tirsdag, april 22, 2008

Nekrolog: Digteren Hans-Erik Larsen 1961-2008

Torsdag den 10. april døde digteren Hans-Erik Larsen, f. 1961. Tallet taler sit eget tydelige sprog. Hans-Erik døde alt for tidligt. Han blev kun 46 år.

I de seneste år var han ofte stille, formummet i sig selv; den ene sætning trak ikke den næste med sig – i en samtale. Ved nogle lejligheder kunne man efter nogle øl dog stadig opleve, at han blev euforisk og udadvendt. Og når man så selv var nødt til at bryde op, kunne han finde på at udbryde: ”Hvorfor er der altid en, der går, netop som jeg begynder at få det godt?”

Men selv om han måske talte mindre og mindre, så skrev han hele tiden. Han debuterede i 1991 med Stemmerne, en på én gang spinkel og strømmende bog, der handler om at eksistere og skulle forsvinde, som i digtet ”Livstid”:


Du begynder i et punkt
og resten er udvidelse

Indtil du standser
i ét andet punkt

og græsset ryster
skridtene af sig

Siden debuten blev det til yderligere fire digtsamlinger, hvor hovedværket synes at være Alias fra 2000; en bog, hvor Larsen (som han kaldte sig selv, når han var glad) får foldet hele sit potentiale ud. Grundstrukturen i værket er et spil med identiteter og selvbiografi, hvor digteren på én gang optræder i 1. og 3. person, i forskellige aldre: Hansemand, den Yngste og L.....; den ene alias den anden. Bogen indeholder en række meget rå og præcise stykker om opvæksten i Vordingborg, og se lige her for et stykke familiebiografi i hurtigt rids: ”så mormor må flække i kødet og gispe/og dø ved sengegavlens små ormehuller før//hun giver slip/og føder mor på telefoncentralen//Mor stikker en telefonforbindelse ind i væggen/ud triller far//hanstikket der vil ha’/snaps og bidesild” - sådan! Man kunne have ønsket, der havde stået mere storm om den bog!

Bogen rummer desuden de skønneste stykker om madlavning: kød og erotik, om tedrikning og om miniaturelandskaber skabt af træ og mos dyppet i chokolade. Og så ser man Larsen for sig, stå i køkkenet på Peter Bangsvej, med forklæde og paletkniv, lysende og overgiven og begejstret. Måske var det dengang, hvor vi efter en vinøs aften (hver med sin kærestesorg) klatrede over hegnet til Frederiksberg Have ud på natten og gav os til at gå rundt om et eller andet, mens vi messede: ”Jeg har drukket sorgens brønd tom” – men det har man jo sjældent.

Foruden digtene nåede Hans-Erik at redigere en lang række numre af poesitidsskriftet Banana Split, at deltage i de årlige semiotiske sommerkurser i Urbino og at udgive en debatbog om depression, I Sort fra 1999. I 1996 udkom desuden specialet The Aesthetics of the Elements. Inden sin død nåede han at færdiggøre en ny digtsamling, Non stop mælkevejen, der udkommer i løbet af foråret på Forlaget Spring.

Hans-Erik var en sød og kærlig ven, utrolig generøs og empatisk. Som han selv sagde: ”Larsen er en stor kvinde.” Han fik en vidunderlig datter, Sara, og nåede at elske sin Ditte i mange år. Vi savner ham allerede.

Thomas Boberg, Niels Frank, Christina Hesselholdt, Merete Nissen

Ingen kommentarer: