Og det nye credo vi har kommet frem til, lyder: Det er absolutt nødvendig å være naiv, patetisk, latterlig og pinlig. For hvis man som forfatter eller skribent unngår dette, to risk fucking everything up, så kan man heller aldri skrive noe bra.
(...)
Det jeg her vil frem (eller tilbake) til, er at vi på et eller annet punkt må være 1) naive, 2) patetiske, 3) latterlige og 4) pinlige. Ellers blir vi bare prostituerte kulturprodusenter. Undermålere. Svin. Og dette gjelder selvfølgelig i enda større grad når vi skriver dramatikk eller romaner – "skjønn" litteratur. For den geniale litteraturen er alltid definert ved OVERSKRIDELSE; den grenser mot det formløse eller ubedømmelige. Og sånn må det være – det finnes ingen "gode forfattere" som kan gjenta en suksess etter en maldito mal. Til helvete med all reproduksjon!
- Henning Gärtner i sin anmeldelse af, sit brev til Jens Bjørnboe på Litlive.
5 kommentarer:
Problemet med overskridelsen og pinligheden og inkompetencen er jo, at også dén bliver til en positur, man kan indtage. Samtidig bliver den lige så forudsigelig og salgbar som enhver form for "kompetent" kulturproduktion i øvrigt. Hvis den ikke allerede er blevet det.
(Se fx. Jackass og andre laddism-programmer på MTV. Ingen kompetence, masser af villighed til at "sætte sig selv på spil").
Hej Tue,
Det er jeg enig i, at det let kan blive en positur (jf. også din parentes), og jeg tænkte selv over det, da jeg læste Gärtners anmeldelse (som jeg synes var rigtig god). At der i den nærmest bilver givet en formel til hvordan man kan have noget på spil, en gør-det-selv-guide --- men man må vel formode eller tage for gode vare at kompetence-kriteriet allerede er underliggende --- ellers ville det vel ikke være interessant at tale om? Jeg ved at man ikke nødvendigvis kan tage dét for givet overalt i det kulturelle landskab --- men i denne del af det? I den del som det lader til at Gärtner refererer til (det er vel ikke Jackass, laddism (hvad betyder det egentligt?) etc.).
Og videre - når Gärtner skriver at "Det er absolutt nødvendig å være naiv, patetisk, latterlig og pinlig. For hvis man som forfatter eller skribent unngår dette, to risk fucking everything up, så kan man heller aldri skrive noe bra." - handler det vel om at man må være villig til at vove noget. Fx at tage fejl eller fremstå naiv osv., hvis man vil rykke sig, hvis man ikke bare vil være klog og god og dygtig, men prøve at komme andre steder hen? En ambitiøs variant af sætten-sig-selv-på-spil - hvis ikke den egentlige komponent?
"lad" er engelsk kan vel oversættes til "knægt". "New laddism" blev brugt som navn på en ny drengerøvskultur, der opstod i (eller: blev trendy) i løbet af halvfemserne i England. Sådan noget med at hænge ud og drikke øl og se fodbold og gøre "drengede" ting, det ansvarsfri (men ikke yuppie-agtige) som livsstil.
Jeg forbinder det også med en særlig drengerøvshumor i fjernsynet. Det er måske upræcist, Jackass m. fl. kommer jo fra USA.
Det lidt >frække<, >dumfrække< måske, nu gør vi det sgu, kalder en skovl en skovl osv ...
Jeg tænker på overskridelsen, pinligheden, Sandheden, at have noget på spil osv. - og kommer til at tænke på Stig Larsson, der jo ofte gør en kontroversiel skikkelse ud af sig, når han deler ud af sit syn på mænd og kvinder og homoseksuelle og så videre ... Han er vel også en forfatter der i eminent grad lever op til Gärtners credo!??
Er der ikke en fare for, at man ret let kommer til at betragte "de andre" (kunstnere fx) som positionerede og/eller i positur og bevidst/ubevidst opfatter sig selv som det modsatte? Og hvad er det modsatte af en positur? Den rene og skære ægthed? Det modsatte af positioneret? Er det noget man vælger at være? Eller er det en kvalitet(?) "de andre" (kunstnere fx) kan tildele "the happy few" (inkl. de tildelende selv)?
Send en kommentar