Åbent brev til Rikke Hvilshøj

(Brevet blev afsendt den 13. februar 2006 og også trykt i dagbladet Politiken, og er endnu ikke blevet besvaret af ministeren. - MGS)
København 13/2/06

Kære Rikke Hvilshøj

Jeg henvender mig til dig med dette åbne brev, som jeg også vil sende til Ministeriet for Flygtninge. Det er nemlig af utrolig vigtighed at du modtager brevet og læser det. Dette skal ikke dreje sig om tonen i debatten, men om en af dens konsekvenser, og jeg henvender mig til dig som borger i Danmark, fordi du er Integrationsminister, hvorfor du må være den øverste ansvarlige for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Det er ikke et forsøg på at fornærme dig, selvom jeg ikke kan undgå at bruge stærke ord, men jeg er nødt til at fortælle dig en historie, som jeg stærkt vil opfordre dig til at tage stilling til så hurtigt som muligt, da jeg ikke er i tvivl om at det haster. Har du nogensinde været i Kongelunden? Jeg tænker ikke på skoven, men på asyllejren ikke langt fra lufthavnen på Amager, som går under den udsøgt spøgefulde betegnelse, Omsorgscenter. Jeg var der i søndags (12/2/06) på besøg. Jeg er, som du muligvis ved, en af de tolv forfattere, der har brugt ytringsfriheden til at kritisere den elendige tone i debatten, som med garanti er medvirkende til den stigende marginalisering af de etniske mindretal i Danmark, en situation som jo med de famøse tegninger nu er kogt fuldkommen over. Men jeg henvender mig til dig på helt egne vegne, fordi der er noget uopsætteligt jeg må fortælle dig. De fire konkrete sager jeg er blevet konfronteret med efter besøg i Sandholmlejren og i Kongelunden er alle dybt ulykkelige, men en af dem er så rædselsfuld, at der simpelthen må gribes ind nu. Jeg er ikke i tvivl om, at en af grundene til at asyllejrene får lov til at køre deres egen skæve, modbydelige gang, er at danskerne i almindelighed ikke ved hvad der foregår derude. Det vidste jeg heller ikke selv. Efter de to korte besøg er jeg ikke i tvivl. Det er fuldkommen uanstændigt og uacceptabelt. Men nu til den konkrete sag. For fem år siden ankom en indisk sikh familie fra Punjab til Danmark som ofre for en etnisk konflikt. Kvinden havde været udsat for massevoldtægt, og var ved ankomsten stærkt traumatiseret, manden lider af rygsmerter som følge af skud. De har to små piger, i hvert fald den ene af dem er født i lejren. Da de fik deres første afslag på ansøgningen om asyl, blev kvinden psykotisk. Man bragte hende til hospitalet, hvor hun blev sendt tilbage med karakteristikken hysterisk. Senere er hun blevet behandlet med elektrochok, med medicin osv. Hun har forsøgt at brænde sig selv inde, hun kan ikke være alene med sine børn, fordi hun er utilregnelig. Hendes mand er stort set overladt til sig selv med de små piger, og han kan naturligvis ikke lade dem ude af syne. Da jeg besøgte dem, lå hun i et hjørne af det lille kolde værelse og jamrede sig. Manden trisser dybt ulykkelig rundt på femte år, han er ikke psykotisk, men han aner ikke sit levende råd. De to små piger taler en slags dansk, som han med beklagelse siger, at han ikke forstår. Politiet kan i princippet når som helst dukke op og sætte dem på en flyvemaskine ud i intetheden. Men det er naturligvis ikke lovligt at sende en så syg familie ud af landet. Det medfører så at man fra ministeriets side sylter sagen. Man har ikke hørt fra dem i et halvt år. Men denne tortur må stoppes! Der må eksistere en mulighed for dispensation, så man kan give dem humanitær opholdstilladelse. Jeg personligt har aldrig været ude for noget lignende, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du selv med din danske kristne baggrund forstår det vigtigste kristne budskab ”du skal elske din næste som dig selv”, og at du ligesom jeg, ligesom enhver anden, ville blive totalt chokeret, hvis du pludselig skulle stå ansigt til ansigt med denne konkrete sag. Jeg har ikke kunnet sove hele natten, men det indiske ægtepar har ikke kunnet sove i fem år. Når jeg lukkede mine øjne så jeg disse ulykkelige mennesker for mig. Det chokerende er jo at der vitterlig eksisterer en vej ud af miseren, men at den ikke er blevet taget i anvendelse. Jeg håber inderligt, at du vil modtage denne opfordring med din bedste vilje, og sørge for at stoppe dette langsomme mord på fire medmennesker.

Med venlig hilsen, Thomas Boberg