Her er forresten lidt man kan muntre sig med i weekenden, fra Information i maj, det kan da godt tåle at blive læst igen og måske diskuteret?

Anyway:

Information | 12.05.2007 |

Interview: Niels Frank: 'I Danmark skal kunsten altid gøre nytte'

Interview: Niels Frank

Digter og tidligere rektor for Forfatterskolen, Niels Frank, ser kunstens vigtigste drivkraft i stræben efter frihed, så den holdes åben for 'oplevelsens mangfoldighed'. Modstanderen er entydighed. At gøre krav på sandheden er det mest stupide, der findes, mener han

Af Karen Syberg

Niels Franks nye bog, essaysamlingen Alt andet er løgn, der udkommer på tirsdag, henter sit materiale fra de diskussioner, Niels Frank har haft på Forfatterskolen, hvor han i en årrække var rektor.

"Jeg kan huske et øjeblik på Hald Hovedgård omkring 1998-99, hvor vi diskuterede dansk modernisme, og Jeppe Brixvold pludselig sagde, at dens problem var opbyggeligheden, at alle ville noget med litteraturen, at vi skal forbedres ved hjælp af kunsten," fortæller han.

"Den problematik gennemsyrer bogen. Jeg opdagede faktisk, da jeg skrev disse essays sammen, at det var den samme diskussion, jeg havde ført hele vejen igennem."

Men hvad er problemet med opbyggelighed egentlig, vil jeg gerne vide.

Niels Frank mener, at hans generation havde fået øje på noget, som den danske litteratur selv var blind for, og det var provokerende. Den angreb nyttetænkningen, snusfornuften, det at litteraturen skulle tjene ydre formål.

"Det er eksempelvis til dels den tankegang, der ligger bag det stadig krav om en 'samtidsroman'," siger han.

Imod smagsdommere

- Hvis det er opbyggeligheden og viljen til at gøre folk bedre, der er problemet, er det så ikke det samme, Anders Fogh Rasmussen gik til angreb på med sin krig mod smagsdommerne?

"Du får mig ikke til at sige, at jeg er enig med Anders Fogh Rasmussen! Men selvfølgelig er der i begge tilfælde tale om et opgør med kulturradikalismen. For Fogh handlede det imidlertid ikke om at forløse Danmark fra en stivnet kulturradikalisme, men om at udskifte kulturradikale smagsdommere med egne smagsdommere. Det er dog rigtigt, at der ligger en form for liberal tænkemåde i, at kunsten søger frihed."

- Der ligger også en kunst- og sprogdiskussion her. Skal kunsten og sproget formidle, eller er de udelukkende hver sit æstetiske udtryk? Problematikken dukker blandt andet op i din diskussion af, hvad Muhammed-tegningerne var symptom på. Her påpeger du, at begge de stridende parter så helt bort fra tegningernes æstetiske kvalitet og kun forholdt sig til 'budskabet', du spørger, hvor meget det nytter at rendyrke og perfektionere det æstetiske udtryk, hvis ingen længere forholder sig til skønheden, men kun til, hvad skønheden repræsenterer: frihed, tolerance og respekt - eller disrespekt, forhånelse og mobning, kunne man vel tilføje?

"Det er ikke mit eget synspunkt, at vi skal erstatte skønhed med sandhed, men det er konsekvensen af den form for oversættelse af kunsten, der finder sted. Man reducerer kunsten til udsagn. Det er en tendens i kulturradikalismen, 'opbyggelse er mottoet for min gerning,' sagde eksempelvis Brandes."

"På den måde binder man æstetikken til sandheden. Hvis det litterære sprog skal ophøje, skal det blot bære informationer med sig. Det æstetiske får mindre betydning. Et godt eksempel er, da Villy Sørensen kort før sin død gennemskrev H.C. Andersens eventyr med den begrundelse, at stilen i eventyrene "kan virke antikveret" og forhindre, at det "bliver udbredt til moderne børn". For ham havde det æstetiske mindre betydning, det vigtigste var ikke hvordan, men hvad der var udsagnet."

