Avantgarde, satire og terrorisme

Fremragende og velskrevet afhandling fra Mikkel Bolts hånd, om Situationistisk Internationale, om kunst, satire og politik. Mikkel Bruun Zangenberg anmelder Den Sidste Avant-Garde for Kornkammeret.

Mangler folk på Vestbredden fuldkommen sans for den lune danske humor, når de som reaktion på ”Jyllands-Posten”s herostratisk berømte Muhammed-tegninger truer danskere og Danmark med bål og brand? Kan de da slet ikke se, at kunst og satire er én ting, politik noget ganske andet? Eller er de mon tværtimod i pagt med centrale strømninger i nyere europæisk kulturhistorie?

Det kan man måske svare bekræftende på ved at fremsætte denne påstand: Æstetik og terrorisme er nært forbundne størrelser. Hvordan? Ved at den europæiske avantgarde talrige gange siden det forrige århundredes begyndelse har findyrket båndet mellem chok, revolution og kunst: Kun det eksplosive kunstværk kan overhovedet ses og sanses i strømmen af kedelig, mainstream og, værst af alt, borgerlig kunst. For overhovedet for alvor at komme til syne som kunst, må værket chokere og forarge, ryste og tirre sit adstadige publikum ud af dets indgroede vaner og dets sløvende og forlorne rutiner. Og ligeledes ved at begge fænomener – æstetik og terrorisme – arbejder på sansernes plan, med sansebombardementet. Når komponisten Karlheinz Stockhausen herostratisk berømt kunne sige, at terror-angrebet på Twin Towers 11.september 2001 var vor tids skønneste kunstværk, ja så skyldes det også og ikke mindst, at vores sanseapparat her blev udsat for et helt uhørt kraftigt og effektfuldt slag; de fleste andre kulturprodukter forsvinder lynhurtigt som ren konsum og underholdning uden at efterlade sig det mindste spor, men terror-angrebet stod og står formentlig stadig som et uafrysteligt chok og minde for de fleste vesterlændinge. Schönbergs udsagn er naturligvis modbydeligt og frastødende – men kun desto mere, fordi det rummer en dyb intuition om forholdet mellem kunstnerisk avantgarde og terroristisk politik i Europa i det tyvende århundrede.

Dette er ligeledes den helt overordnede ramme for adjunkt ved KU Mikkel Bolts omskrevne og let redigerede ph.d.-afhandling Den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik. Emnet for afhandlingen er den såkaldte ”situationisme”, en kunstgruppe der i 1950’erne og 60’erne forsøgte at gå hinsides sondringen mellem kunst og politik, og det med en række bannerførere som vor egen Asger Jorn, og nok især den centrale skikkelse i form af Guy Debord, hvis hovedværk ”Skuespilsamfundet” herhjemme kom i det hedengangne Bibliotek Rhodos’ serie. Det var Debord der engang sagde, at han ønskede at myrde biografen ”fordi det var lettere end at myrde en forbipasserende”. Og så er vi tilbage ved båndet mellem æstetik, satire og terrorisme. For Debords udsagn, hvor spillende og ironisk det end måtte have været, viser tilbage til den gamle surrealist André Bretons opfordring til at begå den ultimative surreale handling ved at gå ned ad gaden og skyde vildt omkring sig på må og få – skoleeleverne fra Columbus High og andre steder rundt omkring i USA i løbet af 1990’erne, må i den henseende betragtes som fuldgyldige surrealistiske avantgardekunstnere, dristige disciple af overskridelsens og handlingens kult. Værket skal før alt overskride moralske grænser (som selvsagt altid er bornerte og hykleriske), og det skal udgøre en handling (frem for blot passivt lammedikkende at bekræfte borgerskabets verdensbillede og menneskesyn).

Der hersker et vist slægtskab mellem denne blodtørstige avantgarde, og så situationismen. Udgangspunktet var for dem, at det borgerligt-kapitalistiske system problemfrit via den repressive tolerance kastrerede ethvert tiltag til kritisk kunst, der hurtigt blev gjort til vare og skuespil, og derefter kunne tjene som legitimerende del af det system, det oprindelig havde villet problematisere: ”Du er kritisk og hader borgerskabet, vil forarge og chokere? Strålende! Kunne du ikke tænke dig en solo-udstilling her på Statens Museum?” Debord og de øvrige foreslog her over for, at avantgarden måtte gå kontra ved at fusionere og ophæve skellet mellem liv og kunst, i realiteten ved at forvandle livet til et kunstværk, og dermed – utopisk – gå hinsides alle de fremmedgørende og livsfjendsk størknede former i socialiteten. Via en lang og uhyre vidende skildring af den socialhistoriske og ideologiske kontekst for situationismens opståen og modtagelsen af den, primært i årene 1957-1972, og via tre omfattende kapitler der behandler henholdsvis Chaplin og Trotskij (!), læst gennem først surrealisterne og dernæst situationisterne, dernæst den måde hvorpå nazisternes omgang med forholdet mellem æstetik og politik nødvendiggjorde og formede en efterkrigsreaktion hos situationisterne, og endelig en omfangsrig analyse af udstillingen ”Destruktion af RSG-6” i Odense i 1963, der tilsigtede at intervenere i minefeltet mellem kunst og politik, udfolder Bolt en på alle måder beundringsværdigt rig, detaljeret, lærd, skarp og vidende undersøgelse af situationismens historiske og sociale resonansrum, og, ikke mindst, en perspektivrig og tankevækkende analyse af hvordan vi måske i dag – set i lyset af avantgardens fallitbo – stadig kan og bør kere os om forholdet mellem kunst, satire, utopi og politik. For hvis kunsten ikke bør være skalkeskjul for forherligelse af terrorisme, bør den næppe heller acceptere at degenerere til ren og skær vare, der cirkulerer på kunstmarkedets børs. Hvorom alt er: Bolts hammer og bolt har smedet en fremragende afhandling, som bør læses vidt og bredt. Både på Vestbredden og på Jyllands-Posten.

Mikkel Bolt: Den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik (Politisk Revy, Rævens sorte bibliotek, 416 sider.)