Stik imod den gængse flugt til storbyen er der igennem det sidste par år flyttet flere professionelle kunstnere til landsbyen Sønderho. Oplæsninger, interviews, forestillinger, koncerter og udstillinger i det øvrige land samt internationalt kræver stor mobilitet for den enkelte kunstner og deraffølgende fravær fra bostedet. Det på trods foretrækker de unge dynamiske familier Sønderho som rammen for deres virke og hverdag.
Efterårets særudstilling i KANT har titlen ”HOME”. Temaet indebærer flere latente spørgsmål som ”Hvor slår man sig ned?”, ”Hvad er det, der trækker os til et sted?” og ”Hvad gør stedet ved os?” Og hvoraf kommer det urgamle behov for også at rejse væk fra sit sted for atter at rejse tilbage til det, vi kalder vores ”hjem”.
Ægteparret og indehaverne af KANT, Anna Gram Sørensen og Kerry Harm Nielsen har i forberedelserne til den kommende udstilling fundet inspiration i samarbejdet med forfatter Martin Glaz Serup, som for nylig er flyttet til Sønderho med sin familie.
Martin Glaz Serup er lyriker, børnebogsforfatter og redaktør. Han er stud. mag. i Moderne Kultur og desuden uddannet fra Forfatterskolen i 2004. Serup fik Michael Strunge-Prisen i 2006. ” Trafikken er uvirkelig” er Serups seneste digtsamling, og i den anledning vil han læse højt på ferniseringsdagen.
Udstillingen ”HOME” er med billedkunstnerne Søren Lose, Lise Harlev og Johanne Domke. Alle er uddannet fra Det Kongelige Kunstakademi og har haft betydelige udstillinger såvel nationalt som internationalt. De er i dag bosiddende i Berlin.
Fotografen Søren Lose er født og opvokset på Lolland, det sted der har givet ham inspiration til en serie stemningsmættede gengivelser af menneskers ”hjem”, såvel indefra som udefra. Herudover benytter Lose sig af gamle negativer med turistsnapshots, som han derefter bearbejder og rekonstruerer til nye såkaldte ”mellem-billeder”.
Lise Harlev, som har udarbejdet omslaget til Martin Glaz Serups nye digtsamling, arbejder med et meget iøjnefaldende billedunivers. Harlev benytter sig af virkemidler, vi kender fra reklameverdenen, såvel i farveholdning som i valg af medium. På udstillingen bliver der vist billeder, karakteristiske for Lise Harlev - alle med provokerende og tankevækkende udsagn om identitet og tilhørsforhold.
Johanna Domke er repræsenteret på udstillingen med sin DVD film ”Sleepers” fra 2006, som tager afsæt i en skildring af de rejsendes venten og deres ”mellemtilstand” på lufthavnen i Stansted ved -London en tidlig morgen. Domke er i sine værker altid optaget af tid og rum.
Eftermiddagen slutter klokken fem på Fanø Kunstmuseum, hvor der venter de besøgende en lydoplevelse af de mere usædvanlige. Komponist Hans Peter Stubbe Teglbjærg, vil fremføre et lydarrangement i forbindelse med den årlige Septemberudstilling. Lydsiden er baseret på Stubbe Teglbjærgs egne optagelser i området omkring Sønderho i vinter og forår 2006-07. Der er indlagt fire nykomponerede sange til tekster af danske digtere og sangene synges af skuespiller Gertrud Exner, ligesom en oplæsning af tekster ved forfatter Jeppe Brixvold indgår i det samlede lydbillede. De tre deltagende kunstnere er bosat i Sønderho. Der er entré på 25 kroner til Septemberudstillingens arrangement.
Udstillingen ”HOME” i KANT har fernisering lørdag d. 13.10. kl.15.00 og åbnes af litteratur- og kunstkritiker Mai Misfeldt. Alle er velkomne.
1 kommentar:
Or.
Send en kommentar