Ind med tvivlrådigheden

"Det giver et bestemt forhold mellem individ og institutioner. I Danmark er det individet, der er problematisk, i udlandet, for eksempel i Frankrig og USA, er det institutionerne, som individet skal forløses fra. I dansk modernisme vil man sende jeg'et ind i samfundet, i udlandet vil man sende jeg'et ud af samfundet. Den kulturradikale litteraturkritik vil have en litteratur, som tjener noget, som sender jeg'et ind i en social situation. Og man bliver vred over en litteratur, hvor fokus er på det formelle. Men kunstens måde at arbejde med betydninger på er anderledes."

"I min bog leder jeg ikke så meget efter temaer og udsagn, men med implikationer af, hvad der sker, hvis man gør dét eller dét. Åbner eller lukker digtet sig, hvilken gestus udtrykker det? Modstanderen er under alle omstændigheder éntydigheden, uanset om vi taler om poesi eller politik. Det sproglige arbejde skal sende så megen tvivlrådighed ind i udsagnet som muligt, det er hele forestillingen om en sandhed, vi har brug for at få opløst. Sandheden er det helt store problem, den er en higen efter magt. Gang på gang hører vi entydige sandheder fra George Bush, fra Tony Blair, fra Nicolas Sarkozy - og fra Anders Fogh Rasmussen hører vi ikke andet!"

"En demokratisk poesi tager læseren med på opdagelsesrejse, teksten tvinger ikke læseren til at følge ganske bestemte spor, men overlader det til ham selv at bevæge sig rundt i teksten."

Dansk essenstænkning

- Er der nødvendigvis en modsætning mellem kunstnerisk kvalitet og faste spor?

"Man må huske på, at man altid taler fra en bestemt historisk tid. Og lige præcis nu tror jeg, det er vigtigt, at kunsten arbejder imod den éntydighed, vi finder i formidlingen og det politiske sprog: 'Ondskabens akse', 'fra forskning til faktura' og lignende. Hvis kunsten skal forholde sig, må det blive til det tvetydige, det sammensatte, kaos, tingene er meget komplekse."

- De store, klassiske romaner fører vel én frem i temmelig faste spor, samtidig med at de er mangetydige på andre planer?

"De store romaner er jo netop opfundet for at fange kompleksiteten. Og flere af de amerikanske digtere, jeg nævner i bogen, forsøger at få poesien til at rumme så mange modstridende ting som muligt. I pæn opposition til den litteratur, der vil opbygge eller hele splittelsen."

- Er det ikke delvis et spørgsmål om genrer?

"Jeg tror i høj grad, det er et spørgsmål om, hvordan man anskuer individet. Hvis man tror, individet udvikler sig mod større og større fuldendelse, vil man skrive en skæbnefortælling. Hvis man tror på, at individet rummer mange forskellige sider ,og at personligheden kan skifte, vil man lave en fortælling med mange stemmer. Jeg savner denne diskussion i den danske modernisme, i Danmark forstår vi ofte selvet en sammenhængende størrelse, vi er essenstænkere. Det er det, der er vores problem, når vi mødes af andre folk. I Danmark har vi tilknytning og skæbne - hvilket giver os helvedes problemer i den globale verden. Modsætningen står mellem essens og pragmatik, men man kan ikke være pragmatisk, hvis man mener, at det danske landskab og den nyudsprungne bøgeskov ruller i blodet på os. I arabisk poesi kan man digte om stjernen, som jo er fælles for os alle. I den amerikanske handler det om den spændende nye udfordring, der venter om næste hjørne. I Danmark handler det om danskhed."

Tredje fase

- I din bog vælger du at springe over til amerikanske digtere, der hvor modernismens tredje fase i Danmark kronologisk opstår, altså med en Hans-Jørgen Nielsens attituderelativisme, opløsning af personligheden og den slags. Udsætter du dig ikke for beskyldninger om en lidt for bekvem tilrettelæggelse af materialet, når du udelader den tilsvarende danske strømning?

"Måske, men den danske modernismes tredje fase er hentet i USA! Du kan ikke tænke en Peter Laugesen, en Hans-Jørgen Nielsen eller en Erik Thygesen uden den amerikanske påvirkning. Og udviklingen i USA stod klarere for mig. Jeg benægter ikke, at den også kan findes i Danmark, men den kommer sent, på det tidspunkt, hvor vi er på vej ud af det moderne."

- Det er vel ikke noget krav, og en retning skal være hjemmegroet, også den danske modernisme hentede jo inspiration udefra?

"Selvfølgelig forekommer der indflydelser, men de er alligevel mere porøse end den, de amerikanske får på 60'er-forfatterne."

- Hvilket vel hænger sammen med massekommunikationseksplosionen, der har ført til amerikanisme på alle felter - også uden for kunsten?

"Og her må man jo spørge: Skal vi så ikke også hade amerikanerne? De er jo ikke globale, de er også essenstænkere, der taler om 'amerikanske værdier' og interesser. Men der findes en helt anden tænkemåde, som jeg gerne vil gøre opmærksom på, typisk repræsenteret af veloplyste mennesker i New York. Der finder du amerikanere, der er eksperter i alverdens poesi."

- Så dannelse i en eller anden forstand er vigtig?

"Jeg vil helst ikke plædere for dannelse som noget, man bliver polstret med, så man kan gennemskue alting, og ikke bliver løbet om hjørner med. Den kan jeg ikke swinge med på. Det største sus er, at man rent faktisk bliver løbet om hjørner med!"

En ny dannelse

- Men det er jo ikke den modsætning til dannelse, vi befinder os i. Modsætningen er netop snæversynet, lukketheden og essenstænkningen. Som repræsenteret af Dansk Folkeparti?

"Der er brug for at tænke dannelse på en ny måde. Som andet end noget ophøjet, der gør os til bedre, mere afklarede og sunde mennesker, for den tror jeg ikke på. Men der kunne være en form for dannelse som et tvivlsgrundlag, en dannelse, der havde set, at der findes så meget forskelligt, så den blev en levende motor i stedet for at sige 'det ved jeg godt i forvejen.' En dannelse, der hele tiden stiller spørgsmål i stedet for at søge afklaring."

- Hvorved adskiller det dannelsesbegreb sig fra kulturrelativismen?

"Man kan vel afgrænse en kritisk opmærksomhed, som nok søger sammenhænge, men ikke drømmer om at nå i mål og nå frem til et sted, hvor man finder sig endegyldigt hjemme. Jeg ville hellere tale for en dannelse, som hele tiden sender en på afveje, en kritisk dannelse. Selvfølgelig er det absurd, at skoleelever blot skal vide, hvor Nakskov ligger, det kritiske spørgsmål er, hvorfor de skal vide, hvor Nakskov ligger."

- Kan vi løbe fra, at vi har en historie?

"Spørgsmålet er, hvordan man behandler historien, om man betragter den kontekstløst eller sætter den i sammenhæng med, hvad der i øvrigt er sket også uden for Danmark. Den vacuumpakkede danske ide duer slet ikke. Man kan for eksempel ikke meningsfuldt lave en dansk kanon. Men hver gang det kommer til diskussion af kulturelle tiltag, lyder spørgsmålet, om det gavner det danske folkestyre. I Frankrig har de masser af pensumlister, men de bliver ikke brugt til at tjene nationen, der handler det specifikt om Mallarmé, om Montaigne osv. Men vi er ikke gode til at tænke i individer."

"Det, der betyder noget, er, hvordan vi vælger at fortælle historien. I fortællingen ligger uundgåeligt en forestilling om, hvem jeg er, og hvordan verden ser ud. Men det er vigtigt, at man ikke gør det til skæbne. At man holder øjnene åbne for alle bivejene, de andre muligheder, at man får siderummene med ligesom i en kirke."

"Jeg gør det samme litterært i bogen, skaber så meget rodsammen som muligt. Jeg skelner ikke mellem forskellige typer tekster. Interviews, breve, essays, dagbogsnotater og lignende vejer lige så tungt som de såkaldte hovedværker, der har en tendens til at stadfæste, hvad man allerede ved om forfatterskabet."

"Det er da meget fint, at selv små, nye digtsamlinger bliver anmeldt i Danmark, men det betyder også, at enhver ny digter allerede bliver en 'del af dansk litteratur'. Det bliver svært ikke at forestille sig, at man skal igennem systemet. I USA passer digterne langt hen sig selv, hvilket har den betydning, at de får lov at radikalisere sig. I Danmark skal de straks tænkes ind i en større ramme af 'dansk litteratur'."

ksy@information.dk