Igennem de sidste par uger er det historierne om litteraturkritikernes mange kasketter, deres dobbeltroller og indlemmelse i mafiøse familiedannelser med forlagene hvis bøger de anmelder, der har rystet den litterære andedam. Umiddelbart lyder det jo meget spændende, som gedigne afsløringer der må få de alvorligste følger for alle involverede, men som så ofte når det kommer til disse journalistgenererede, debatskabende litteraturhistorier (no pun intended) viser det sig hurtigt at være en fis i en hornlygte. Fisen startes hos Information der kan afsløre at May Schack har et (eksternt finansieret) kontor hos Gyldendal samtidig med at hun i Politiken anmelder forlagets bøger. Og sommetider endda positivt. Information følger historien grundigt op, det samme gør Politiken som de skal, mediemøllen er i gang, alle aviser er med, ligesom radioen og snart kan man på TV2's hjemmeside stemme om man synes det er OK at en boganmelder bijobber på forlag. Ja. Nej. Ved ikke. Den underliggende præmis for det hele er naturligvis at det bliver dubiøst hvis en anmelder pludselig får for eksempel økonomiske interesser i at anmelde en bestemt bog positivt. Men det er meget tænkt, jeg savner konkretiseringer, hvor er bøgerne henne, hvor er eksemplerne, hvor bliver det sandsynliggjort at denne eller hin anmelder har skrevet en anmeldelse med ufine motiver? Information peger på May Schacks anmeldelser af de seneste romaner af Jens Christian Grøndahl og Hanne Vibeke Holst, bøger der er udkommet på Gyldendal og som Schack i lighed med mange andre anmeldere skrev positivt om. Men hvad nu hvis hun faktisk synes at bøgerne er gode? Igen og igen bliver det fremhævet at Schack har anmeldt bøgerne positivt, som var dét problemet. Der må da grundigere nærlæsninger til før man beskylder folk for at være inhabile, mere kød på, frem for alene alle disse opringninger til først den ene så den anden forargede kultur- eller litteraturredaktør, der alle har så forfærdelig travlt med at vaske deres hænder, men come on hvor er det doven journalistik. Og hvor er avisredaktørernes snak dog gratis; hvis de virkelig vil have uafhængige kritikere kan de jo give dem en ordentlig løn så de ikke bliver nødt til at arbejde med alt muligt andet alle mulige andre steder samtidig for at komme op på en almindelig indkomst. De kan fx starte med at give anmelderne det samme i honorar som journalisterne får. I første som sidste ende handler det om integritet. Men derfor kan man jo godt øge gennemsigtigheden ved fx på avisernes hjemmesider at lægge relevante informationer ud om de enkelte skribenter, som Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard foreslår. Om det vil gøre nogen forskel tvivler jeg på så længe selv anmeldere skal leve. Det er på de konkrete arbejder, på anmeldelserne, at hæderlighed og integritet skal måles, eller som Vibeke Grønfeldt skriver på Politikens hjemmeside: "Diskussionen om litterater og redaktørers habilitet synes ikke at bringe stor klarhed. Og så er vi ikke engang kommet til sym- og antipati, politik, religion og seksualitet, alder og køn, kærlighed og had, annoncekroner og frokoster osv osv. Den eneste trøst er, at opsætninger sladrer. Tekster fortæller mere end de siger. Langt mere. Det drejer sig kun om at se selv. Men det er også det svære."
(Klummen er oprindelig trykt i Bogmarkedet #21, den 10. november 2008)
3 kommentarer:
Hej Martin, selvom jeg tidligere har været efter denne indspisthed, så synes jeg, at du har helt ret. Der er hverken kulturel eller økonomisk kapital involveret i den form for mafiøsitet (hvis det ord findes?), hvorfor man formentlig ikke kan tale om en egentlig mafia. Der findes så mange andre mafiøse forbindelser inden for litteratur og litteraturkritik, som man burde klarlægge, inden man kaster sig over Schack og sådanne.
Poesiens skur.
Her på Islands Brygge så man for en del år siden en stor, rødhåret, hjemløs mand, altid iklædt en jordslået, brun oilskinsfrakke og med et par propfyldte plastikposer i hænderne. Om sommeren overnattede han på en af Christianshavns Volds bænke og om vinteren under Langebro. Om dagen sad han som regel og så lige ud i luften, og hvis man tiltalte ham, blev han enten rasende eller meget bange. Nu er det længe siden, jeg har set ham, og måske er han død. Men engang, en kold vinterdag, kom jeg ind på hovedbiblioteket i Krystalgade, og der i en lænestol, som vistnok er forsvundet - jeg ved ikke, om den forsvandt med ham, eller han forsvandt med den - sad han og sov med store blussende røde kinder og et saligt smil. Under hans opsvulmede, møgbeskidte hænder, som lå foldet henover maven, så jeg et opslået eksemplar af min første digtsamling.
Det er den anmeldelse, som har betydet mest for mig indtil videre.
PS. Alle spekulationer om at han skulle have haft et afsides liggende kontor på Diakonissestiftelsen afvises hermed på det bestemteste.
Sådan en fin historie Vibeke!
Send en kommentar