På grund af Mads fandt jeg mit eksemplar af Mellem ørerne frem - kataloget fra Museum for Samtidskunsts PERformer-udstilling fra 2004. Der er to CDer indlagt i bogen; og det første nummer på den ene er ganske rigtigt Kunsteren samfundets samvittighed, sendt første gang i radioen den 18. maj 1976. Dagen efter Ulrikke Meinhof begik selvmord, oplyser bogens gode noter. Det er et virkelig fint lille stykke, det begynder (i min egen transkription):
"Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig. At være samfundets samvittighed, det er vel alles pligt, og derfor netop ikke kunstnernes. Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan, lave kunst, sådan at det ligesom bliver mere naturligt for folk at være samfundets samvittighed for eksempel..."
Og slutter:
"Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive sit digt om Ulrikke Meinhof: STANDS! Det er allerede for sent, hun er død, hun er færdig med det digt der kostede hende selv og andre livet. Elendige samvittighedssnager - hvordan smager et mord, der ikke er dit eget. Smelter Ulrikke på tungen?
Endnu en kort besked tli digteren: hvis håndklæde hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det ved lejlighed. Du vasker alligevel dine hænder om lidt efter måltidet, ikke? Dit nekrofile svin! Stop et håndklæde i skrivemaskinen og prøv hvordan det er."
Radiostykket varer kun 3 minutter og 51 sekunder, alligevel blev jeg hængende dér foran højtalerne, og hørte hele CDen --- og så var den aften nærmest gået. Nej; jeg fik også Aris Fioretos gode, personlige essay om Thomas Kling med mig - det er indledningen til OEI #24, der kom sidste år, det tyske temanummer: ACHTUNG: ABC-ALARM!
Det er jeg glad for. Så er der noget at sove på.
2 kommentarer:
Henrik Have, der startede som fluxusmand, startede faktisk med konkretpoesi skrevet på lagener (dvs. næste håndklæder). Ja, det var vist bare en SIDEBEMÆRKNING.
(mere sne, ærlig talt)
Jeg har altid syntes, det var - er - en ret mærkelig tekst. Har den liggende på TAPE et eller andet sted, optaget fra radioen. Eller: Den er svær at optage. No pun intended. Ganske indlysende (og det er vel Højholts pointe) er der LYST og glæde - eller tilfredshed - forbundet med produktionen af kunst, herunder osse af kunst, der "handler" om eller tager udgangspunkt i diverse former for elendighed, død og ødelæggelse. Og der er noget sjofelt ved at sidde og være (med et højholtsk udtryk) bog-liderlig, mens man (stadig højholtsk) føler stort for andres ulykke. Men på den anden side: Det ville jo være absurd - af den grund - at kræve af kunstnere, at de skal holde nallerne for sigselv -- og måske nøjes med at skrive om blomster. Og bier. Man skal være bevidst om den dér LYST -- men det må vel kunne lade sig gøre at være lysten på en acceptabel, respektfuld måde. Højholt, forekommer det mig, er i teksten lige ved at gøre sig til fortaler for en fom for purisme. Men måske tar jeg fejl.
Send en kommentar