Det regner udenfor, det kan jeg godt lide, det er noget vi har tilfælles, regnen, i baggrunden, her, radioen kører, det er P3, God formiddag P3, ude i køkkenet, den står og knitrer i baggrunden af alting, en slags svag akkompagnement som også regnen på vinduerne.

Det er nu jeg kommer til at tænke på at det jo er sådan det er med P3, med det tilsyneladende overfladiske, det der rammer ydersiden og glider ned ad ruden, at det har vi til fælles. Det der ikke betyder noget eller ikke betyder så meget, det er når vi for eksempel ikke snakker religion eller politik, så selvfølgelig er det meget ofte sex. Noget andet almenmenneskeligt. Hvor har du haft sex sidst, har du haft sex med en der var meget ældre/meget yngre end dig, hvordan, hvorfor/hvorfor ikke, synes du det er ulækkert og kunne du ligefrem høre dit biologiske ur tikke imens.

Jeg kom til at tænkte på at jeg kun har hørt de to radioværter, de snakker lige nu – det er en mand og en kvinde, yngre, hun: 33, det fortalte hun i før i forbindelse med om hun kunne finde på at være sammen med en på 17 eller ej – jeg har kun hørt dem rigtigt ophidsede en enkelt gang. Jeg lytter jo heller ikke så meget til P3, det burde jeg måske gøre. Gøre mig mere i. Det var dagen efter --- hvad hedder det nu, det internationale melodigrandprix, Eurovision? Nogle finske trolde havde vundet, havde klædt sig ud som trolde, havde spillet et nummer der var klædt ud som heavy metal, hårdt i hvert fald, men vist var Keld og Hilda tilsat growl, og så havde de vundet eurovisionen. Dét havde de en mening om, radioværterne, de begyndte at stamme begge to, talte i munden på hinanden, de formeligt svedte ud i æteren med hvide knoer og ophidselsen lød ægte. Jeg stoppede forundret med mit viskestykke, virkelig fascineret. Jeg tænkte at: det var da utroligt.

Jeg har altid tænkt P3 som utroligt dum, fordummende, overfladisk, ligegyldigt, ofte bliver jeg aggressiv af at høre det, aggressiv over de åndssvagheder, de stereotypiseringer, det tidsspilde der foregår der og som jeg jo så også, mere eller mindre frivilligt, tager del i, bliver en del af, understøttter. Så jeg slukker ofte hvis jeg kan komme til det. Men hvad jeg må have overset eller ikke forstået er at det netop er overfladen, det lette, ligegyldige, det almene, det almentligegyldige, det har vi til fælles, det kan vi tale om, som vejret, det er det det går ud på. P3 skal være der i bredden, for alle os der kan lide at høre formiddagsradio på den lette måde, det er fordummelse som sammenhængskraft, P3 som en del af et banalt nationalistisk projekt. Banal nationalisme forstået som de usynlige ting der bekræfter nationalsstaten, enheden, holder os sammen på en hyggelig måde, ikke pigtråden men vores pas, flaget, skatten, dronningen på mønterne og så videre, usynlige, allestedsnærværende symboler. Retsstavning. P3 som eksponent for en ekstrem subjektivitet, men kun omhandlende uskyldige ting, arhhh helt ærligt, det kan du da ikke mene, eller: selvfølgelig kan du beholde tennisstrømperne på når du går i seng med din kæreste. P3 som eksponent for en kold nationalisme i modsætning til en varm, der vil varm krig og intet kompromis; ring ind, alle kan ringe ind og være med, du kan og du kan og du kan, og fortælle om I nogensinde har været nøgne.