Den 20. juni havde oldermanden for litteraturkritikernes laug m.m. Mai Misfeldt kronik i Jyllands-Posten, jeg indsætter den også nedenfor. Den handler om litteraturkritikkens og -kritikernes tilstand i Danmark og ligger i direkte forlængelse af disse indlæg af Jakob Levinsen og mig selv.

Kritik er et seriøst anliggende

Af Mai Misfeldt, oldermand i Litteraturkritikerlavet samt anmelder ved Berlingske Tidende

Offentliggjort 20.06.08 kl. 03:00

I et indlæg i branchebladet Bogmarkedet (artiklen og den videre debat kan læses på Martin Glaz Serups blog www.kornkammer.blogspot.com ) - fortæller forfatter, kritiker og redaktør på www.litlive.dkMartin Glaz Serup, om et glimrende tiltag, de har indført i Norge.

Her uddeles hvert år et stipendiat, som går til en kritiker, altså et menneske som professionelt bedriver musik-, teater-, film-, litteratur- eller kunstkritik. Legatet er tænkt som et arbejdslegat, der kan give kritikeren mulighed for at arbejde mere koncentreret med sin metier.

For det er jo sådan i Norge som i Danmark, at kritik og anmelderi er meget ringe lønnet, hvilket betyder, at det er noget, de fleste laver ved siden af. Dvs. at de enten underviser på universitetet, holder foredrag, gør rent, eller hvad ved jeg, for at få dagen og vejen til at mødes. I Morgenavisen Jyllands-Posten 9/5 svarer litteraturredaktør Jacob Levinsen på Serups indlæg i en utrolig hoven og nedladende tone.

Levinsen replicerer: »Hvor troværdig er egentlig en kritikers argumentation som kritiker, hvis han eller hun ikke også formår at argumentere sig til de bedst tænkelige arbejdsforhold og i øvrigt kæmpe for at få sit stof gjort så synligt som muligt?

I så henseende er avisverdenen ikke spor anderledes end et hvilket som helst andet kulturelt miljø. Vil man scores, kræver det nu engang andet og mere end blot at krybe langs panelerne. Alternativt stå i et hjørne sammen med de øvrige indebrændte nørder og klynke over, hvor god en fest alle de andre har«.

Først og fremmest må man her sondre mellem kritikere og anmeldere. At være anmelder er at være tilknyttet et dagblad og levere læsninger af litteratur fra dag til dag. En anmelder skal dels læse hurtigt, dels skrive for en given læserskare. En kritiker der skriver til tidsskrifter har i sagens natur længere tid, og kan gå mere ned i stoffet.

Men er så også uden ansættelsesforhold, og da tidsskrifter ofte er små og ideologisk drevne, vil det sige, at det er en dyr fornøjelse at bedrive kritik. Men både anmeldere og kritikere er dele af litteraturens fødekæde, de er hver på deres måde med til at holde tolkningen, diskussionen og refleksionen over litteraturen i gang. Ingen af delene kan undværes, hvis man vil have en levende litteratur.

Som anmelder er man altså tilknyttet et dagblad. Men faktum er, at der er meget få fastansatte anmeldere. Man aflønnes honorarvist, og med f.eks. et honorar på mellem 1.000 og 1.500 kr.. pr. anmeldelse og en bog på 300 sider, der dels skal læses, dels formidles, kræver det ikke meget regnekundskab for at se, at timelønnen er lav.

Dertil kommer, at der ikke er pension, løn ved sygdom eller i ferier. Aviserne lever altså af, at deres anmeldere er betalt andre steder. Et faktum, som Levinsen udmærket kender, men omgår.

Det kan i øvrigt være svært at finde et job, som kan supplere en anmeldervirksomhed, idet det, man ellers er fagligt kvalificeret til, f.eks. at lave konsulentudtalelser for forlagene, netop ikke accepteres på flere dagblade, fordi man som anmelder skal være fri!

Aviserne vil gerne holde på deres anmeldere, men ikke lønne dem. Som redaktør ved Levinsen ligeså vel som jeg, at kommer der en anmelder hos ham og beder om mere i løn, så er døren dér. Og udenfor den venter der endnu en håbefuld anmelder, der gerne begynder med at skrive gratis for at komme frem. Vi så det sidst på Fyens Stiftstidende, hvor man fik den driftige idé at arbejde med gratis arbejdskraft.

Levinsen mener, at anmeldere er godt lønnede,og henviser til egen avis, hvor en af anmelderne med 60 anmeldelser om året burde være lykkelig. For den ikke indviede, vil jeg her røbe at denne anmelder, Erik Svendsen, også er ansat på RUC, hvilket igen vil sige, at anmelderiet for ham er et sideerhverv.

Anmelder ved Information Tue Andersen Nexø replicerer på Serups blog: »Mange danske anmeldere - mig selv inklusive - har universitetet som hovedarbejdsplads. I praksis udgør det en art indirekte statsstøtte til de danske avisredaktioner, som ikke vil eller kan betale en hyre, der lader folk have anmelderi som hovedbeskæftigelse. Skulle han ikke forholde sig til det?«

Det værste ved Levinsens kritik er imidlertid hans insinuering af, at Martin Glaz Serup tilhører en race af anæmiske og fisefornemme kritikere.

Jeg citerer Levinsen: »Det konkrete, og her er vi lidt ovre i konspirationsteorierne, er, at Serup har sin gang i det allersmalleste og mest indspiste hjørne af den danske fiktionslitteratur og litteraturkritik (han har selv været tilknyttet flere af miljøets tidsskrifter), hvor man traditionelt mener at have patent på, hvad der er rigtig litteratur.

Det er nok ikke helt forkert gættet, at det også vil være fra netværket her, at man forestiller sig, at eventuelle statsstøttede kritikere skal hentes; krimi- og kogebogsanmeldere behøver næppe tænke på at købe udestue lige med det samme.«

Jeg er så træt af denne paranoide og helt uvederhæftige grænsedragning i dansk litteratur. Som om den ene form for litteratur udelukker den anden. Som om man ikke godt både kan sætte pris på en smal udgivelse og samtidig nyde en bredere samtidsroman, som er ordentligt skrevet.

Det er faktisk muligt både at holde af Jens Smærup Sørensens og Vibeke Grønfeldts brede landboskildringer og Peter Adolphsens smalle historier for eksempel. Det er muligt at skelne og at vurdere kvalitet i et bredere lys.

Der findes ikke en mafia af smalle kritikere, som for alt i verden vil underkende andre litterære former end den, de selv dyrker. Det er et selvopfundet offerspil, men der findes kvalificerede diskussioner af, hvad der er god litteratur både i dagbladsanmeldelser og i den litterære tidsskriftskritik, og der kunne være endnu flere, hvis kritikken blev taget seriøst.

Arbejdslegater til kritikere ville give mulighed for, at kritikerne kunne beskæftige sig med det, de faktisk finder (samfunds)relevant og væsentligt og vigtigt lige nu frem for at blive nødt til at følge forskellige diktummet fra forskellige bestillingsopgaver - dagblade osv., der jo ofte opererer efter aktualitetsparametre, hvor aktualitet betyder "netop udgivet".

Noget af det, arbejdslegater til kritikere i mine øjne kunne give os, er frie kritikere, frie intellektuelle der for en periode kunne bruges deres evner, der hvor de er.

Det ville betyde, at vi kunne få en mere gennemtænkt, mere nuanceret kritik, som ikke ville være bundet af, at man som kritiker konstant skal zappe fra opgave til opgave for at få tingene til at hænge sammen. Og det ville betyde, at litteraturen kunne få flere af de grundige læsninger, som den har fortjent.

For mig at se skulle der ikke være noget til hinder for at en seriøs krimikritiker skulle kunne være modtager af et sådant legat.

Mariann Enge, som er den kritiker, som er blevet tildelt det norske stipendiat i år, og som både bedriver kritik i tidsskrifter og anmelderi i dagblade kommenterer på Serups blog: »veldig merkelig, også, at han forsøker å få dette til å handle om "smal" vs. "bred" litteratur. Jeg vet ikke hvordan dette er i Danmark, men meg bekjent tjener da ikke de av mine frilanskolleger som skriver om krim og bestselgende romaner mer enn meg som primært blir tildelt poesi og andre "smalere" utgivelser. Hårreisende at en litteraturredaktør i det hele tatt opererer med så sterke og nærmest angstbiterske skiller mellom bredt og smalt.«

Litteraturen og kritikken hører sammen. Det er kritikeren, der læser bøgerne seriøst, som debatterer dem, og udvikler tolkninger, som senere siver ned i undervisningsmiljøet, til undervisere i folkeskole og på højere læreranstalter og til anmelderne.

Det er gennem den samtale som kritikken og litteraturen fører med hinanden, at litteraturen også rykker sig. Kritikken tager litteraturen alvorligt, den svarer og modsvarer, den åbner et samtalefelt uden hvilket litteraturen var ilde stedt.

Derfor er det en god ide med arbejdsstipendier. Fordi det er den måde samfundet viser, at det tager gerningen at skrive litteraturkritik alvorligt, og at det anerkender, at især den vigtige kritik, der skrives i tidsskrifter og antologier, har lige så meget brug for støtte og anerkendelse, som den skønlitterære kunst.