Kære Per-Olof,
Læste dine betragtninger om digte i avisen. Journalisters negative syn på digte er ikke noget nyt. Jeg husker, at en redaktionssekretær på tidningen VI, Hasse Enström, engang fortalte mig, at den daværende chefredaktør jævnlig indkøbte digte, ikke så meget af interesse for lyrik som af medlidenhed med fattige digtere, for hvem bladet på den måde kom til at virke som en slags socialkontor. Digtene havnede hos Hasse, som arkiverede dem i et ringbind, hvori digtene var sorteret efter længde - 9 linier, 14 linier, 37 linier osv. Grunden hertil var, at der af og til i layoutningen opstod et tomrum på en side efter afslutningen af en artikel eller fordi en annonce ikke fyldte ud. Så optalte han simpelthen hvor mange linier tomrummet målte, og tog fra ringbindet et digt med det tilsvarende antal linier og trykte det.
(...)
mandag, november 06, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Det er da ikke en særlig dårlig måde at få digte ind i avisen på, er det?
Jeg tror nok de havde lidt åndenød, dér sidst efter en artikel, men målt med ingen digte var det da en ok-metode. Og de fik penge for dem! Ville være sjovt at se, hvordan det fungerede - et svensk loppemarked giver sikkert svaret, eller et rigtigt svensk das med en gammel bunke blade. Men metoden er vel også lidt morsom? Måske er det Aage, som får smuglet det nedvurderende ind ved at tale om socialkontor og "medlidenhed med fattige digtere". Det må være mere nedvurderende ikke at trykke - end at dog trods alt - at trykke.
Send en kommentar