hvad det her handler om (Lars skulle ikke have sin formidlingspris, man bør forholde sig til resten af bogens reception, polemik er en naturlig del af litteraturkritikken), det kan man ikke andre steder.
Mht. til vinklingen, som vel er at din og Lars' uvenskab på skrift er blevet en fast figur - en standardvrissen til familiefesten snarere end et skænderi om noget specielt - så er den jo meget oplagt, når I denne gang faktisk ikke er uenige om noget specielt. Noget andet er så, om I fortjener mere tryksværte end I allerede får.
Til MBZ
Tak for belæringen. Det er altid rart med et godt råd, specielt når det ankommer i toga. Nu var min kommentar ikke skrevet i hverken vrede eller blindt raseri. Det eneste der blinkede rødglødende var patroniseringsdetektoren, og hvorfor den gik amok, er dit seneste indlæg en langt bedre forklaring på, end jeg nogensinde ville kunne komme på.
Vi kommer det ikke nærmere - jeg ville gerne spørge igen: hvad mangler dansk kritik, hvilke kritikere, kritikertyper, hvorfor? Andet end en egentlig, større engageret offentlighed, men hvorfor egentlig?
Mangler: modenhet? Konstruktivitet? Sosial koherens?
mrtn, you make no sense. Hvorfor er alt der foregår i Danmark mere sexy end det som foregår i Norge? Hele dealen her er jo at Norge og Sverige faktisk har noget som Danmark burde begynde at importere, nemlig en vis anstændig og seriøs litteraturkritisk samtale. Vi vil alle sammen gerne være avantgardister, men når sproget i det offentlige rum kollapser ind i det private så meget som det gør i DK er det på tide at tage åndsmenneskehatten på igen, uanset hvor meget det byder os imod. Som den afdøde Beck-Nielsen siger om krammet; det er formløst, at give hånden er en måde at mødes på som har form og det er måske den slags form som man burde forsøge at få ind i samtalen, et vist retorisk niveau, en vis lyttende respekt, ellers hyler vi ikke bare med avantgardisterne, men med Dansk Folkeparti. Nu var Fria Seminariet i Litterär kritik netop i København, et nordisk koncept der som et andet rhizome driver fra by til by og holder seminarier, at FSL var i København og dér udfoldede en bestemt slags (ja, lyttende og alvorlig) mikrooffentlighed som en anden performance handlede næppe om at noget i Danmark er enormt sexy og bør importeres til Norge, det handler snarere om præcis det modsatte.
Susanne, her er der vist noget galt med ironimåleren, for det du lige sagde er jeg helt enig i, jmf. min sidste kommentar.
Men så fint, jeg som gik rundt og troede at det bare var nyliberalistiske postmodernister som drev med ironi, ironisk smiley:)
Superdupert, inderligt uironisk smilefjes: :-)
Nu tilbage efter en herlig svensk afstikker - uden Musil, men snublede lykkelig over Dominique Roux' samtaler med Gombrowicz, en af mine guruer.
Højrup - ganske vittigt, og glad to be of service, skulle det være en anden gang.
Tue - jeg ved søreme ikke....hvis sagen er så latterlig, som den fremstilles i den pågældende artikel, burde den aldrig være blevet bragt i avisen, den opfylder minsandten hverken et nyheds-eller et væsentlighedskriterium, kunne man argumentere.
Og du har måske ret: både på din egen og også på denne blog, er der en sær tendens til at potentielt vigtige diskussioner drukner i Gerede, ressentiment og puerilt drilleri.
Man burde muligvis sætte en ph.d.-studerende eller to i gang med for alvor at kortlægge centrale træk ved den endnu emergente parallel-offentlighed som det litterære bloggeri er, også med komparative analyser ift forholdene i USA, Japan, Tyskland, Frankrig fx, og naturligvis med et vågent sideblik til udviklingen i de etablerede medier (her tidsskrifter, aviser m.m.).
Susanne og Martin - jeg føler mig helt fristet til at ironisere over, hvor svalt civiliseret, granvoksent og håndtrykkende der efter jeres udsagn at dømme debatteres i Norge; men vil indskrænke mig til at bemærke, at "litteraturkritikken i Danmark" jo er et særdeles vidt begreb, og (gudskelov) som fænomen på ingen måde kan siges at være dækket af de små-skærmydsler Bukdahl og jeg selv fra tid til anden har med hinanden.
Også i Danmark findes der såmænd ganske fornuftige, saglige og respektfulde litterater i frugtbar, kritisk samtale.
Had we but world enough and time....men nu kalder familien på denne krumryggede pater familias (ja, Højrup, 4 børn kræver sin patroniserende mand), og jeg vil derfor blot sende venlige tanker til alle derude.
GH
MBZ
Godt du ikke ironiserer over det, MBZ – før du vet ordet av det så har vi en sexy, inter-skandinavisk blogfejde! Men jeg er ellers chokeret – chokeret! – over at lære om bredden i dansk litteraturkritik du tegner op her. Jeg må vidst undersøge mere før jeg kan udtale mig nærmere.
Her giver Martin sit B7 med.
Sandelig, idag opsummerer Klassekrampen (jeg nægter altså at skrive "kussekrampen") fejden mellem Zangenberg og Bukdahl, det er festlig læsning, mon Mikkel tænkte "relational antagonism" før han gik i krig?
Det er faktisk en artikkel fra Information, det der. Vi har artikelsamarbeid.
Men Klassekampen bruger vel ikke sådan noget som links? Så vi andre kan læse med?
Det er vel mer korrekt å si at vi ikke bruker "nettsider" og andre sådanne moderne trender og døgnfluer. Men den som vil kan lese artikkelen i sin opprinnelige språkskrud her.
Relationel antagonisme og skandinavisk blogfejde lyder herligt hårrejsende: Bukh og Zang som macho-tåber - nu også i Norge!
Mere seriøst, norske Martin: jeg kom til at tænke på, at FLS jo som Susanne skriver, ganske rigtigt består af nogle fine og engagerede mennesker, som slalomer udenom den ophidsede debat.
Men som desværre også, kan man sige, slalomer uden om stort set alt andet, fx læsere.
Min tidligere pointe var jo netop, at det er i kløften mellem fora beregnet for 200 inderligt fornuftige mennesker, og scener for 200.000 dybt forskellige læsere, at en stor del af udfordringen findes - altså udfordringen i at opfinde former og fora, som kan, om ikke fjerne, så i det mindste mindske kløften mellem det ene og det andet.
Det er let at være frygteligt saglig i et fagligt tidsskrift, eller som del af en lille vennegruppe der mødes, men det at skulle formidle litteratur på stram deadline til en broget flok på 200.000 stiller selvsagt helt andre krav.
George Orwell har en fin tekst om det at være professionel anmelder, i forstanden een som anmelder ca. 60-100 bøger om året. Læs den før Susanne.
Ovennævnte krav kan og bliver honoreret på mange forskellige måder rundt om i DK og sikkert da også oppe nordpå. Du ironiserer over den manglende bredde i litt.kritikken i Danmark - men jo, der ville jeg tage dig på ordet, og nok bede dig om rent faktisk at undersøge sagen lidt grundigere.
Information kan godt blive lidt infantil ind i mellem - som gammel gombrowiczianer glæder det mig, at umodenheden nu også rammer Norge, og pudsigt nok netop ramler lige ned i klassekampen.
Pacifistiske hilsner
Mikkel BZ
Kære Mikkel,
Jeg har svært ved at genkende din fremstilling af min artikel i Information. I dit indlæg her på bloggen skriver du: »Man skal altid medtænke, at en given jour-nalist fortegner og vinkler en sag; i det konkrete tilfælde havde jeg vanvittig travlt og rablede lidt af mig på mobilen. Jeg mistænkte at vinklen lå fast - og det gjorde den da også, for fuld skrue i Information. Dvs en lettere tendentiøs 100-linjer, der siger at Zang og Bukh er fuldkommen åndssvage....og øh-bøh. Besynderligt, at ikke flere medtænker det simple forhold, at man altid skal tage en journalists gengivelse med et stort gran salt.«
Det undrer mig, at du forsøger at tage afstand fra en artikel, som du forinden har godkendt. I fald du skulle have glemt det, må jeg minde om, at jeg, inden artiklen gik i trykken, sendte hele artiklen (inkl. rubrik og underrubrik) til gennemsyn hos dig. Normalt gengiver jeg ikke private mailkorrespondancer, men jeg vil her gøre en sjælden undtagelse og citere den mail, du sendte retur efter at have gennemlæst artiklen i sin helhed. Her skriver du: »Kære Rasmus - ok, det er rigtigt, vi kommer begge til orde og du virker ret upartisk, der er nogle ting jeg ideelt godt ville have lavet om, men det får være, og der er jo plads til meget mere fremtidigt fnidder hvis det er......bh Mikkel.«
med venlig hilsen
/Rasmus Bo Sørensen
Mikkel, I have to get back to you on this one, jvf. denne aktuelle situation. Men umiddelbart er jeg lidt interesseret i det her med at hyle med de ulve man er i blandt; en spektakulær kritikerfejde, er det alternativet til den fjerne og åndsmenneskeagtige studiekreds som du antyder at FSL er? Hvordan deale med skuespilsamfundet? Turn on, tune in and drop out eller ... hyle med ulvene? /SC
Kære Rasmus
nu ser jeg din mail; og jeg synes det er helt ok du citerer en privat mail fra mig, omend godt nok en smule grænseoverskridende.
Men 1. jeg udtalte mig kun om hvorledes du delte sol og vind lige i artiklen mellem Nukh og mig - og vi fremstår unægtelig lige tåbelige begge to...
2. jeg mindes ikke at have set rubrik og især underrubrik som er identisk med dem der blev bragt i avisen dagen efter - og som især faldt mig for brystet.
3. jeg synes avisens vinkling er grov, tendentiøs og selvmodsigende (hvorfor overhovedet bringe artiklen hvis den ingen substans har?) - og min mistanke om at du er sendt på fisketur af redaktionen kan jeg ikke se afkræftet.
og endelig 4, jeg må selv påtage mig det fulde ansvar for forhastethed ifm deltagelse i din artikel, inkl mail.
Resten skriver jeg om ovenfor på Martins blog: du må jo lange mig en kæberyster ved lejlighed.
Gh
Mikkel BZ
Susanne: Debord og catch-22, ja....og nej, selvsagt intet attraktivt dilemma at være mellem fjern kreds og tumbet fejde; der må findes bedre broer mellem frelsthed og show...
Kære Mikkel,
blot en kort kommentar:
Du skriver, at du ikke mindes »at have set rubrik og især underrubrik som er identisk med dem der blev bragt i avisen dagen efter«.
Sagen er, at jeg sendte hele artiklen til dig, inklusiv rubrik og underrubrik, som ikke adskiller sig fra den version, der blev trykt i avisen. Du kan jo tjekke din egen mailboks, hvis du er i tvivl.
Du skriver også, at du har »mistanke om«, at jeg er sendt på fisketur af redaktionen. Jeg ved ikke, hvad du bygger den mistanke på, men jeg kan under alle omstændigheder afkræfte den.
med venlig hilsen
/Rasmus Bo
Send en kommentar