The Great War for Civilisation

Robert Fisks The Great War for Civilisation blev for nylig anmeldt i Politiken af Adam Holm. Selvom anmeldelsen overvejende var positiv, lader den til sine steder bevidst at "fordreje teksten", ihvertfald hvis man skal tro Eigil Møller og Thomas Boberg (se nedenfor), der, imodsætning til mig, begge lader til at have læst samtlige bogens 1.366 sider.

Vedr. Robert Fisk
af Thomas Boberg, forfatter
(også trykt i Politiken, den 25. marts 2006, her gengivet med forfatterens tilladelse):

Adam Holms anmeldelse af Robert Fisks enorme reportagebog fra vor tids Mellemøsten, 'The Great War for Civilisation', kendetegnes af, at han, koste hvad det vil, skal finde 'graverende fejl', for således at bringe forfatterens værk i miskredit og sig selv i fokus, eller, værre endnu, bevidst fordreje teksten for at betvivle forfatterens (her Robert Fisk) troværdighed. Adam Holm skriver: »Naturligvis kan man også opdrive adskillige mere eller mindre graverende faktuelle fejl. Til de værste hører, at Fisk nævner, at Jesus blev født i Jerusalem og ikke i Betlehem«. Forgæves har jeg ledt efter denne påstand. Mon Robert Fisk virkelig skulle have fået denne temmelig universelle børnelærdom galt i halsen? Det lyder ikke sandsynligt. Det, Fisk skriver, er følgende: »It seemed there were no barriers that could not be broken. If this was a war on terror, I wrote in my paper that awful spring, then Jesus wasn't born in Bethlehem (side 501). Hvilket oversat til dansk i sin essens må betyde noget i retning af: »Hvis det her var en krig mod terror, skrev jeg dette frygtelige forår, så var Jesus ikke født i Betlehem«. Robert Fisk forsøger med letfattelig sarkasme at sige noget andet, nemlig at israelernes hæmningsløse angreb på Jenin næppe kan retfærdiggøres med 'krigen mod terror'. Denne passage knytter an til et andet af Adam Holms kritikpunkter: »Men indimellem kører han (Robert Fisk) også for langt, som når han f.eks. mener, at de 52 dræbte palæstinensere i Jenin i 2002 var ofre for en 'massakre', mens 31 terrordræbte israelere få dage forinden blot var ofre for palæstinensiske frustrationer«. Heller ikke dette punkt har jeg kunnet finde belæg for i bogen. Robert Fisk tager konsekvent afstand fra palæstinensernes rædselsfulde selvmordsaktioner. Hele afsnittet om Jenin handler ikke mindst om måden at bruge sproget på. Hvorfor bliver palæstinenserne over en kam i medierne, af israelerne og amerikanerne konsekvent betegnet som terrorister, mens israelerne håndhæver deres ret, når de i 'kampen mod terror' skånselsløst hamrer løs med tanks eller fly mod palæstinensiske byer i de af israelerne besatte områder? Lad mig til sidst citere fra bogen (side 500, min oversættelse): »Fire døde israelere, inklusive to bevæbnede bosættere, er en massakre. Det vil jeg acceptere. Men fireogtyve dræbte palæstinensere, inklusive en sygeplejerske og en lam, er ikke en massakre. (Her medregner jeg af åbenlyse grunde ikke de omkring tredive bevæbnede palæstinensere, som også blev dræbt i Jenin). Skal det nu være de dødes religion eller race, der afgør, hvorvidt et blodbad kan betegnes som en massakre?«.