>Stendhal-syndromet<

Det var den italienske psykolog Graziella Magherini, der i 1982 navngav syndromet. På otte år havde hun konstateret omkring 100 tilfælde i Firenze. I 1989 udgav hun en bog med samme titel, og her forklarede hun, at det oftest er yngre ugifte kvinder, som rejser alene, der bliver ramt af disse af kunsten fremprovokerede ekstatiske identitetstab. Ifølge Magherini bærer vi imidlertid alle på Stendahl-syndromet: Under de rette (?) omstændigheder er ingen immun over for kunstens ekstreme påvirkningskraft.

- Nikolaj Lübecker i artiklen Opslugt! – Når litteraturen er ond, der står at læse i antologien Det onde i litteraturen (2003), redigeret af Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing. I artiklen skriver Lübecker videre om Stendahl-syndromet at det sigter til en æstetisk indlevelsesevne der er så umådeholden at tilskueren fuldstændig taber sig selv, sin fornuft og sin subjektivitet i kunstoplevelsen.