*
når jeg betragter landskabet, er jeg på ingen måde andet end en landskabsmaler, der eventuelt kan ses i landskabet af en anden landskabsmaler

- fra Jacques Jouets Landskabsmonostika i Apparatur #14, oversat af Merete Nissen.

*

Kornkammeret stadig i flytterod, a never ending story, nu dog nået så langt som til tidsskrifterne i kasserne, at stå og sætte dem i orden skaber en sær, nå ja, orden, et underligt net imellem de sidste par årgange af hedengangne Ariel og Ord & Bild og Vagant og Horisont, et net der på nogen vis tyder på at have det russiske og Gennadij Ajgi og stedets betydning i litteraturen tilfælles … På forhånd: Undskyld Susanne, hvis du finder indlægget for lidt sådan stream-of-consciousness usammenhængende og indforstået.

*

(…) Mens jeg har skrevet på denne anmeldelse er voldsom debat om norsk lyrik dukket op, igangsat af Bendik Wold, i tidsskriftet Vinduet. Han kaster sig ophidset over den lyrik, som lukker sig om sig selv og efter hans mening skrives for ingen, som tomme selvcentrede skifttematiske øvelser. Jeg vil tro, at han ville medtage disse tre forfattere i den pulje, men jeg synes, ikke det er så enkelt. Nu kender jeg ikke den norske lyrikscene så godt, og ved ikke hvor hermetisk der generelt skrives. Men det kan f.eks. godt være, at skriften hos disse tre Miniatyr-skribenter på nogen vis er hermetisk, skriftbevidst og ikke så direkte kommunikativ. Men jeg synes ikke det desavouerer en stærk læseoplevelse. Jeg synes jeg har hørt teksten før, altså Wolds, det minder mig en smule om dengang en dansk litteraturkritiker mente at de danske digtere burde tage en tur til Ishøj (socialt boligbyggeri, ghettoproblemer) for at få noget relevant at skrive om. Jeg har aldrig forstået at man ikke kan nyde godt af, at der findes forskellige former for litteratur. At en form kan noget, mens en anden form kan noget andet. At det ville være rigtig trist, hvis alle skrev konceptuelt mens ingen skrev mere legende, eller realistisk og omvendt. Det er ikke kun skriften, der skal komme til læseren, læseren skal også komme til skriften, skal kunne værdsætte de forsøg, der gøres på at ændre verden, om ikke for længere tid, så for den tid, læsningen optager. Hvis man ikke kan give, kan man ikke modtage.

- fra Mai Misfeldts anmeldelse i seneste nummer af Litlive.