Stærke essays fra Niels Frank, om litteratur og politik blandt andet. Kristine Kabel anmelder Alt andet er løgn for Kornkammeret.
Men samtidig består Alt andet er løgn ikke kun af nuancerede udredninger af positioner, ud af forskellighederne destilleres også ét fælles kendetegn for den danske litteraturreception i midten af det 20. århundrede: fordringen om litteraturens opbyggelighed, en særlig dansk syge, som Frank kobler til såvel religionens stadige rumsteren som velfærdssamfundets begyndende fremkomst.
Og opbyggelighed er i høj grad en syge ifølge Frank, opbyggelighed får tanken til at degenerere, bremser litteraturens udfoldelse, lukker i stedet for at åbne.
Parallelt med dansk modernisme udvikler den amerikanske sig ud fra samme europæiske inspiratorer, men i andre retninger end i Danmark. »Den anden tradition« hedder således samlingens længste essay med undertitlen: »Modernismens og postmodernismens gennembrud i amerikansk poesi«. En fortættet og veloplagt indføring, der fremhæver New Yorker-skolen, særligt John Ashbery, og LANGUAGE-digtningen, men undervejs kortlægges også andre amerikanske skoler og deres udviklinger, ligesom brudfladerne mellem den orale og den skriftsproglige tradition undersøges.
I stedet for at følge dansk litteraturs (receptions)historie ind i 3. fase modernismen/postmodernismen, så stopper Frank i følge sit eget forord stort set sine undersøgelser af andres positioner ved slutningen af 1960’erne. I stedet tager han selv over og formulerer sit eget syn på litteratur, som i høj grad kan siges at være udviklet under amerikansk inspiration, men også i lyset af fx Muhammed-tegningerne. Niels Franks personlige ståsted kan siges at være hjemsted for andre, bredt set repræsenterer han en position, som for alvor er vokset frem og har vundet indpas i dansk litteratur op gennem de sidste fire årtier. Derved konkurrerer Alt andet er løgn med de nyeste danske litteraturhistorier som Hovedsporet og senest Dansk Litteraturs Historie og formår klogt at placere litteraturen lige lukt i verden og formulere et litteratursyn med udgangspunkt i dette grundlæggende forhold.
Det er således afgørende for Frank at redde poesien ud af dens egensfære og gøre op med de (ældre) litteratursyn, der gennem tiderne har løsrevet den fra verden. Et skæringspunkt finder han hos Mallarmé, og det er da heller ikke en nyhed, at poesien ikke er afsondret og ren. Men måske giver det i en dansk kontekst stadig god mening, at Frank slutter sit Mallarmé-essay med Czeslaw Milosz’ og ordene: »Alt fra civilisation til kultur og sprog er underkastet en permanent »skrøbelighed«, og af samme grund er forestillingen om poesiens renhed og isolation illusorisk.«
Gennem alle syv essays tangerer Frank dualistisk tænkning, det er et klargørende pædagogisk greb at fremstille modstillinger, men tænkningen selv kan ende i en blindgyde, fordi alle nuancer skæres bort. Det er en balancegang mellem det kritisk undersøgende og det pædagogisk polemiske, og her er Frank stærkest, når han lader sine dualistiske figurer skvatte sammen. Det kritisk undersøgende lykkes i forhold til den mangehovedet modernisme, der som antydet ikke fremstilles i bestemt form ental. I åbningsessayet »Omstigning til paradis« bliver han ikke ved de lette affejninger eller forenklende modsætninger, men går i kødet på læsninger af Baudelaire i Danmark uden at falde for sine egne idiosynkrasier – for det står klart, at han ikke er enig med hverken Sophus Claussen, Johannes Jørgensen eller Villy Sørensen (i et andet essay omtales mere værdiladet hereticanernes »hæmningsløse naivitet«). Franks uenighed hindrer ikke en nuanceret, tør og skarptsleben kortlægning af de indtil slutningen af 1960’erne dominerende modernismeudlægninger i Danmark. I Information er Erik Skyum-Nielsen faret i kridthuset over særligt dette essay, fordi det ikke beskæftiger sig med litteraturen selv. Det er en kritik, der må siges at være traditionel for så vidt den afslører en opfattelse af, at receptionen ikke er interessant, det er alene litteraturen selv. For det andet rammer den herigennem helt ved siden af hovedprojektet og det forløsende drive i de i alt syv essays: at diskutere litteratursyn.
Hvad er Franks eget litteratursyn? Over for den udskældte opbyggelighed er det mest præcist at sætte skrøbelighed som det begreb, der kan destilleres ud af hans fordringer til litteraturen: den kritiske litteratur skal være skeptisk, udfordre stivnetheder, relativere, afmaskere, åbne, overraske, aldrig stå fast på én sandhed, men gerne en hel del løgne. Selvom han placerer litteraturen lige lukt i verden ønsker han ikke, at den skal opløses i verden, men litteraturens og kunstens løsning kunne være en porøs autonomi. For litteratur er ikke politik, men det betyder ikke, at litteraturen er upolitisk, som det siges et sted. Den vil altid være bærer af et syn på selvet og systemet.
Hvad er Franks egen position udtryk for? Hvilke tids- og stedsspecifikke fortællinger er indlejret i hans fordringer til en kritisk litteratur? For det første afspejler hans syn nyere teorier om identitetsdannelse, hvor selvet ikke ses som en fastdefineret størrelse, men som sammensat og netop porøst i forhold til omgivelserne, og for det andet og i tilknytning hertil de dannelsesteorier, som blandt andet den danske folkeskole hviler på og derved de sidste årtiers idealer om, hvordan den enkelte socialiseres til at kunne indgå i et demokratisk samfund. Det sidste er selvfølgelig paradoksalt, for så vidt Frank selv vrænger ad socialiseringstendensen i det gryende danske velfærdssamfund i midten af det 20. århundrede, og paradoksalt, fordi dannelse så let kan lyde som opbyggelighed (det slemme ord) – men altså vel at mærke sjældent forstås sådan i dag.
At det alligevel er både nødvendigt og befriende at formulere et litteratursyn, der sådan set ikke indeholder noget nyt under solen i en dansk kontekst hvad angår de indlejrede samfunds- og menneskeopfattelser, skyldes at ovenstående måske er udtryk for en demokratisk drøm og at vi på alle niveaer i samfundet og også for litteraturens vedkommende stadig er klistret ind i en essenstænkning (der selvfølgelig smitter af på vores måde at bruge sproget på og at tænke på i alle sammenhænge, jf. hverdagsforståelsen af begrebet ’dansker’). Det, der løber som en velgørende aggressiv og grundlæggende politisk strøm gennem alle syv essays, er en kritik af essenstænkning. Det opgør er med til at vise, hvor porøs Niels Franks opstillede modsætning mellem kritisk og politisk tænkning er. Det er i dobbelt forstand en styrke, for det første, fordi de to størrelser efter min mening ikke kan skilles ad, og for det andet fordi det er i de mange skrøbelige dualistiske tankefigurer, i det porøse, at mulighederne for diskussion opstår og essayenes dynamik viser sig.
Fugle er ikke gode til at være ornitologer, har Ashbery med et citat af maleren Bernett Newman udtalt i et interview til Niels Frank. Det dementerer Franks egen bog på trods af dualismetendensen og på grund af porøsiteten. Det ville være ønskeligt for samtalen og klædeligt for forfatterstanden, hvis endnu flere fugle ikke opfattede egne vingeslag som uforenelige med et kritisk blik.
Niels Frank: Alt andet er løgn. Essays om moderne litteratur (Gyldendal, 280 sider.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar